Hvis Afskaf skatten var finansminister

Dansk Industri har lavet en analyse som viser, at både Kina og USA i løbet af de kommende 8-10 år vil overhale EU som verdens største økonomi

Ikke angivet Ikke angivet,

27/03/2010

Dansk Industri har lavet en analyse som viser, at både Kina og USA i løbet af de kommende 8-10 år vil overhale EU som verdens største økonomi.

Hvorfor det? Fordi EU har overregulering af arbejdsmarkedet i forbindelse med ansættelser og afskedigelser. Fordi EU har verdens højeste effektive marginalskatter - i snit over 50%. Fordi den gennemsnitlige årlige arbejdstid pr. person i beskæftigelse kun er godt 1500 timer. Og fordi EUs samlede investeringer i forskning og udvikling er et godt stykke under 2%.

Berlingske Tidende har i øjeblikket en serierække med interview af tidligere finansministre om hvad de ville gøre i den nuværende situation med offentlige finanser ude af kontrol. Forleden kunne vi læse at samlede offentlige udgifter nu har passeret 1.000 mia. kr. Det er over 60% af BNP. Over 60% af voksne borgere får deres primære indkomst fra det offentlige, heraf 2/3-del på passive offentlige sikringsydelser.

Den danske produktivitet er presset - de gode tider frem til 2008 var drevet af høje fragtrater på verdenshavene hvor et danske rederi er førende, høje oliepriser og enorme boligformuer som delvist blev omsat i forbrug og investeringer.

Fragtrater, oliepriser og danskernes formuer er på vej op igen - men det løser ikke krisen. Det løser ikke de underliggende problemer i dansk økonomi med alt for høje omkostninger som er drevet af skatter og afgifter og en alt for stor offentlig sektor.

VK-regeringen har givet op overfor problemerne. De lader pengene fosse ud af statskassen i håb om at mildne krisen, hvilket bare har fået danskerne til at spare endnu mere op fordi de kan indse det er uholdbart. Overfor står en opposition som bare vil have mere af alle dårligdommene; flere skatter og endnu flere offentlige udgifter.

Hvis Afskaf skatten var finansminister, så ville jeg:

- privatisere dagpengesystemet og efterlønsordningen

- indføre en flad indkomstskatteprocent på 25% med indbygget beskæftigelsesfradrag

- sænke momsen til 15%

- afskaffe registreringsafgifter på motorkøretøjer

- afskaffe ejendomsværdiskatten

- afskaffe ejendomsskatter

- afskaffe formueskatter på køretøjer og erstatte med vejafgift

- afskaffe alle offentlige subsidier

- mere end halvere offentlig administration, herunder nedlægge overflødige statslige styrelser

- afskaffe alle permanente og universelle sociale sikringsordninger (fx Folkepension) og lade erstatte af midlertidige sociale støtteordninger baseret på behov samt retfærd og rimelighed med indbygget automatisk udfasning, udbetalinger i form af skattefrie nettoydelser

- afskaffe regioner og privatisere sygehusene (der er fortsat offentlig sygesikring)

- adskille skat og kirke, afskaffe tilskud til kirker

- afskaffe tjenestemandsbegrebet

- ensarte beskatning af gevinster på aktier etc. samt på selskaber til 25% som gælder for almindelige indkomster, selskaber skal kunne trække udbytter og investering i forskning og udvikling fra

- med baggrund i ny skattestruktur indkassere udskudte pensionsskatter og afbetale al offentlig gæld

- afskaffe multimedieskatten og medielicensen

- privatisere Danmarks Radio, TV2 og alle andre statsvirksomheder

- afskaffe al arbejdsmarkedsrelateret lovgivning

- afskaffe Lukkeloven

- indføre ny Green card-ordning som giver alle med en sober ansættelseskontrakt i hånden ret til at opholde sig og arbejde i Danmark (virksomheder kan således rekruttere frit i hele verden)

Opdateringer:


- afskaffe arve- og gaveafgifter (dermed skulle alle nuværende formueskatter være afskaffet)

Det fremgår ikke direkte, men udgifter og indtægter balancerer omkring 500 mia. kr. Dvs. en reduktion af skattetryk til omkring 30% mod i dag 50% af BNP. Hertil kommer brugerbetaling og mulig tilvalg af ekstra serviceydelser for ca. 50 mia. kr.

Kilde: