Det korte svar er: Nej!
Op til valget i 2001 var skat et hovedtema. Daværende statsministerkandidat Anders Fogh Rasmussen skrev kronikker i aviserne om det horrible høje skattetryk på 70%. Da han blev statsminister fik vi et sølle skattestop. Bedre end ingenting, men jo ikke helt hvad vi havde forventet. De skattereformer der har været siden har hovedsagligt været omlægninger; det er svært at se en mærkbar reduktion af skatterne siden 2001 når den seneste reform er indfaset i 2019.
Anders Fogh Rasmussen skiftede hest og strategi for at bevare magten – og gik efter valget målrettet efter de bløde vælgere som han mente der er flest af. Han dæmpede over årene mærkbart retorikken omkring skatter – så meget at hvor der november 2001 var 46% der foretrak skattelettelser frem for serviceforbedringer var det i september 2006 faldet til 26%. Som om disse to er hinandens modsætninger. Det syntes som at Anders Fogh Rasmussen havde fået overtalt halvdelen af sit eget vælgerkorps til at droppe de våde drømme om skattelettelser.
Ikke nok med det; indkomstskatter vender klart den tunge ende opad – og derfor er der faktisk flere vælgere der støtter lavere moms og afgifter frem for lavere indkomstskatter.
Læg dertil at over 61% af vælgerne får deres primære indkomst fra staten. Kampen synes tabt på forhånd – og Anders Fogh Rasmussen har ikke gjort kampen for frihed nemmere.
Det er op af bakke indrømmet. Og et parti som Liberal Alliance som vel nærmest har afskaffelse af topskatten som mærkesag ville nok også stå bedre om de i stedet havde lavere moms, lavere bilafgifter og lavere skatter på boliger på programmet.
Vælgerne kan splittes op i 40% privatansatte, 20% offentligt ansatte og 40% på sociale sikringsydelser. En anden vigtigt opsplitning er opdelingen i ejere, lejere og andelshavere – for her er ejerne i flertal. Og boligejerne stemmer overvejende til højre side.
Anders Fogh Rasmussen ignorerede fuldstændigt over halvdelen af sine egne vælgere som har skat som vigtigste tema, og mente de ikke havde andre steder at gå hen – for i stedet at fokusere på midtervælgerne med stram udlændingepolitik og en fortsat stor offentlig sektor med mange varme hænder.
Men som det dog måtte fremgå så kan man godt strikke flertal sammen uden at skulle forsvare socialstaten og den rabiat store offentlige sektor.
- Flertallet af vælgere – på tværs af 40-20-40-inddelingen udgøres nu engang af boligejere.
- En god andel af de 40% på sociale sikringsydelser er pensionister. Snakker vi bare 10 år frem i tiden nærmere vi os en tilstand hvor langt over flertallet af pensionister har dækket sig med privat pensionsopsparing. Mange af pensionisterne afskyr skat på boliger – og de i de kommende år stigende ejendomsskatter er en reel trussel mod dem. Et skattestop for ejendomsskatter (grundskylden) ville være en godbid til denne gruppe som andre vælgere. 79% af alle vælgere er i mod stigende skat på boliger – selv om det er kendsgerningen de kommende år. Ejendomsskatter (grundskyld) vil mere end dobles frem til 2019.
- En god andel af de offentligt ansatte, især højere funktionærer og tjenestemænd er i forvejen solide borgerlige vælgere. Unge udgør en anden stor gruppe. De er ikke dogmatiske når det gælder den offentlige sektor og kan tiltrækkes med lempelige SU-regler og en afskaffelse af multimedieskatten.
- Alle indkomstgrupper mener – eller mente indtil Anders Fogh Rasmussen blev socialdemokrat – at de betaler for meget i skat. I udpræget grad de højtlønnede, men også lavtlønnede.
- 80% af vælgerne er ikke ansat i den offentlige sektor – og en god andel af disse har sunde meningen om at denne selvfølgelig skal være effektiv, produktiv og uden for meget papirnusseri og bureaukrati. Også en god andel af offentligt ansatte kan selvsagt indse at forretningsgange er tunge, at der er for meget papirnusseri – og at mange kollegaer ikke er deres løn værd.
- Omkring 75% af vælgerne er bilister. Og alligevel er der ingen fokus på bilafgifter trods at 76% af vælgerne – dvs. ALLE bilister mener disse er for høje. Den med at man skal betale for 3 eller flere biler når man dog kun køber en enkelt. Og alle ved at bilafgifter i alle andre lande er væsentlig lavere.
Der er gode grunde til at Liberal Alliance og de Konservative har været fokuseret på topskatten. Den er iøjefaldende, og den er billig at afskaffe. Men der har aldrig været mere end 20% af vælgerne der betaler topskat – og kun for omkring 5% er den i kroner og øre en mærkbar skat.
Men topskatten har aldrig gjort det alene – den udgør max 2% af alle skatter og kun omkring 5% af vælgerne kan for alvor mærke den. Det er måske det forkerte sted at fokusere når flertallet af vælgere skal i tale, og når man påtænker de foroven nævnte i vælgernes øjne mere tyngende skatter og afgifter.
Og her snakker vi kun skattepolitik – stram udlændingepolitik, lov og orden, lærdom og test i skoler, hårdere straffe, stop for udgang fra fængsler, lortekunst og andre værdipolitiske spørgsmål – her fører højrefløjen allerede markant.
Det skulle dog derfor ikke være så svært at samle flertal for de tiltag som kan give markant lavere skatter og afgifter. Det er muligt at det giver røre i andedammen når der fyres sygeplejersker på Rigshospitalet – selv om der netto er ansat en hel del det seneste års tid – men det giver ikke røre når ansatte i Skat siger op pga. sammenlægninger og flytninger. Ej betyder det meget for tilslutningen til højrefløjen om man fx regulerer sociale sikringsydelser med en lavere takst end i dag.
Topskatten skal afskaffes – men det behøver ikke stå højest på menuen. Ja, efterlønsordningen skal forringes, men det kan ske gradvist.
Skattepolitisk skal der mere fokus på:
- Lavere moms
- Lavere skat på boliger (eller blot skattestop for ejendomsskatter også)
- Lavere bilafgifter
- Multimedieskatten og medielicensen skal afskaffes
- Lavere skatter generelt (fx: bundskat, bruttoskat)
- Højere beskæftigelsesfradrag
Taber man retorikken på gulvet, taber man også vælgerne på gulvet.
Finansieringsmæssigt skal der mere fokus på:
- Lavere renteudgifter (fx ved ændret pensionsbeskatning)
- Mindre administration (papirnusseri)
- Færre subsidier og overførsler til udlandet Højere produktivitet i den offentlige sektor
- Lavere sociale sikringsydelser – væk fra universalprincippet
- Privatisering
Bemærk hvad den nye undervisningsminister sagde da hun ved sin tiltræden blev spurgt om der skulle flere penge til: ”Nej, vi har i forvejen verdens dyreste skole – vi har bare ikke verdens bedste.” Underforstået at den bedste skole i verden koster mindre end den nuværende danske. Den retorik skal vi have mere af.
Udover at have smadret skatteretorikken har Anders Fogh Rasmussen jo også ansvaret for at ingen længere – trods over 8 år med borgerlig regering – snakker privatisering mere.
På samme måde som vi har tabt meget på retorikken på skatte- og privatiseringsområdet – har vi også tabt retorikken omkring ineffektive offentlige ansatte. Det er jo stort set forbudt at snakke ondt om de offentlige – selv de mest dovne. Men igen, siger du ikke tingene taber du vælgerne. Når vælgerne ikke hører andet fra alle partier end at der mangler varme hænder – så tror de på det til sidst, selv om det er løgn og latin. Men vi behøver ikke lefle for et lille mindretal blandt vælgerne som udgøres af uduelige offentligt ansatte.
Ja, det er dyrere også at skulle afskaffe multimedieskatten, sænke bilafgifter, hæve beskæftigelsesfradraget, afskaffe bundskatten, sænke skat på boliger end blot at afskaffe topskatten – men det vil vi gerne. Vi vil gerne have markant lavere skatter og afgifter. Gerne en sådan 100-150 mia. kr. på kort sigt – på længere sigt skal vi halvere skatter og den offentlige sektor så vi i stedet for at maksimere staten maksimerer velstanden i samfundet.
Der kan sagtens skaffes flertal for markant lavere skatter og afgifter. Men kun hvis man gider og vil fokusere lidt på opgaven.
Anders Fogh Rasmussen tabte retorikken og dermed kampen om friheden – socialdemokrater er bare bedre til at være socialdemokrater end venstrefolk – lad os genvinde retorikken og lad os vinde kampen.
Op til valget i 2001 var skat et hovedtema. Daværende statsministerkandidat Anders Fogh Rasmussen skrev kronikker i aviserne om det horrible høje skattetryk på 70%. Da han blev statsminister fik vi et sølle skattestop. Bedre end ingenting, men jo ikke helt hvad vi havde forventet. De skattereformer der har været siden har hovedsagligt været omlægninger; det er svært at se en mærkbar reduktion af skatterne siden 2001 når den seneste reform er indfaset i 2019.
Anders Fogh Rasmussen skiftede hest og strategi for at bevare magten – og gik efter valget målrettet efter de bløde vælgere som han mente der er flest af. Han dæmpede over årene mærkbart retorikken omkring skatter – så meget at hvor der november 2001 var 46% der foretrak skattelettelser frem for serviceforbedringer var det i september 2006 faldet til 26%. Som om disse to er hinandens modsætninger. Det syntes som at Anders Fogh Rasmussen havde fået overtalt halvdelen af sit eget vælgerkorps til at droppe de våde drømme om skattelettelser.
Ikke nok med det; indkomstskatter vender klart den tunge ende opad – og derfor er der faktisk flere vælgere der støtter lavere moms og afgifter frem for lavere indkomstskatter.
Læg dertil at over 61% af vælgerne får deres primære indkomst fra staten. Kampen synes tabt på forhånd – og Anders Fogh Rasmussen har ikke gjort kampen for frihed nemmere.
Det er op af bakke indrømmet. Og et parti som Liberal Alliance som vel nærmest har afskaffelse af topskatten som mærkesag ville nok også stå bedre om de i stedet havde lavere moms, lavere bilafgifter og lavere skatter på boliger på programmet.
Vælgerne kan splittes op i 40% privatansatte, 20% offentligt ansatte og 40% på sociale sikringsydelser. En anden vigtigt opsplitning er opdelingen i ejere, lejere og andelshavere – for her er ejerne i flertal. Og boligejerne stemmer overvejende til højre side.
Anders Fogh Rasmussen ignorerede fuldstændigt over halvdelen af sine egne vælgere som har skat som vigtigste tema, og mente de ikke havde andre steder at gå hen – for i stedet at fokusere på midtervælgerne med stram udlændingepolitik og en fortsat stor offentlig sektor med mange varme hænder.
Men som det dog måtte fremgå så kan man godt strikke flertal sammen uden at skulle forsvare socialstaten og den rabiat store offentlige sektor.
- Flertallet af vælgere – på tværs af 40-20-40-inddelingen udgøres nu engang af boligejere.
- En god andel af de 40% på sociale sikringsydelser er pensionister. Snakker vi bare 10 år frem i tiden nærmere vi os en tilstand hvor langt over flertallet af pensionister har dækket sig med privat pensionsopsparing. Mange af pensionisterne afskyr skat på boliger – og de i de kommende år stigende ejendomsskatter er en reel trussel mod dem. Et skattestop for ejendomsskatter (grundskylden) ville være en godbid til denne gruppe som andre vælgere. 79% af alle vælgere er i mod stigende skat på boliger – selv om det er kendsgerningen de kommende år. Ejendomsskatter (grundskyld) vil mere end dobles frem til 2019.
- En god andel af de offentligt ansatte, især højere funktionærer og tjenestemænd er i forvejen solide borgerlige vælgere. Unge udgør en anden stor gruppe. De er ikke dogmatiske når det gælder den offentlige sektor og kan tiltrækkes med lempelige SU-regler og en afskaffelse af multimedieskatten.
- Alle indkomstgrupper mener – eller mente indtil Anders Fogh Rasmussen blev socialdemokrat – at de betaler for meget i skat. I udpræget grad de højtlønnede, men også lavtlønnede.
- 80% af vælgerne er ikke ansat i den offentlige sektor – og en god andel af disse har sunde meningen om at denne selvfølgelig skal være effektiv, produktiv og uden for meget papirnusseri og bureaukrati. Også en god andel af offentligt ansatte kan selvsagt indse at forretningsgange er tunge, at der er for meget papirnusseri – og at mange kollegaer ikke er deres løn værd.
- Omkring 75% af vælgerne er bilister. Og alligevel er der ingen fokus på bilafgifter trods at 76% af vælgerne – dvs. ALLE bilister mener disse er for høje. Den med at man skal betale for 3 eller flere biler når man dog kun køber en enkelt. Og alle ved at bilafgifter i alle andre lande er væsentlig lavere.
Der er gode grunde til at Liberal Alliance og de Konservative har været fokuseret på topskatten. Den er iøjefaldende, og den er billig at afskaffe. Men der har aldrig været mere end 20% af vælgerne der betaler topskat – og kun for omkring 5% er den i kroner og øre en mærkbar skat.
Men topskatten har aldrig gjort det alene – den udgør max 2% af alle skatter og kun omkring 5% af vælgerne kan for alvor mærke den. Det er måske det forkerte sted at fokusere når flertallet af vælgere skal i tale, og når man påtænker de foroven nævnte i vælgernes øjne mere tyngende skatter og afgifter.
Og her snakker vi kun skattepolitik – stram udlændingepolitik, lov og orden, lærdom og test i skoler, hårdere straffe, stop for udgang fra fængsler, lortekunst og andre værdipolitiske spørgsmål – her fører højrefløjen allerede markant.
Det skulle dog derfor ikke være så svært at samle flertal for de tiltag som kan give markant lavere skatter og afgifter. Det er muligt at det giver røre i andedammen når der fyres sygeplejersker på Rigshospitalet – selv om der netto er ansat en hel del det seneste års tid – men det giver ikke røre når ansatte i Skat siger op pga. sammenlægninger og flytninger. Ej betyder det meget for tilslutningen til højrefløjen om man fx regulerer sociale sikringsydelser med en lavere takst end i dag.
Topskatten skal afskaffes – men det behøver ikke stå højest på menuen. Ja, efterlønsordningen skal forringes, men det kan ske gradvist.
Skattepolitisk skal der mere fokus på:
- Lavere moms
- Lavere skat på boliger (eller blot skattestop for ejendomsskatter også)
- Lavere bilafgifter
- Multimedieskatten og medielicensen skal afskaffes
- Lavere skatter generelt (fx: bundskat, bruttoskat)
- Højere beskæftigelsesfradrag
Taber man retorikken på gulvet, taber man også vælgerne på gulvet.
Finansieringsmæssigt skal der mere fokus på:
- Lavere renteudgifter (fx ved ændret pensionsbeskatning)
- Mindre administration (papirnusseri)
- Færre subsidier og overførsler til udlandet Højere produktivitet i den offentlige sektor
- Lavere sociale sikringsydelser – væk fra universalprincippet
- Privatisering
Bemærk hvad den nye undervisningsminister sagde da hun ved sin tiltræden blev spurgt om der skulle flere penge til: ”Nej, vi har i forvejen verdens dyreste skole – vi har bare ikke verdens bedste.” Underforstået at den bedste skole i verden koster mindre end den nuværende danske. Den retorik skal vi have mere af.
Udover at have smadret skatteretorikken har Anders Fogh Rasmussen jo også ansvaret for at ingen længere – trods over 8 år med borgerlig regering – snakker privatisering mere.
På samme måde som vi har tabt meget på retorikken på skatte- og privatiseringsområdet – har vi også tabt retorikken omkring ineffektive offentlige ansatte. Det er jo stort set forbudt at snakke ondt om de offentlige – selv de mest dovne. Men igen, siger du ikke tingene taber du vælgerne. Når vælgerne ikke hører andet fra alle partier end at der mangler varme hænder – så tror de på det til sidst, selv om det er løgn og latin. Men vi behøver ikke lefle for et lille mindretal blandt vælgerne som udgøres af uduelige offentligt ansatte.
Ja, det er dyrere også at skulle afskaffe multimedieskatten, sænke bilafgifter, hæve beskæftigelsesfradraget, afskaffe bundskatten, sænke skat på boliger end blot at afskaffe topskatten – men det vil vi gerne. Vi vil gerne have markant lavere skatter og afgifter. Gerne en sådan 100-150 mia. kr. på kort sigt – på længere sigt skal vi halvere skatter og den offentlige sektor så vi i stedet for at maksimere staten maksimerer velstanden i samfundet.
Der kan sagtens skaffes flertal for markant lavere skatter og afgifter. Men kun hvis man gider og vil fokusere lidt på opgaven.
Anders Fogh Rasmussen tabte retorikken og dermed kampen om friheden – socialdemokrater er bare bedre til at være socialdemokrater end venstrefolk – lad os genvinde retorikken og lad os vinde kampen.
