600 kvadratkilometer ny natur. Det er, hvad Danmark har i vente, hvis loven om obligatoriske 10 meter dyrkningsfrie bræmmer omkring 30.000 kilometer vandløb bliver gennemført. Formålet med bræmmerne er at hindre udvaskning af næringsstoffer og sprøjtemidler til vandmiljøet. Ikke fordi vi på nogen måde ved, at det kommer til at hjælpe noget som helst. Men fordi vi føler, at det nok er en god idé.
Det er det ikke. Det er min påstand, at det bliver nærmest umuligt at måle effekten af disse bræmmer. Selvfølgelig giver det noget natur, som ikke var der i forvejen, men når vi nu har et begrænset areal til rådighed her i landet, burde man forvente, at man valgte de tiltag, der giver mest valuta for pengene. Valutaen er i mine øjne biodiversitet, det vil sige de dyr, planter og svampe, hvis levesteder på planeten bliver stadigt mere indskrænkede. Og præmissen er naturligvis, at lodsejerne skal kompenseres.
Hvis jeg havde 600 nye kvadratkilometer, dvs. 60.000 hektar at rutte med, kunne jeg komme på adskillige tiltag, der er langt smartere end bræmmerne langs vandløbene. For det første er jorden langs vandløbene meget næringsrig og fugtig, og bræmmerne gror derfor hurtigt til i en meterhøj vegetation af græsser og urter. Ikke just en naturtype, som vi mangler her til lands! For det andet vil bræmmerne være så smalle, at det slet ikke giver mening at afgræsse dem. Det ville ellers være en driftsform, som kunne give nogle gevinster for naturen. Men det kommer altså ikke til at ske.
I stedet kunne man overveje at lægge 600 kvadratkilometer af den mest tørre og næringsfattige jord brak i nogle ordentlige klumper. Vi ved af erfaring fra braklægningsordningen, at sådanne sandede arealer ofte var rene oaser for planter, insekter og fugle. Det er altså virkelig noget, der batter. Landbruget kunne selv udpege disse 600 kvadratkilometer, det ville ikke gøre mig noget.
Man kunne også lægge en dyrkningsfri randzone på 100 meters radius omkring hver eneste af Danmarks godt 20.000 gravhøje. Måske lyder dette forslag lidt underligt, men netop gravhøjene er faktisk ofte refugier for biodiversitet – af den simple grund, at de aldrig har været under plov. Her finder man (i hvert fald på toppen) ofte en særdeles rig flora af den slags, som ellers har det hårdt i Danmark. Den kunne så sprede sig til resten af arealet.
Men den bedste idé af alle er at udlægge 5 meter ”naturzoner” langs samtlige veje i hele Danmark. I disse naturzoner skal de tekniske forvaltninger sidst på sommeren slå vegetationen og fjerne det høstede materiale. Fra Mols Bjerge og andre steder ved vi, at der lynhurtigt vil indfinde sig en rig blomsterflora, hvor masser af også truede arter vil kunne finde spredningskorridorer, der går på kryds og tværs i landskabet. Tænk sig, at vejrabatten hver sommer bliver et stort blomstermylder, ikke bare en halv meter her og der, men i fem meters radius fra hver eneste vej i kongeriget! Naturgevinsterne vil være enorme, og den allerstørste gevinst vil være, at befolkningen vil kunne opleve det hver evig eneste dag. Udgifterne vil heller ikke være uoverstigelige. Vejvæsenet er der jo allerede med deres maskiner, og udgifterne til kompensation kan vel umuligt være større end de foreslåede å-bræmmer…
Det er bare tre forslag, som vil give større gevinster end bræmmerne langs vandløbene. Nu skulle man følgelig tro, at de lodsejere, som er modstandere af bræmmerne, havde en rigtig god sag. Det havde de faktisk også – lige ind til de løb ind i en gang effektivt spin fra ministeriernes side: Der skal være offentlig adgang til bræmmerne. Hidtil har de eksisterende to-meter bræmmer langs vandløbene været udtrykkeligt undtaget fra reglen om offentlig adgang til udyrkede arealer i det åbne land, men nu skal alle og enhver kunne færdes i de kommende bræmmer på 10 meters bredde.
Reaktionen er ganske forudsigelig: Lodsejerne er gået fuldkommen bersærk og sviner alt og alle til. Især byboerne! Hvor landbruget havde en klar pointe i at anfægte randzonernes faglige ophæng, har de imidlertid ikke en nær så god sag, når det kommer til offentlig adgang til selvsamme randzoner. Om der skal være offentlig adgang eller ej til private udyrkede arealer, er strengt taget en smagssag. Reglerne varierer vildt fra land til land. Her er det 15-20.000 jordejere og deres jagtlejere mod resten af befolkningen. Med andre ord ikke en udtalt vindersag for lodsejerne.
Derfor diskuterer vi nu adgang i stedet for prioriteringer af naturindsatsen. Det er lige før, at det er elegant. Men for de af os, der gerne ser en natur med et mylder af liv, er det næsten en tragedie. Selvfølgelig koster det penge at have en rig natur. Det er et vilkår, som vi i mine øjne må og skal acceptere. Men den nuværende prioritering er så hul i hovedet, at jeg faktisk tvivler på, at flere penge vil hjælpe en tøddel.