5 hurtige til Anne Sophia Hermansen

Liberal Alliances Ungdom har givet Liberal Alliances spidskandidat i København

zizov

14/11/2010

Liberal Alliances Ungdom har givet Liberal Alliances spidskandidat i København. Anne Sophia Hermansen 5 hurtige spørgsmål:

Hvad betyder dét at være liberal for dig?

Det betyder, at jeg først og fremmest tilhører mig selv og ikke staten. Derfor bør jeg heller ikke betale mere i skat, end jeg tjener (faktisk helst en del mindre). Staten er til for mig og ikke omvendt, og jeg værner om min frihed, som er intimt forbundet med moral og ansvar. Jeg er født fri, og jeg oplever det som en ongoing frihedskamp at gøre op med formynderi og statslig regulering af alt fra sengetider til alkoholindtag, kvinder i bestyrelser og unges brug af solarier.

Hvem er dit politiske forbillede?

Søren Pind, hvis teser stadig er værd at studere.

LAU vil gerne legalisere hash i Danmark. Folk må selv afgøre, hvad de vil ryge eller ikke vil ryge. Er du enig?

Ja. Indsatsen mod hash og stoffer er flere gange blevet skærpet i løbet af de senere år – uden resultat. Samtidig er der ikke noget, der tyder på, at unge i Holland ryger mere hash, bare fordi det er lovligt, så en legalisering vil næppe medføre en ændring i hash-vaner. Måske er en del af problemet også, at forældre ikke er i stand til at ruste deres børn til en ansvarlig omgang med hash og stoffer, de ser en genindspilning af ”Christiane F” for sig, sørgelige narkomaner i rendestenen og så er det meget lettere at kræve et forbud af staten. Men vi kan ikke forbyde alt det, vi ikke forstår. Endelig vil en legalisering fjerne den økonomiske gevinst, der er så attraktiv for kriminelle organisationer.

Hvad betragter du som Danmarks største enkeltstående udfordring lige nu?

Den manglende vækst. Vi arbejder i Danmark 7,5 timer om dagen, 5 dage om ugen, vi har seks ugers ferie, og vi lever i en global verden, hvor andre er villige til at arbejde 14 timer, hver dag og for det halve i løn. Vi bliver overhalet udenom og indenom af andre lande, vi bilder os ind, vi er meget bedre end, og selv om vi om tre år står flere udenfor end der er på arbejdsmarkedet, kunne vi ikke drømme om at give afkald på vores velfærdsrettigheder, næ, vi vil have betalingsfri skolegang til børnene, hjemmehjælp til ældre og SU til studerende. Så der er noget her, som ikke hænger sammen. I Danmark belønner vi også dem, der træder ud af arbejdsmarkedet som 60-årige i stedet for at prioritere at skabe et endnu bedre sundhedssystem eller en håndfuld af verdens bedste universiteter. Vi tror, vi ved bedst, og vi vælger politikere, der lader os blive i den tro, men jeg tror ikke, vores børn vil takke os for det museum Danmark, vi er i gang med at skabe.

Hvis du fandt 10 mia. kroner i statsbudgettet i morgen, hvad ville du så bruge dem på og hvorfor?

Spørgsmålet er noget hypotetisk, eftersom vi i høj grad mangler penge og derfor næppe lige finder 10 mia. kr., men jeg ville bruge dem på at finansiere bortfald af iværksætterskatten og på at halvere selskabsskatten, så det bliver mere attraktivt at drive virksomhed i Danmark. For vi kan ikke leve af en offentlig sektor; vi er afhængige af viden, produktion og ikke mindst udvikling i den private sektor. Jeg ville i øvrigt få pengene mange gange hjem igen, fordi vi ville få skabt arbejdspladser og lokket udenlandske investorer til at sætte nogle af deres penge på os.

 

Kilde: