Der er ingen, der foreslår, at pengene skal tilbage i de lommer, de kommer fra. Men ellers skorter det ikke på forslag, til hvordan Københavns Kommune skal bruge de 400 millioner kroner, man overraskende har fundet ud af, man ikke har fået brugt i 2008, fremgår det af berlingske.dk.
"Det er skønt, at der er kommet ekstra penge, og vi vil prioritere børne- og socialområdet. Men da fordelingen af de 400 mio. kr. bliver en af de sidste styrkeprøver inden kommunalvalget, er der nok lidt fare for, at nogle politikere vil kræve, at alle ønsker bliver opfyldt," siger Socialdemokraternes politiske ordfører, Anne Vang, til berlingske.dk.
Borgmestrene fra de øvrige partier står alle klar med ønsker på lige netop deres område. Fyldigst er ønskeseddelen hos børne- og Ungeborgmester Bo Asmus Kjeldgaard, som dog trods ønsker for 395 millioner kroner ikke gør sig håb om at få alle de ekstra millioner.
"Det bliver en svær prioritering, for der er mange områder, som mangler penge. Der er flere handicappede børn, sagsbunkerne hober sig op i socialforvaltningen, hjemmeplejen har ekstraudgifter, og vi har flere kontanthjælpsmodtagere," siger Bo Asmus Kjeldgaard.
Hos den radikale teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam går forhåbningen på flere sikre skoleveje og også Venstres kultur- og fritidsborgmester ser gerne penge til sit område.
"Vi har stadigvæk brug for at genoprette vores idrætsanlæg, som man har forsømt i 30 - 40 år. Derudover kunne jeg godt tænke mig, at vi bruger en lille sjat af millionerne på spillestederne, der er hårdt ramt af finanskrisen," siger Pia Allerslev til berlingske.dk.
Alle partier er dog enige om at børne- og socialområdet står i første række til at modtage de uventede millioner.