Vi har længe vidst, at det gavner Danmark som helhed at få udenlandsk
arbejdskraft ind i landet, så der er flere hænder til at tage fat på arbejdsmarkedet. Men nu har
beregninger fra Danske Bank sat tal på gevinsten, som ifølge bankens beregninger løber op på
3,6 milliarder årligt. De bakkes op af Jan Rose Skaksen, økonomisk vismand og professor ved Handelshøjskolen i København.
"Hvis den udenlandske arbejdskraft supplerer og ikke erstatter dansk
arbejdskraft, vil importen af arbejdskraft alt andet lige føre til en udvidelse
af produktionen. Det handler om at kombinere arbejdskraft med den kapital i
form af for eksempel computere og maskiner, der allerede er til rådighed," siger Jan Rose Skaksen til Børsen.
Beregningerne bygger på opgørelsen over værdien af produktionen per ansat i de enkelte erhverv. Mest produktive er ansatte i finanssektoren, ingeniører og it-folk, da de hver leverer en gennemsnitlig gevinst til statskassen på 769.000 kroner. For en ansat i landbruget er værditilvæksten 239.000 kroner.
Regnestykket bygger på en forsigtig vurdering af, at der gennemsnitlig er 15.000 udenlandske ansatte i danske virksomheder.
hsh