Østre Landsret mener ikke, at EU's Lissabontraktat er i strid med grundloven.
Fem dommere i Østre Landsret har afgjort, at Danmark ikke overdrog beføjelser til EU, og at det derfor ikke var i strid med grundloven, da Folketinget i 2008 banede vej for Danmarks tiltrædelse af EU's Lissabontraktat.
Lissabontraktaten, der trådte i kraft 1. december 2009, blev ratificeret i Folketinget uden en folkeafstemning.
Det fik sindene i kog hos en gruppe danskere, der besluttede at sagsøge den daværende regering for brud på grundlovens paragraf 20 om afgivelse af suverænitet.
Sagsøgerne mener, at Danmark afgav en lang række beføjelser til EU med Lissabontraktaten, og at danskerne derfor skulle have været hørt ved en folkeafstemning.
Nu har Østre Landsret talt i den principielle sag, og dommerne frifinder i en enig afgørelse statsministeren og udenrigsministeren, som 34 sagsøgere havde anlagt sag imod.
Afgørelse anket på stedet
Sagsøgernes advokat, tidligere EU-parlamentariker for Folkebevægelsen mod EU Ole Krarup, siger efter dommen, at landsrettens afgørelse »helt sikkert« vil blive anket til landets øverste retsinstans, så Højesteret kan få det sidste ord i traktatstriden.