25 mia. kr. spildt på kollektiv trafik i hovedstaden

Der blev bl

Det gamle 180grader

15/09/2008

Der blev bl.a. bygget en helt ny metro i København. Der blev lavet dobbeltspor på S-togsbanen til Frederikssund. De gamle S-tog blev udskiftet med nye. Der blev indsat flere og hurtigere regionaltog på Kystbanen. Og der kom A-busser, der har afgang så ofte, at en køreplan er overflødig.

Ialt investeringer for over 25 mia. kr., men intet har det nyttet, for antallet af rejsende med den kollektive trafik i hovedstaden er det samme som før investeringerne, viser en uvildig analyse, som det rådgivende firma Cowi har lavet, ifølge Berlingske Tidende.

Ved udgangen af 2007 var det samlede antal rejser på 255 mio. Det svarer stort set til niveauet i 2002, selvom forventningerne til investeringsplanerne var, at de ville få antallet af rejser med kollektiv trafik til at stige med 30 mio.

En dundrende fiasko, med andre ord, men løsningen er ikke at stoppe op, lyder svaret fra trafikminister Lars Barfoed. Tværtimod, for nu skal der bare bruges endnu flere penge på kollektiv trafik, mener regeringen.

"Rapporten ændrer ikke ved, at det fortsat er regeringens ønske at sikre befolkningen en høj mobilitet uden brug af bil. Derfor skal den kollektive trafik spille en mere markant rolle i den daglige pendling til gavn for både fremkommeligheden og miljøet," siger Lars Barfoed til Berlingske Tidende.

Og han bakkes op af Venstres trafikordfører, Kristian Pihl Lorentzen.

"Det er et nedslående resultat, og der er grund til at overveje, hvad der skal til for at få flere til at benytte kollektiv trafik. Men det ligger fast, at kollektiv trafik bliver et væsentligt indsatsområde i den kommende investeringsplan," siger han.

[email protected]

Kilde: