24-årsreglen giver indvandrere lyst til at uddanne sig

Slettet Bruger,

12/07/2007

Når man ikke kan blive gift for 24-årsreglen, kan man lige så godt bruge tiden på at få sig en uddannelse. Det viser ny dansk forskning, der har undersøgt sammenhængen mellem ægteskab og uddannelse ud over folkeskolen.

"Vores resultater tyder på, at der for unge mænd med indvandrerbaggrund er en klar positiv sammenhæng mellem at udsætte ægteskabet og at begynde på en uddannelse," siger professor ved Aarhus Universitet og Anvendt KommunalForskning Helena Skyt Nielsen til Jyllands-Posten.

24-årsreglen, der blev indført i juli 2002, gør det umuligt for en udenlandsk ægtefælle at blive familiesammenført til Danmark, hvis bare én af parterne er yngre end 24 år. Reglen blev indført for at begrænse indvandringen og forhindre tvangsægteskaber, og indvandrernes højere uddannelse er blot en positiv bieffekt.

Kommer ikke kvinderne til gavn
Desværre lader effekten kun til at komme indvandrermændene til gavn. Hos kvinderne er der ingen forandring at spore, hvilket forskerner tilskriver traditioner og familiemønstre.

De radikale har kritiseret 24-årsreglen siden den blev indført, og integrationsordfører Morten Østergaard hæfter sig ved den manglende effekt for indvandrerkvinderne.

"Hensigten med reglen har været at få fokus på pigerne. Nu viser det sig, at reglen primært har effekt for mændene. Vi mener, der er andre veje," siger Morten Østergaard.

[email protected]

Kilde: