20.000 protesterer mod at 6-årig fjernes

Slettet Bruger,

28/05/2007

Den konservative familie- og forbrugsminister Carina Christensen modtager i morgen 20.000 underskrifter indsamlet i løbet af blot elleve dage, oplyser DR. De protesterer mod, at familien Bornemann Sejr ikke kan få lov til adoptere den seks-årige pige, som har været i pleje hos familien de seneste fem år, og som pigens biologiske mor har besluttet sig for at bortadoptere.

En af bagmændene til underskriftsindsamlingen er Søren Højlund Carlsen, som selv er far til en lille søn.

"Det er ren og skær gammeldags indignation, der har fået mig til at tage initiativet. Jeg er selv far og ved, hvor mange følelser der er involveret, når det handler om børn. Derfor synes jeg, det er vigtigt at sætte fokus på sagen og få ministeren til at gribe ind," udtalte han til TV2, da indsamlingen gik i gang.

Carina Christensen har tidligere afvist at have beføjelser til at ændre adoptionsnævnets afgørelse i sagen. Så selv om psykologer og børneorganisationer har vurderet, at pigen trives, hvor hun er, er der alligevel udsigt til, at pigen fjernes lige efter pinse.

Folketingets Ombudsmand vurderer i øjeblikket sagen, men da pigen er bortadopteret til en anden familie, inden Ombudsmanden når til en konklusion, vil det ikke kunne hjælpe familien Bornemann Sejr.

mol

Kilde: