20.000 per dansker i ny bankpakke

Regeringen bekræfter nu, at man er klar til på skatteydernes regning at poste 100 milliarder kroner i en gigantisk kapitaltilførsel til banksekto...

Det gamle 180grader

20/12/2008

Regeringen bekræfter nu, at man er klar til på skatteydernes regning at poste 100 milliarder kroner i en gigantisk kapitaltilførsel til banksektoren. Et beløb, der skal hjælpe bankerne ud af den nuværende krise, så almindelige kunder og virksomheder fortsat har mulighed for at låne til huskøb og erhvervsprojekter. Det siger finansminister Lars Løkke Rasmussen i et interview til Jyllands-Posten.

"Dette er ikke et forsøg på at redde bankerne, men på at redde det omkringliggende samfund fra følgevirkningerne af, at den finansielle sektor er ude af balance. Derfor handler det om at give kapital til banker, som er sunde, så de kan føre en lidt mere offensiv udlånspolitik, end de ellers ville kunne. Men det handler ikke om at sikre, at bankerne kan blive ved med at belåne luftige konstruktioner eller mærkelige ejendomsprojekter, som ikke hænger sammen," udtaler Lars Løkke Rasmussen til Jyllands-Posten.

Finansminister afviser samtidig, at pakken bliver et udtryk for hjælp til ufornuftige banker. De har nemlig, som for eksempel Roskilde Bank, taget livet af sig selv sig. siger han. Men verden står i en ekstraordinær situation, som vil medføre stigende ledighed, hvis ikke banksektoren er i stand til at låne til gode projekter.

"Men det skal ikke være en gavebod. Der skal følge betingelser med, så pengene stilles til rådighed på en måde, hvor vi får størst mulig sikkerhed for, at pengene bevarer deres værdi, og at de forrentes og øges i værdi, hvis bankerne udvikler sig positivt. Men betingelserne skal også have en karakter, så bankerne arbejder positivt med. Det er der, hvor balancen skal findes," erklærer Lars Løkke Rasmussen.

"Kan ikke kippe med et lille liberalt flag"

Finansmiinisteren lægger ikke skjul på, at finanskrisen har tvunget regeringen langt væk fra liberale grundsætninger.

"Havde du spurgt for et år siden, om vi kunne forestille os at garantere alle indskud i bankerne og stille kapital til rådighed, ville vi have sagt: Er du rablende gal? Men verden er ikke længere, som vi troede, at den var. Den har ændret sig dramatisk på meget kort tid. Danmark er dybt integreret i resten af verden, og derfor kan vi ikke sidde og kippe med et lille liberalt flag og komme med slagord om lad falde, hvad ikke kan stå. Hvis hele verden omkring os handler ekstraordinært, så smitter det," siger Lars Løkke Rasmussen til Jyllands-Posten.

[email protected]

Kilde: