Den totale ansvarsfralæggelse fra stort set samtlige aktører i den såkaldte Serritslev-sag er dybt rystende – og i direkte modstrid med socialrådgivernes eget etiske regelsæt.
Retten i Hjørring arbejder i disse dage med at fastsætte straffen for forældrene i sagen om de mishandlede børn i Serritslev i Vendsyssel. Mandag blev forældrene kendt skyldige i stort set alle anklager om alt fra vold til vanrøgt. I sig selv en dybt chokerende sag; Forældrene har gjort ting ved deres børn, som vi andre nogenlunde normale mennesker umuligt kan forstå.
Men det interessante i sagen er ikke forældrenes ansvar. Det interessante er, hvordan verdens bedste – eller i hvert fald dyreste – sociale system kunne fejle så grelt, som tilfældet har vist sig at være? Hvordan en horde af verdens bedst uddannede socialrådgivere fra tre forskellige kommuner kunne fejle så massivt, så synkront? Hvordan verdens største offentlige sektor kunne lade en familie med 10 (!) børn styrte lige igennem sikkerhedsnettet og havne i en landejendom i Nordjylland, der vel ikke engang var egnet til at holde rotter i?
I hvert fald siden 2004 har hhv. Lolland, Skanderborg og Brønderslev Kommuner kendt til massive problemer i familien. Lolland Kommune har angiveligt fulgt familien de sidste 15 år. Politiet har i flere omgange henvendt sig til de sociale myndigheder på Lolland og i Brønderslev med advarsler om alvorlige problemer. Naboer henvendte sig ved kommunen med øjenvidneberetninger. Lederen på Serritslev Skole var fra starten opmærksom på, at de fem af familiens børn, der gik i den lokale skole, var omsorgssvigtede i svær grad.
Kommunerne fik henvendelser gennem stort set alle de kanaler, man kunne forestille sig, men valgte at overhøre alle advarsler – eller i hvert fald ikke behandle dem med en vedholdenhed og seriøsitet, som anmeldelsernes karakter ellers - vurderet af menigmand - nok burde have givet anledning til.
Ansvaret ligger hos De Andre
Lige siden sagen blev kendt i offentligheden i februar sidste år, har stort set samtlige aktører forsøgt at tørre ansvaret af på hinanden: Allerede samme dag, som forældrene blev fremstillet i grundlovsforhør i retten i Hjørring, erklærede Brønderslev Kommunes borgmester Lene Hansen (S) således, at ansvaret udelukkende lå hos Guldborgsund Kommune:
”Det er fuldstændig uforsvarligt og forkasteligt, at der ikke er blevet grebet ind tidligere. Familien har boet 20 år i Guldborgsund Kommune, men vi har ingen oplysninger fået overhovedet. Vi er startet helt fra bunden,” mente Lene Hansen dengang.
Den skråsikre udtalelse kom senere til at fremstå noget tragikomisk, da det viste sig, at borgmesteren end ikke var grundigt nok inde i sagen til at vide, at der var tale om Lolland Kommune og ikke Guldborgsund - og at Brønderslev Kommune faktisk havde fået materiale om familien tilsendt.
Siden borgmesterens ansvarsfralæggelse har også familiechefer, menige socialrådgivere og politikere af forskellig observans forsøgt at snige aben over på naboens skrivebord.
Økonomi, tidspres - og samfundets skyld
Hvem der svigtede på Lolland, i Skanderborg og i Brønderslev Kommuner er fortsat et uafklaret spørgsmål, som måske i sidste ende skal besvares i en retssal. Men spørgsmålet om, hvorfor systemet svigtede, har formanden i Dansk Socialrådgiverforening, Bettina Post, de seneste dage forsøgt at besvare. Fravalget af handling skyldes ifølge hende to ting: Begrænset tid og økonomiske hensyn i de enkelte kommuner. Det forklarer hun i tirsdagens Berlingske:
”…Ud over den manglende tid mener socialrådgiverformanden, at kommuners stramme budgetter er en anden væsentlig årsag til, at der sker fejl rundt omkring i forvaltningerne.
”Man har pålagt kommunerne at have nulvækst, samtidigt med at man trækker en kæmpe økonomisk byrde per barn ned over dem. En større anbringelsessag kan blive en økonomisk katastrofe - især for de små kommuner,” fortæller Bettina Post.”
Skjult angreb på socialrådgivernes moral
For det utrænede eller meget gavmilde øje ikke nogen kontroversiel udtalelse. Bettina Post bruger naturligvis sagen som et afsæt for en politisk kamp for flere penge til socialområdet og flere socialrådgivere. Hun vil sende ansvaret videre til socialministeren, regeringen og De Onde, der har taget penge fra området.
Men hvad er det egentlig, Bettina Post siger? At de enkelte socialrådgivere i de tre kommuner har syltet og svigtet i seks år for at tage hensyn til kommunalbudgetterne? Det må være essensen af udsagnet. Noget af en grov anklage mod socialrådgivernes personlige integritet og moral. Kan det virkelig passe, at socialrådgiverne har valgt at se gennem fingre med problemerne i familien af hensyn til kommuneskatten?
Bettina Post bekræfter udsagnet i dag i Jyllands-Posten, da hun skal tage stilling til, om de enkelte socialrådgivere bør stilles for retten for deres ’indsats’ for børnene fra Serritslev:
”Mine medlemmer er til enhver tid underlagt de lokalpolitiske og ledelsesmæssige prioriteringer. Man kan ikke stille medarbejdere til ansvar for en kommunes administration. Det er uhørt at pege den enkelte medarbejder ud,” siger Bettina Post.
Det korte af det lange er altså, at socialrådgiverne ikke kan drages til ansvar for sagen, da de alle som en har måttet tilpasse deres personlige vurdering til den stramme økonomi og administrative forhindringer.
Etik står over alt
Men den konklusion står i direkte modstrid med de helt grundlæggende etiske principper, som Dansk Socialrådgiverforening, hvor Bettina Post altså er formand, præsenterer på hjemmesiden. I etikvejledningens punkt 2.10 om det personlige ansvar fremgår det sort på hvidt:
”Socialt arbejde er baseret på værdien af personligt ansvar. Socialrådgiveren træffer selv etiske afgørelser og står inde for konsekvenser af dem. Princippet er det såkaldte Nürnbergprincip, som indebærer, at en socialrådgiver ikke kan løbe fra sit personlige ansvar for sine valg ved at henvise til en given ordre, instruks eller for den sags skyld en fagforenings regler. Vi har pligt til af egen drift at sikre os, at det arbejde, vi udfører, uanset det er lovligt, også er etisk forsvarligt. Vi skal med andre ord stå inde for vores etiske afgørelser og være ansvarlige for konsekvenserne af dem.”
Det er altså socialrådgiverens moralske pligt at gøre, som vedkommende finder forsvarligt – ikke at handle ud fra økonomiske hensyn. Chefens advarsler om dyre anbringelser eller kommunale spareplaner skal ikke have betydning for den personlige vurdering af sagen, og det er simpelthen ynkeligt at fralægge sig ansvaret og skyde skylden på kommunale budgetter.
Man skulle have troet, at Bettina Post kendte sin egen etiske vejledning.
