LEDER: Mens politiske interessenter skændes om, hvorvidt tv-serien "Borgen", som søndag aften sluttede med afsnit nummer 30, var politisk propaganda, så burde en anden diskussion kunne interessere mere bredt: Var "Borgen" god nok til, at DR, som hvert år modtager over 3 mia. kr. fra licensskatten, kunne være den bekendt?
Anmelderne synes enige om, at "Borgen" i bedste fald var middelmådig tv-underholdning, hvilket især er tydeligt, når man som Politikens anmelder, Marie Carsten Pedersen, sammenligner serien med amerikanske modstyker:
"Serien er rykket op i den internationale liga og må derfor også bedømmes i forhold til de andre produkter, der er i omløb på det marked. Det er serier som 'The Wire', 'Boardwalk Empire' og 'House of Cards' med knivskarpe og ubarmhjertige manuskripter og eminent karaktertegning. I genskinnet fra dem blegner 'Borgen'. Flot ser den ud, men Adam Prices manus løfter sig aldrig ud af forudsigelighedens trummerum," skriver hun.
Amerikanske serie-skabere har utvivlsomt flere penge at boltre sig med, men det er ikke først og fremmest den tekniske produktion, som halter i "Borgen". Det er manuskriptet, som berettiget får på puklen. Og er det virkelig så meget dyrere at lave et bedre manuskript? Handler det ikke bare om, at man har valgt et manuskriptteam under ledelse af Adam Price, som ikke når deres udenlandske kolleger til sokkeholderne?
Her er det måske DR's specielle finansieringsform, som er skurken. Private amerikanske kanaler, som ikke formår både at vinde over konkurrerende kanaler og at sælge deres serier til andre lande og via DVD-udgivelser og nettjenester, får ikke dækket deres udgifter. DR får omvendt over 3 mia. kr. fra licensskatten, uanset hvordan "Borgen" klarer sig. Det sikrer, at der bruges mange penge, men det sikrer tydeligvis ikke underholdning, som tåler international sammenligning.
Prisen er heller ikke sammenlignelig. Det koster godt 200 kr. om måneden at se trestjernede "Borgen". Det koster kun 79 kr. om måneden at se seksstjernede "House of Cards" på Netflix. Hurra for public service?