Efter tre langsommelige og nærmest ligegyldige afsnit, begynder Ole Bornedals "!864" endelig at tage form.
De hidtidige problemer er stadig de samme. Scenerne fra Fyn er ræderlige og intetsigende. Kærlighedshistorien ligner efterhånden en kopi af Pearl Harbor.
Det store lyspunkt er dog, at disse elementer fylder langt, langt mindre.
I stedet fokuseres mere på livet i lejren og i mindre grad de militære dispositioner. Noget man, efter min mening, burde gøre langt mere ud af - fordi det netop er baggrunden for begivenhederne.
Didrik er stadig et kæmpe røvhul. Jeg blev taget helt på sengen, da han beordrer sin løjtnant til at skille de to brødre ad i forbindelse med dannelsen af en deling jægere. Helt ude af karakter. At han ikke forlængst har fået begge brødre henrettet i bar trods må komme bag på enhver.
Halvvejs gennem serien, kan man dog nu begynde at undre sig over, hvorfor serien har kostet 173 mio. kr. Effekterne er ikke særligt overbevisende, Kostumerne flotte jovist. Men alligevel.
Dette er dog til at overse - desværre - fordi den største øjenbæ i serien, nutidsscenerne, får tilskueren til at tabe næse og mund i undren over, hvad det dog skal til for. Det var unødvendigt i afsnit ét, og det er unødvendigt nu. Ja, det er nærmest ødelæggende for et ellers fint afsnit.
Den indespærrede, demente baron har pludselig dannet sig et bemærkelsesværdigt detaljeret billede af, hvordan moderne krig føres. Det var det mindste problem med den scene. Pigen opsøger et værtshus, prostituerer sig - næsten - og ender med at få en lag tæv (men jeg observerede ikke nogen voldtægt. Hvorfor skulle vi snydes i dette afsnit?).
Hvad nutidsscenerne og den egentlige historie har med hinanden at gøre, bliver stadig mere utydeligt.
Jeg ser med spænding frem til næste afsnit, fordi dét folketinget bad om, nu rent faktisk er ved at tage form.
Skulle jeg give afsnittet en karakter, nærmer vi os "middelgodt". Men det er også meget bedre, end de sidste tre!
