Ud fra en ren vækstbetragtning er der ikke den store forskel på, om den samme økonomiske vækst skabes ved, at folk bliver flere år på arbejdsmarkedet, eller om de blot arbejder nogle timer mere.
Men når statsfinanserne regnes ind, bliver forskellen mærkbar. Så skal danskerne arbejde mere end 12 minutter ekstra om dagen for at løse de problemer, regeringen forsøger at løse ved at fjerne efterlønnen. En "firkantet" beregning er at finde i faktaartiklen i denne uges Børsen Lørdag.
"Der er en pointe i, at det ikke er ligegyldigt, om en person bliver længere på arbejdsmarkedet og dermed er færre år på forsørgelse, eller om personen arbejder længere hver uge for derefter at have flere år på forsørgelse. Men vi mener, at regeringens vurdering af efterlønsreformen er overdrevet, og det skal der korrigeres for i den slags beregninger," siger Jan Kæraa, cheføkonom i LO.