Ny seniorpension til nedslidte danskere bliver udskudt

Selv om et politisk flertal allerede før seneste valg var enig om at lave en ny seniorpension for nedslidte, så kommer den nye ordning ikke til at ...

Claes Kirkeby Theilgaard,

05/11/2019

Selv om et politisk flertal allerede før seneste valg var enig om at lave en ny seniorpension for nedslidte, så kommer den nye ordning ikke til at træde i kraft fra nytår, som det ellers var aftalt.

For mens de fleste partier i Folketinget er enige om, at en ny seniorpension er en god ide, så er de endnu ikke enige om, hvilken myndighed der skal være ansvarlig for at tildele den nye ydelse. 

Regeringen har foreslået, at kommunerne enten permanent eller i en overgangsperiode skal vurdere de nedslidtes arbejdsevne, mens et flertal bestående af Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti, De Radikale og Liberal Alliance har krævet, at en statslig myndighed skal klare opgaven.

Tirsdag præsenterer regeringen en model, der skal imødekomme flertallets krav, men den model kan ifølge beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard ikke være klar fra nytår.