3F og Dansk Erhverv: Medarbejdere kan sendes hjem uden løn

Som hjælp til hotel- og restaurationsbranchen under coronakrisen er Dansk Erhverv og 3F enige om nye vilkår.
Medarbejdere i hotel- og restaurationsvirksomheder kan hjemsendes uden løn. Det oplyser Dansk Erhverv. (Foto: Michael Browning/Unsplash)
Medarbejdere i hotel- og restaurationsvirksomheder kan hjemsendes uden løn. Det oplyser Dansk Erhverv. (Foto: Michael Browning/Unsplash)

Claes Kirkeby Theilgaard,

13/03/2020

Dansk Erhverv og 3F er enige om, at medarbejdere kan hjemsendes i hotel- og restaurationsvirksomheder uden løn. Det oplyser Dansk Erhverv.

Det sker som følge af udbruddet af coronavirus i Danmark.

Parterne er enige om, at det gælder frem til 29. marts 2020. Herefter skal parterne drøfte en eventuel forlængelse.

- Det er utroligt vigtigt i den nuværende situation, at alle viser samfundsansvar, siger viceadministrerende direktør i Dansk Erhverv Laurits Rønn i en pressemeddelelse.

- Jeg er glad for, at vi sammen med 3F har indgået denne aftale. Denne aftale kan være med til at holde hånden under virksomhederne i en vanskelig situation og dermed sikre, at ansatte har et job at vende tilbage til, når krisen er overstået, siger han.

Ifølge pressemeddelelsen skal virksomhederne ikke betale løn for de timer, som medarbejderne er hjemsendte. Medarbejderne skal genoptage arbejdet, når forholdene normaliseres.

Torsdag blev 3F og Horesta, der repræsenterer hoteller og restauranter, enige om, at der på de enkelte arbejdspladser vil være mulighed for at lave lokale aftaler, som ikke lever op til overenskomsterne.

Det kan for eksempel give mulighed for, at der bliver lavet aftaler mellem arbejdsgiver og tillidsrepræsentanter om, at ansatte skal afholde ferie eller tage på efteruddannelse.

Det skal være med til at sikre, at den enkelte virksomhed kan overleve. Og at færrest muligt mister deres job.

Tiltagene de seneste dage skyldes, at hoteller og restauranter har været presset økonomisk af coronavirusset.

Kilde: /ritzau/