EU-kandidaten og hans konspirationsteori

Venstres eu-parlamentariker Morten Løkkegaard blev i sin tid med rette kritiseret, da han udtrykte forsigtig interesse for teorierne om en stor kon...

xxxxxx Ikke angivet,

05/04/2010

Venstres eu-parlamentariker Morten Løkkegaard blev i sin tid med rette kritiseret, da han udtrykte forsigtig interesse for teorierne om en stor konspiration bag terrorangrebet på World Trade Center i 2001.

Man behøver end ikke gå i debat om 'mystiske forhold' ved selve terrorangrebet, man kan bare læse den pakistanske journalist Ahmed Rashids bøger, f.eks. Descent into Chaos, amerikanske Steve Colls Ghost Wars, eller Robert Fisk' The Great War For Civilisation for at kunne affærdige teorierne.

Ingen af disse velresearchede bøger, skrevet af folk med indgående kendskab til deres emne, lader nogen tvivl tilbage om hvem der begik forbrydelsen 11. september 2001 – og hvorfor. Her er navnene på bagmændene, misdæderne og det kringlede forløb frem til terroranslaget beskrevet.

Nok om Løkkegaard, han var ambitiøs og skulle i parlamentet, så han beklagede selvfølgelig og åd sine ord i sig igen. Dansk Folkeparti opstillede imidlertid også en EU-kandidat til valget sidste år, en kandidat der som Løkkegaard abonnerer på konspirationsteorier. Det er Henrik Ræder Clausen.


Henrik Ræder og den onde islam
I en nylig polemik med Henrik Ræder - som ind i mellem ellers virker tilnærmelsesvis fornuftig og intelligent i betragtning af hans partimæssige tilknytning - fremlagde eu-parlamentarikeren en bogliste og en udfordring til undertegnede om at læse bøgerne på listen. Emnet var selvfølgelig 'den onde islam'.

Henrik Ræder virker så overbevist om bøgernes og forfatternes troværdighed, at man næsten bliver helt glad i låget: Her er en mand der tror på noget – omend noget vås, og vover at kæmpe for det. Mistanken man nogle gange griber sig selv i at nære, at tilsviningen af islam og muslimer blot er propaganda som skal berede vejen for etniske udrensninger - men som propagandisterne ikke selv tror på - kan lægges på hylden.

Så langt, så godt. Men vi skal selvfølgelig se hvad Henrik Ræders liste byder på af forfattere og bøger:

Serge Trifkovic: Sword of the Prophet
Rachel Ehrenfeld: Funding Evil
Timur Kuran: Islam & Mammon
Taner Akcam: A Shameful Act
Robert Spencer: Politically Incorrect Guide to Islam
Dore Gold: Tower of Babble
Robert Spencer: The Truth About Muhammad
Christopher Deliso: The Coming Balkan Chaliphate
Dalin & Rothman: Icon of Evil
Craig Winn: Prophet of Doom
Martin Kramer: Ivory Towers on Sand
Caroline Fourest: Brother Tariq
Claeys & Dillen: A Bridge Too Far
Evan F. Kohlman: Al-Qaeda's Jihad in Europe
Ibn Ishaq: Life of Muhammad
Ayaan Hirsi Ali: Opbrud og oprør
Daniel Pipes: Militant Islam Reaches America
Mark A. Gabriel: Islam & Terrorism
Dore Gold: Hatred's Kingdom
Serge Trifkovic: Defeating Jihad


Srda Trifkovic - serbernationalist og -talsmand
Den første mand – som optræder med to bøger på listen – er den amerikansk-serbiske historiker Serge Trifkovic. Et spændende bekendtskab. Srda Trifkovic, som hans navn staves på serbisk, var talsmand i London for den bosnisk-serbiske regering, Republika Srpska, og dermed også for republikkens præsident Radovan Karadzic mellem november 1993 og juni 1994.

Republika Srpska var den serbisk-besatte del af Bosnien under borgerkrigen, og var nært knyttet til Slobodan Milosevic og hans regering i Beograd.

Trifkovic fungerede i 1998 endvidere som konsulent for den senere præsident for Republika Srpska, Biljana Plavsic. Hun var - mente Radovan Karadzic – mere ekstrem end Radovan Karadzic, og mere ekstrem end Vojislav Seselj, der stiftede det neo-fascistiske Radikale Parti – også ifølge Vojislav Seselj selv, der var vidne i retssagen mod Plavsic ved Krigsforbryderdomstolen i Haag.

Biljana Plavsic blev bl.a. berygtet for udtalelser som denne:

“That’s true [i.e. that the Bosnian Muslims were originally Serbs]. But it was genetically deformed material that embraced Islam. And now, of course, with each successive generation this gene simply becomes concentrated. It gets worse and worse, it simply expresses itself and dictates their style of thinking and behaving, which is rooted in their genes…” (Svet, Novi Sad, 6 September 1993.)

Og:

“We are disturbed by the fact that the number of marriages between Serbs and Muslims has increased… because mixed marriages lead to an exchange of genes between ethnic groups, and thus to a degeneration of Serb nationhood.” (Oslobodjenje, Sarajevo, May 1994.)

Det var også Biljana Plavsic, der gjorde sig berygtet ved at pleje omgang med Zeljko Raznjatovic-Arkan ('Arkan') og hans Serbiske Garde af Frivillige, der stod bag nogle af de grusomste etniske udrensninger i Bosnien-Herzegovina under borgerkrigen.

I marts 2003 dukkede Srda Trifkovic op som forsvarerens vidne i sagen mod Milomir Stakic i Haag. Stakic var under anklage for udryddelser, mord, forfølgelse og deportation, og blev idømt livsvarigt fængsel.

Senere, i 2006, interviewede Trifkovic BNPs britiske frontfigur Nick Griffin, men undlod at spørge ind til Nick Griffins tidligere racistiske udtalelser og hyldester til Hitler.

Trifkovic deltager også i konferencer med særprægede debattører om at 'bevare den vestlige civilisation'.


Trifkovic, Robert Spencer og den danske forbindelse
På dette tidspunkt i fortællingen bliver tingene yderligere delikate, idet Srda Trifkovic har et nært samarbejde med Robert Spencer, som vi kender i en dansk sammenhæng, nemlig som medlem af rådet i Trykkefrihedsselskabets internationale afdeling, International Free Press Society.

Robert Spencer har også været i selskab med ekstreme briter, nemlig på en Englands-tur med bøssehaderen Martin Mawyer – i øvrigt også medlem af Lars Hedegaards internationale filial – som interviewede medlemmer af English Defence League, der behørigt var iført elefanthuer og identiske sportstrøjer.

Man undrer sig over Lars Hedegaards valg af legekammerater, men man må omvendt konstatere, at det ikke længere er interessant hvem Lars Hedegaard er set i selskab med, men mere interessant hvem der er set i selskab med Lars Hedegaard.

Hvad en Asger Aamund dog vil i den forsamling – der også tæller manden med bombeopskrifterne, Ole Hasselbalch, og en håndfuld andre underlige typer – det må guderne vide. Vi vender til Robert Spencer senere.

Ingen af Srda Trifkovic' to bøger på Henrik Ræder Clausens liste har jeg læst, og jeg har ingen planer om det.

Trifkovic er universitetsuddannet i international politik og har en phd i moderne historie. Men han har ikke noget der ligner et speciale i muslimsk historie, som ellers er emnet for hans litterære anstrengelser, og hvad værre er: Bogen om det muslimske sværd har ikke været gennem den peer review-proces, som man forventer at seriøse historiske værker har.

I den foreliggende sag er Srda Trifkovic amatør. Også amatører kan bedrive hæderlig historieskrivning, men vi står på bar bund, mig og Henrik Ræder Clausen: hvilken vægt skal vi tillægge Trifkovic' bøger, når de ingen anmeldelser i seriøse medier har fået, og når de ikke har været gennem peer review?

Jeg kan ikke vurdere hvad der er korrekt i bogen, og Henrik Ræder kan ikke afgøre hvad der er forkert. Vi er begge for uskolede i specialet 'islamisk historie'.

Det lader Henrik Ræder sig dog ikke gå på af. Han mener, at folk der helst læser historiske værker af anerkendte historikere, hvis bøger har været gennem en peer review-proces, er 'blærerøve', og han mener endvidere – og placerer sig dermed solidt i konspirationsteoretikernes lejr, foruden i en højreradikal, anti-intellektuel tradition – at den akademiske elite indenfor historiefaget er 'ubrugelig'.

Så polariseret har det foregående årti været, at vi indvælger mennesker i vore folkevalgte forsamlinger, der kort og kontant affærdiger seriøst arbejdende akademikere med ordene 'ubrugelige'.

Ræder Clausen foragter det etablerede akademiske miljø og har større tiltro til politiske aktivister. Og det er hvad de fleste af Henrik Ræder Clausens forfattere på den sorte liste har til fælles: de er politiske aktivister.


To tyrkiske undtagelser: Kuran og Akcam
Der er dog to interessante undtagelser: De tyrkisk-amerikanske akademikere Timur Kuran og Taner Akcam, to forfattere hvis navne i Google-søgninger dukker op i forbindelse med universiteter, i interviews, debatter, forelæsninger og andre akademiske aktiviteter, og hvis bøger har været gennem den peer review-proces, der er så afgørende for at kunne vurdere kvaliteten af litteraturen. De to tyrkere, en økonom og en historieprofessor, skriver ydermere bøger inden for de områder, hvor de er specialister.

Kuran har skrevet om meget andet end islamisk økonomi, men er bredt anerkendt for sin gennemgang af islamiseringsprocessen, som den også fandt sted inden for finans og økonomi. Akcam er en anerkendt kapacitet på det armenske folkemord, men hverken Kuran eller Akcam har skabt sig navne på at dæmonisere islam og muslimer generelt.

Interessant nok mener Henrik Ræder Clausen ikke, at disse to forfattere er medlemmer af 'den ubrugelige akademiske elite', og det er jo nok fordi Kuran og Akcam kan bruges til det, Henrik Ræder ønsker at bruge dem til. 'Vores' akademiske venner er kapaciteter, 'vores' akademiske fjender er ubrugelige.


Og et par zionister: Ehrenfeld og Dore
Vi springer videre til næste forfatter på Henrik Ræder Clausens læseliste: Rachel Ehrenfeld, der har skrevet bogen Funding Evil.

Ehrenfelds troværdighed er umiddelbart vanskelig at bedømme. Hun er uddannet på Hebrew University i Israel, bekender sig uden tvivl til neokonservative idealer og bakker op om krigene i Irak og Afghanistan, men et blik på hjemmesiden for The American Center for Democracy, som Ehrenfeld leder, viser også en relativt nuanceret og sober tilgang til 'civilisationskrigen' og et solidt forsvar for demokratiske idealer.

Det er næppe helt urimeligt at mene, at Ehrenfeld mere er politisk aktivist end egentlig akademiker, men hun ser ud til at vælge sine kampe og sine allierede og fjender med omtanke. Hun er næsten godkendt. Som aktivist. Hvis hun ikke havde skrevet denne sludrehistorie.

Næste levende billede er Dore Gold med bogen Tower of Babble. Dore Gold, tidligere israelsk ambassadør I USA, er – som Rachel Ehrenfeld – snarere politisk aktivist end akademiker. Han har været rådgiver for to af de mest ekstreme højre-regeringer Israel har haft, nemlig Sharons og Benyamin Netanyahus. Han er flittig deltager i det hylekor der mener, at Iran ønsker at udvikle atomvåben for at udslette Israel – ja, endog for at lade interkontinentale ballistiske missiler regne ned over New York!

Gold stiller loyalt op til kamp for Israel mod Richard Goldstone, der lagde navn til den stærkt israelkritiske rapport om angrebet på Gaza-palæstinenserne I 2009, og Gold forsvarer naturligvis også Israels ulovlige annektering af Jerusalem. Den baggrund maner til varsomhed når man skal vurdere Dore Gold og hans skribentvirksomhed, men er i sig selv ikke tilstrækkelig til at affærdige hans bog.

Gold kan have valide pointer omkring FN's problemer med at navigere fornuftigt i en verden af både demokratier som diktaturer, herunder f.eks. Saudiarabiens religiøse mareridtssamfund. Man skal dog igen lægge mærke til, at Dore Gold først og fremmest agerer som politisk aktivist, ikke som akademiker med særligt forskningsspeciale, og derfor ikke er underlagt samme kvalitetskrav som folk, hvis bøger udsættes for systematisk kritik.


Chris Deliso - et blødt hjerte banker for balkan-kristne
Næste person er Chris Deliso med bogen The Coming Balkan Caliphate: The Threat of Radical Islam to Europe and the West. Chris Deliso er en amerikansk freelance-journalist og forfatter, bosat i Makedonien, som har kastet sin kærlighed på Balkan og de eksjugoslaviske republikker, skriver og debatterer flittigt om emnet, og driver websitet Balkananalasis.com.

Måske motiveret af sin ømhed for Balkans kristen-ortodokse folkeslag fremfører Deliso denne lidt usædvanlige udlægning af borgerkrigen i Bosnien-Herzegovina, at Radovan Karadzic forsøgte at bevare freden, mens den bosnisk-muslimske præsident Alija Izetbegovic ”... mere end nogen anden person var ansvarlig for at fyre op under konflikten i Bosnien”.

Chris Deliso er imidlertid ikke den første iagttager, der har udtrykt bekymring for radikal islams fremgang i Bosnien som følge af borgerkrigen, og Deliso kan godt have skrevet en god og nyttig bog. Men meget af den kritik af folkene på Henrik Ræders litteraturliste, som jeg har fremført ovenfor, gælder også for Deliso:

Han er åbenlyst subjektiv og lægger ikke skjul på sine sympatier for en part overfor en anden. Han er politisk aktivist, ikke forsker, og hans bøger bliver således ikke kvalitetsvurderet på det akademiske marked, men er lagt frit frem til brug for ukritiske konspirationsteoretikere som vor egen kandidat Henrik Ræder Clausen.


Religiøse klaphatte og konspirationsteoretikere
Med næste navn på listen, Craig Winn og bogen Prophet of Doom, bliver det igen meget suspekt. Craig Winn er ifølge Wikipedia en amerikansk forfatter og tidligere forretningsmand, der selv har udgivet sine seks bøger – frit tilgængelige på internettet. Her er en YouTube-ting med Craig Winn.

Alene titlen på bogen, som et tredjerangs Hollywood-drama, bør mane til forsigtighed. Craig Winn har jævnligt deltaget i debatter på amerikansk tv og har, udover kritik fra ateister, også påkaldt sig forudsigelig vrede og fordømmelse fra profettro muslimer. Religiøse tosser vs. religiøs konspirationstosse.

Winn har i øvrigt samarbejdet med den berygtede Victor Vancier, også kendt som Chaim ben Pesach, der stod i spidsen for Jewish Task Force, og i 80erne ledede Jewish Defence League – af FBI betegnet som en 'voldelig, ekstremistisk jødisk organisation'. Anti-Defamation League og Simon Wiesenthal-centret kalder Jewish Task Force 'racistisk'. Vancier/Pesach kender det amerikanske straffesystem indefra:

"Vancier served as JDL chairman in 1978, but stepped down in December of that year after he went to jail for bombing Egyptian targets in an effort to stop the Israeli retreat from the Sinai Peninsula. After his release and upon the completion of his probation in July 1983, he rejoined JDL.

During the 1980s, Vancier was arrested again, along with two other JDL members in connection with six incidents; a 1984 firebombing of an automobile at a Soviet diplomatic residence, the 1985 and 1986 fire and pipe bombings of an FBI informer's car, the 1986 firebombing at a hall where the Soviet State Symphony Orchestra was performing, and two 1986 detonations of tear gas grenades to protest performances by Soviet dance companies.

On November 26, 1986 he was arrested outside the Penta Hotel with a tear gas grenade after a fire broke out in the tunnels under the hotel where the Soviet Moiseyev Dance Company, was staying. He was charged with a federal weapons violation and was sentenced to 10 years in prison.[1] Vancier did this in the hopes of influencing the Soviet Union to allow Jewish emigration."

Vancier/Pesach bakkede i øvrigt op om de 'heroiske serbere' og Slobodan Milosevic under borgerkrigen i Eksjugoslavien. Der tegner sig et mønster, ikke sandt Henrik Ræder?


Spencer igen: Bosnien-forbindelsen
Og så vender vi tilbage til Robert Spencer, men dvæler lidt ved krigen i Bosnien-Herzegovina. Udover Srda Trifkovic arbejder Robert Spencer nemlig tæt sammen med en James Jatras. Jeg giver ordet til den albansk-amerikanske blogger Kejda Gjermani, hvis skriverier om Robert Spencer, Srda Trifkovic og James Jatras hjalp mig et godt stykke på vej i researchen:

"At the Serbian Unity Congress convention in 1998, Jatras is quoted as saying that the U.S. government’s policy toward Serbia “was criminal and worthy of being brought to The Hague tribunal.”

In other articles, he downplayed Serbian massacres (he even placed the word in quotation marks) in Bosnia, claimed Bosnian Muslims killed their own people as a ploy to gain Western support and referred to “the myth of Muslims as innocent victims in the [Bosnian] war.” (source: The Washington Times, 7/20/97, page B5)

Milosevic’s witness James Jatras publicly denounced former governor and one-time Democratic presidential candidate Michael Dukakis as a “pagan” because, while Dukakis is from a Greek Orthodox family, Dukakis’s wife Kitty (daughter of Harry Ellis Dickson, violinist and long-time conductor of the Boston Pops Orchestra) is Jewish."

Det er blot et enkelt uddrag af et par lange redegørelser, som Gjermani har lavet om Bosnien, Kosovo og de serbiske nationalister og historierevisionister. Afsluttende siger Gjermani om Robert Spencer:

"Spencer also fervently opposes Serbian genocideon principle, yet his closest associates (Jatras, Trifkovic, and Gorin) are Srebrenica genocide deniers. It is easy to vacuously oppose Serbian genocide if you never believe it happened. The genocide Spencer believes in supposedly took place in Kosovo, was perpetrated by the Albanian Jihadists against the poor Christian Serbs indeed, and was aided and abetted by NATO, the UN, and the EU. Yes, they were all in on it!

Robert Spencer deltager naturligvis i europæiske anti-islamiserings konferencer (den slags konferencer som Lars Hedegaard også holder af), og så har Spencer gjort sig bemærket ved at tilmelde sig Facebook-gruppen Campaign for the Reconquista in Anatolia! - altså en gruppe der advokerer generobring af Anatolien og muligvis etniske udrensninger af områdets 60-70 millioner tyrkiske indbgyggere. Gruppen er tilsyneladende blevet nedlagt.


Evan Kohlman - selvbestaltet terrorekspert
Næste mand på Henrik Ræders læseliste er Evan F. Kohlman, en selvbestaltet ekspert på radikal islam og islamistiske terrorbevægelser. Her får Kohlman et par ord med på vejen:

"Kohlmann’s expertise, or lack thereof, has come under scrutiny, and the results have resulted in the disqualification of his testimony.
Kohlmann does not speak Arabic. When questioned about this, he said that he was a “close colleague” of several Arabic-speaking academics, such as Dr. Mohammed Hafez of the University of Kansas City. Dr. Hafez, questioned about this, replied with an affidavit stating that this was not true, his contact with Kohlmann had been limited to a few emails.

Kohlmann has never had an article published in a peer reviewed journal. A great deal of his testimony is sensational, filled with images of explosions and Osama bin Laden. He seems to have done a good job of providing neocon propaganda, but, at present his future seems uncertain at best. He does hold a law degree."

Og her bliver han grillet af to amerikanske radiojournalister.


Endnu en religiøs 'fruitcake'
Mark A. Gabriel er ifølge eget udsagn en egyptisk-født muslim, konverteret til kristendommen. Han har skrevet en håndfuld bøger om islam-truslen, men som de fleste af de foregående forfattere er Gabriel ikke historiker, og hans bøger bliver ikke anmeldt af seriøse historikere.

Én anmeldelse har jeg fundet i en respektabel publikation, nemlig denne i Foreign Policy:

"These three books, purchased on a recent visit to a Christian bookstore in Georgia, are unlikely to catch the eye of many specialists on foreign relations. That is unfortunate: these titles and others like them are doing far more to frame the future of U.S. policy toward the Middle East than most books published by scholars with more conventional credentials and views. [...]

It is from books like this one that many millions of Americans form their impressions of Islam as the war on terror grinds on. [...]

Those concerned with the development of American public opinion and its influence on foreign policy need to increase their awareness of this literature; those who wish to change our foreign policy must learn to engage with it."

Gabriels bøger er alle udgivet på forlaget Strang Communications, der udspyer kristen-propaganda i en lind strøm.

Blandt Gabriels øvrige venner er den kristne tjeneste, Lamb and Lions Ministries, som udgiver skriblerier, hvori man under overskriften The Destiny of the Middle East bl.a. kan læse følgende:

"God has regathered the Jews from the four corners of the earth because He has a plan of redemption for a great remnant of them. His plan is to gather them to their homeland and bring all the nations of the world together against them over the issue of the control of Jerusalem.

This will ultimately lead to another holocaust that will be worse than the one perpetrated by the Nazis. Zechariah says that two thirds of the Jews will die (Zechariah 13:8). But out of that horrible experience, the Jews will be brought to the end of themselves, with no one to turn to for help except God. That's when the remnant will repent of their rejection of the Messiah and will accept Him as their Savior (Zechariah 12:10 and 13:1). The apostle Paul taught this concept in the New Testament in Romans 9-11. He argues that a great remnant of the Jews (Romans 9:27) will turn to the Lord and be saved (Romans 11:25-26)."

Kan Henrik Ræder forklare, hvorfor vi som udgangspunkt skal være mere åbne overfor kristen-fundamentalistiske forfattere end overfor 'ubrugelige akademikere'?


To moderate neocon'ere/zionister
De to forfattere, Dalin og Rothman, har skrevet bogen Icon of Evil. Men hvem er forfatterne? David G. Dalin er ifølge Wikipedia en amerikansk rabbiner og konservativ historiker, mens Wiki om Rothmann fortæller:

"Though he worked for Republican president Richard Nixon as a young man, Rothmann is now a self-described liberal Democrat. However, as an early supporter of the War In Iraq, Rothman still on occasion exhibits certain right-wing tendencies, such as when he rationalizes his support for the war in Afghanistan."

Det ser ud til at de to forfattere giver stormuftien Amin al-Husseini al for megen opmærksomhed og 'ære' for sit samarbejde med Hitler. Samarbejdet havde ingen indflydelse på nazisternes jødeudryddelser, og Husseini abejdede i øvrigt lige så intenst med de britiske herrer i Palæstina, som han senere samarbejdede med nazi-tyskerne (efter han blev landsforvist).

Kilderne er tilsyneladende også brugt lidt lemfældigt i Icon of Evil (det er en regel, at jo mindre historisk præcis og jo mere politisk aktivistisk en bog er, jo mere dramatisk skal titlen være).

Med Caroline Fourest forholder det sig noget anderledes end med størsteparten af de forfattere, jeg har redegjort for. Wikipedia skriver om hende:

"A graduate in sociology and political science, as a journalist she has written many books on such topics as the conservative right, the pro-life movement (France and USA), and on current fundamentalist trends in Abrahamic religions (Jewish, Christian, and Muslim). She served as President of the Gay and Lesbian Center ("Centre Gai et Lesbien"), beginning in 1999.

In March 2006, she signed MANIFESTO: Together facing the new totalitarianism, a manifesto against Islamist Totalitarianism that gained wide publicity and for which she and the other 11 signatories, including Salman Rushdie, Ibn Warraq, Maryam Namazie, Taslima Nasreen, and Ayaan Hirsi Ali received death threats."


Caroline Fourest - modig kvinde med gode motiver
Fourest har skrevet bogen Broder Tariq, om euro-islamisten Tariq Ramadan, og hun har modtaget dødstrusler for at underskrive et manifest med navne som Salman Rushdie, Taslima Nasreen og Ayaan Hirsi Ali, samt skrevet bøger der kritiserer fundamentalisme i alle tre abrahamiske religioner. Det giver hende point på min skala.

Men hun får også kritik, her og i en anmeldelse af Brother Tariq.

Jeg har det lidt med Fourest som med Ayaan Hirsi Ali - en anden forfatter på Henrik Ræders liste - jeg beundrer dem for deres mod til at kritisere de reaktionære dele af islam, og jeg tvivler ikke på at de begge gør det ud fra et ærligt, modernistisk hjerte.

Men måske bliver de grebet lidt for meget af kampen, lægger for lidt meget vægt på teksterne som motiv for religionens indflydelse, og for lidt vægt på konkrete historiske udviklinger i den muslimske verden og omegn.


Rummelige belgiske højrenationalister
Philip Claeys og Koenraad Dillen, der har skrevet bogen A Bridge Too Far, om tyrkisk medlemskab af EU, er begge medlemmer af det belgiske parti, Vlaams Belang, som ligger så langt til højre for Dansk Folkeparti, at partiets EU-parlamentarikere gerne ville være i selskab med folk som Jean-Marie Le Pen, italienske neo-fascister samt rumænske og bulgarske højreekstremister.

Det er naturligvis i sig selv ikke tilstrækkeligt til at affærdige deres værk, men tendensen holder: Henrik Ræders forfatterliste består af folk, som primært er aktivister, ikke historikere, og som har fundet sammen i en fælles nationalistisk motiveret kamp mod islam.


Pipes og Kramer - Israels loyale venner i USA
Henrik Ræder Clausen nævner endelig forfatterne Daniel Pipes og Martin Kramer. Om dem kan begge siges, at kampen mod islam er vanskelig at skelne fra deres vedholdende indsats i den amerikanske israel-lobby for at fremme israelske synspunkter. For Martin Kramers vedkommende betød det, at han kom til at sige noget, der kunne lyde som om han bifalder folkemord på palæstinensere.

Stephen M. Walt skriver om sagen:

"There has been an interesting flap in Cambridge this past week regarding some appalling remarks made by one Martin Kramer. As some of you undoubtedly know, Kramer is a hard-line Israeli-American commentator who has made something of a name for himself attacking the Middle East studies profession, and just about anyone who is remotely critical of Israel’s actions or the U.S.-Israeli “special relationship.” (Full disclosure: he’s taken various ill-aimed swipes at me in the past few years). He was an early supporter of Campus Watch (the organization Daniel Pipes founded to blacklist scholars it disapproved of)"

Og Philip Weiss uddyber:

"Steve Walt ends a column on Martin Kramer’s idea of limiting Palestinian births with the million-dollar question, which he does not answer: what’s an Israeli-American wingnut doing at Harvard? Why is he so well connected?"


Muhammeds historiker, Ibn Ishaq
Tilbageværende mand på listen er Ibn Ishaq, som jeg ikke har så meget at sige om. Ishaq var en arabisk historiker, der døde i 760erne, og dermed kunne skrive om Muhammeds liv og den tidlige islam ganske kort efter tingene hændte.

Henrik Ræder inkluderer sikkert Ishaq på sin læseliste, fordi Ishaq kan fortælle om muslimske krige og erobringer og måske endda om et par massakrer. Men dem har vi hørt om, og de gør os ikke mere bekymrede for islam, end vi var før.

Bortset måske fra et par stykker har jeg hverken tid eller lyst til at læse bøgerne på Henrik Ræder Clausens læseliste. Men jeg tør godt konkludere, at de fleste er skrevet af folk fra den nationalkonservative eller højreekstremistiske fløj.


Den virkelige konspiration: nationalister og religiøse klaphatte
Læselisten giver et fint billede af, hvordan israelsk- eller amerikansk-jødiske, serbiske og belgiske nationalister i selskab med amerikanske bibelfundamentalister og neokonservative fremstiller et billede af islam, som det er svært at forstå adskilt fra forfatternes respektive baggrunde.

Forfatterne har interesser, og man skal være godt naiv hvis man tror, at disse interesser ikke spiller ind på deres fremstillinger. Læserne af den anti-islamiske litteratur vælger at tro på bøgerne, fordi forfatternes budskaber bekræfter læsernes konspirationsteorier, ikke fordi litteraturen udmærker sig ved akademiske standarder.

At næsten ingen af forfatterne er faghistorikere, eller at de - hvis de er faghistorikere - ikke skriver om deres specialeområde, og at deres bøger derfor ikke kommer gennem en peer review-proces og anmeldes i seriøse tidsskrifter og magasiner, maner til yderligere varsomhed.

Den varsomhed har Henrik Ræder Clausen ikke - og resten af hans folkepartister næppe heller. Den endelige dom over forfatterne på Henrik Ræders liste kan kun fældes af netop faghistorikere, der kan fange alle fejlene, forvrængningerne og fjollerierne.

Men for en udenforstående iagttager som undertegnede lugter læselisten langt væk af konspirationsteori. Underlødig litteratur for en dansk EU-kandidat, skulle man mene.

Kilde: