I morgen får Danmark besøg af to bemærkelsesværdige kvinder. De to eksil-cubanere Blanca Reyes Castañon og Elena Larrinaga de Luis besøger CEPOS, hvor de vil tale om situationen på Cuba, muligheden for at ytre sig, blogge eller sige sin mening i forhold til det cubanske styre. De vil også tale om, hvordan de ser fremtiden i Cuba.
I 2003 under ”Det sorte Forår” blev en lang række menneskerettighedsforkæmpere arresteret og dømt op til 28 års fængsel i Cuba. Konerne og kæresterne til disse fængslede dissidenter er senere gået sammen og har dannet bevægelsen ”De hvide Damer” (Damas de Blanco).
Det er en stor ære at få besøg af disse modige damer. Men desværre er den direkte anledningen til deres besøg anderledes trist. CEPOS' frihedspris for 2010 går til den cubanske systemkritiker Yoani Sánchez, der via sin blog ‘Generación Y’ kritiserer forholdene i Cuba.
Men da Yoani Sánchez ikke har kunnet få udrejsetilladelse fra Cuba, modtages prisen på Sanchez´ vegne – og efter hendes udtrykte ønske - af Ms. Blanca Reyes Castañon og Ms. Elena Larrinaga de Luis.
Da jeg i efteråret besøgte en række cubanske dissidenter i Cuba, blev jeg rystet over regimets brutalitet. Mange af dem havde siddet i fængsel i årevis, alene fordi de ærligt har sagt eller skrevet, hvad de mente. Nogle af dem er blevet udsat for forhørsmetoder, som minder om, hvad man bød politiske fanger i DDR.
Ifølge World Economic Freedom index er der kun to lande i verden med mindre økonomisk frihed end Cuba, nemlig Zimbabwe og Nordkorea. Staten ejer det meste af produktionsapparatet, og privat beskæftigelse er kun muligt indenfor nogle få sektorer, for eksempel landbrug og restauration, men selv her er der mange restriktioner. Regeringen fastlægger priserne på de fleste varer og subsidierer meget af produktionen. På papiret kan udenlandske virksomheder investere i Cuba, men i praksis modarbejdes dette på forskellig vis af regimet.
Resultaterne af denne statsstyring af økonomien er forudsigelige og katastrofale. Cuba var for 55 år siden – inden revolutionen – et af latinamerikas mest velhavende lande. I dag svarer gennemsnitslønnen i Cuba til 21 USD om måneden – altså under en dollar om dagen. Den gennemsnitlige statspension er 12 USD om måneden. Pensionister med overleve ved at hustle på det sorte marked – hvilket er forbudt. Eller ved at modtage bidrag fra familie i udlandet, hvis man er så heldig at have den slags. Produktionen i de statskontrollerede virksomheder falder. Industriproduktionen er nede på halvdelen af niveauet i 1989. Sidste år var sukkerhøsten den værste I 100 år. Inden revolutionen var udbyttet per hektar 40 tons. Det er nu faldet til 27 tons. Til sammenligning er det gennemsnitlige udbytte på verdensplan ifølge FAO omkring 60 tons per hektar.
I desperation søger cubanerne ud i de få lommer af økonomisk frihed, som fortsat eksisterer, og hvor man derfor har en chance for at tjene lidt til dagen og vejen. Alle må hutle sig igennem tilværelsen ved for eksempel at stjæle fra de statslige fabrikker, de arbejder på til under sulteløn, og sælge tingene videre på det sorte marked, som spiller en enorm rolle i Cuba. Regimet har således gjort alle cubanere til kriminelle. Til sortbørshajer. Til hælere og fidusmagere.
Spørgsmålet er, hvor længe dette regime kan overleve. Da jeg besøgte Yoani Sánchez fortalte hun mig, at efter hendes vurdering, var regimets dage talte.
Alle er velkomne til at deltage i gå-hjem mødet med Blanca Reyes Castañon og Elena Larrinaga de Luis. Det finder sted i morgen, torsdag den 5. maj kl. 16.30 - 17.30 i CEPOS' lokaler, Landgreven 3, København K. Tilmelding kan finde sted her.
