I 1982 var jeg rejseleder for et hold journalister, der var på studietur til sovjetrepublikkerne syd for Kaukasus-bjergkæden. Blandt andet var vi på en bustur, der i 1900 meters højde førte os forbi bjergsøen Sevan. På vej fra Georgiens hovedstad Tbilisi og til den armenske hovedstad Jerevan. Under pholdet i Jerevan døde i øvrigt generalsekretær Leonid Bresjnjev - efter 18 år på posten.
Da vi nåede frem til hotellet i Jerevan, viste det sig, at en af kursisterne havde fået ondt i halsen. Han lå på sit værelse langt fra sit jyske hjem og mærkede nærmest døden ånde sig i nakken. Lægehjælp var naturligvis påkrævet, og den ankom i form af en helt lille procession. Ind ad døren formelig skred en yderst korpulent kvindelig læge. Efter hende en ligeledes rundhoftet kvindelig, mellem-uddannet læge - en såkaldt feltskær. Til sidst i processionen kom sygeplejersken i form af en uanselig mandsling, der naturligvis slæbte lægetasken. Det kunne da kaldes kvindedominans – men også overforbrug af arbejdskraft. Tilføjes skal endvidere, at lægeerhvervet i Rusland altid har været domineret af kvinder, men sjovt nok primært i bunden. Overlæger og professorer er primært mænd.
Men tilbage til vor syge patient i Kaukasus. Den rigtige læge placerede sig naturligt nok ved siden af sygesengen. Hun greb patientens hånd, hvorefter hun sad længe og tænkte. Vi andre holdt vejret, afventende en diagnose og måske et bud på en behandling. Efter en rum tid afsagde hun dommen. Hun ville anbefale uldne sokker – og delegationen forlod atter ”sygeværelset” i samme rækkefølge, som den var ankommet. Tilbage er blot at sige: Patienten kom sig, de varme sokker havde reddet hans liv. Og han kunne helbredt og frisk atter slutte sig til os andre. For senere at vende hjem til det nordjyske.
