Ruslands krig med Georgien i 2008 understregede endnu en gang nogle parametre og adfærdsmønstre, der til stadighed havde ligget latente i såvel Tbilisi som Moskva. Kort sagt handler det om to imperier – et meget stort og et meget lille, hvis interesser støder sammen, fordi de grundlæggende er uforenelige. At Sovjetunionen var, og Rusland er et imperium kræver næppe mange forklaringer. Men Georgien? Det var atomfysikeren, menneskerettighedsforkæmperen og politikeren Andrej Sakharov, der i 1989 udnævnte Georgien til at være ”et lille imperium i det store”. Og begrundede det med de store mindretal, der lever kompakt langs Georgiens ydre grænser, og som med skiftende intensitet gennem tiden har hævdet - enten deres ret til selvstændighed eller deres ønske om sammenslutning med det tilstødende moderland. Eksempler på det første er abkhaserne og osseterne, og på det sidste armenere og aserier.
Det glemmes ofte, at Sovjetunionen - med modifikationer - i omfang blot var en fortsættelse af Det russiske Imperium, som det så ud før revolutionerne i 1917. Og som det var blevet proklameret af Peter den Store 200 år tidligere - ved afslutningen af Den store nordiske Krig i 1721. Begrebets indhold var politisk-geografisk og ikke nationalt bestemt. Det understregede tværtimod Imperiets multinationale karakter. I løbet af 1700-tallet indlemmedes i Imperiet Baltikum, det vestlige Ukraine, Hviderusland, en del af Polen, Bessarabien og en del af Nordkaukasus. I 1800-tallet føjedes hertil resten af Nordkaukasus, området syd for Kaukasus-kæden - herunder Georgien - samt Finland, Kasakhstan og Centralasien.
På trods af justeringer, bl.a. i forbindelse med 2. Verdenskrig, forblev Imperiet intakt indtil Sovjetunionens opløsning i 1991. Supermagten Sovjetunionen blev reduceret til stormagten Rusland – en proces, der ikke blot betød en væsentlig reduktion i territoriel henseende, men som også i høj grad rørte ved den russiske identitet. Rusland var blevet reduceret til det omfang, som Moskva-Rusland havde haft i midten af 1600-tallet. Det betød, at der med et slag blev slået en streg over 350 års Ruslands-historie. Eller over hovedstaden Skt. Petersborgs eksistensberettigelse. Byen var netop blevet grundlagt som det nye imperiums hovedstad.
Den nye situation efter 1991 betød også, at Rusland ikke længere havde den brede adgang til verdenshavene eller, at det havde sikre grænser til omverdenen. Begreber som ”Ruslands bløde underliv” opstod som betegnelse for grænsen mod Kaukasus. Derfor har det grundlæggende problem for det nye Rusland været – på den ene side at være en nation under udvikling og derfor uden en fuldtudviklet ny identitet. Og på den anden side være et imperium under afvikling. Samtidig med, at det nye Rusland internationalt – i FN og andre mellemfolkelige organisationer – på en måde forventedes at varetage Imperiets interesser.
I denne omstillingsproces var der ingen hjælp at hente i den russiske kultur eller litteratur. Den omfatter ikke en Grundtvig, der kunne mane befolkningen til at se storheden i det små, som da Det danske Imperium begyndte at smuldre efter 1814. Der findes i Rusland heller ingen, der kunne få befolkningen til at forstå, at ”hvad udad tabes, skal indad vindes”. Så godt som alle de store klassiske russiske digtere, forfattere og publicister hyldede med et næb fra begyndelsen af 1800-tallet imperieopbygningen - og så den som et ganske naturligt led i udviklingen. Enkelte forfattere som f.eks. Fjodor Dostojevskij gik så vidt som til at se Rusland som – om ikke verdens – så dog Europas frelser.
Temaet om Rusland som verdens missionær, hvad enten det var med udgangspunkt i en kristen eller i en proletarisk, internationalistisk tankegang er velkendt i såvel den klassiske som i den sovjetiske socialistiske litteratur. Selv en så pacifistisk indstillet forfatter som verdensberømte Lev Tolstoj mente i forbindelse med polakkernes oprør mod tsarmagten i 1863, at man nu kunne blive nødt til at tage sværdet ned fra det rustne søm for at straffe de formastelige. En anden forfatter, Aleksander Herzen, der støttede polakkerne i deres oprør mod tyrannen, mistede ved samme lejlighed al goodwill i det fine selskab, det vil sige i de russiske intellektuelle kredse.
Også Den russiske Kirke hyldede ubetinget imperieopbygningen. Det havde den flittigt gjort, lige siden Moskva-staten i midten af 1500-tallet sprængte sine slaviske rammer ved med erobringen af de mongolske reststater – kaganaterne Kasan og Astrakhan – at underlægge sig de første ikke-slaviske folk. For kirken betød statens udvidelse nærmest en forpligtelse til at lade den kristne mission følge med. Når mange russere i dag i mangel af en bedre ideologi vender tilbage til kirken og de nationale værdier i det tsaristiske Rusland, følger imperiedrømmen uvægerligt med som en integreret del af det nationale setup.
Når Rusland siden 1991 konsekvent har opereret med termen ”det nære udland”, om de tidligere, nu selvstændige dele af Sovjetunionen, har den officielle forklaring været, at Rusland har en særlig forpligtelse over for de landsmænd, der forblev i de nye eks-sovjetiske stater. På den måde lå og ligger her til stadighed en tikkende bombe, der kan udløses, når lejligheden gives. Men bagved og implicit i denne forklaring lå og ligger også drømmen om, at Imperiet på et eller andet tidspunkt kan reetableres. Den russiske adfærd i Georgien i 2008 demonstrerede til fulde en praktisk udgave af denne drøm. Den behøver tilsyneladende heller ikke respektere internationalt indgåede aftaler. Der er jo tale om ”det nære udland”.
Det postsovjetiske Georgiens politiske historie begyndte søndag den 9. januar 1989. På denne dag gik soldater fra såvel den regulære sovjethær som fra indenrigsministeriets specialstyrker, bevæbnet med giftgas, bajonetter og skarpslebne spader, løs på en fredelig demonstration i Tbilisis gader. Rusland har sin blodige søndag i januar 1905, Georgien fik sin ved denne lejlighed. Tabslisten lød på 19 døde og et stort antal sårede. Men de psykiske sår blev langt dybere, end disse tal lader formode. Begivenheden blev startskuddet til - dels Georgiens kamp mod centralregeringen i Moskva og dels langvarige og blodige etniske konflikter i republikken. Begivenheden gav også genlyd i Moskva, hvor den nyvalgte Folkekongres skulle mødes i maj 1989. Perestrojka-orienterede repræsentanter på Folkekongressen som Leningrad-borgmesteren Anatolij Sobtjak og ovennævnte Andrej Sakharov engagerede sig voldsomt i, hvad der var sket i Tbilisi. De ønskede placeret et ansvar for, hvad der var sket, men uden held.
I de følgende år var Georgien i sin kamp for selvstændighed og på sovjetimperiets ruiner i færd med at bygge et nyt demokratisk retssamfund. Uden, at det egentlig optog det internationale samfund særlig meget. I perioden indtil det første frie og demokratiske parlamentsvalg i oktober 1990 blev de første skridt til at gøre sig uafhængig af Moskva taget. Den næste fase stod i den tidligere dissident og kulturpersonlighed, men nu nyvalgte leder og præsident, Sviad Gamsakhurdias tegn. Han var blevet valgt i maj 1991 i en national frigørelsesrus og med et enormt stemmetal. På forbavsende kort tid formåede han imidlertid at formøble hele sin goodwill – ved at lægge sig ud med samtlige nationale mindretal. Og det samtidig med, at hans diktatoriske adfærd overfor anderledes-tænkende fik hans popularitet til at falde lige så hurtigt, som den var steget. Ganske vist blev sovjetsamfundets politiske system og symbolverden demonteret sideløbende med, at konturerne til en ny stat og et nyt samfund blev lagt.
Men de stærke nationalistiske, for ikke at sige chauvinistiske, træk, som Gamsakhurdia afslørede, kombineret med hans opgør med alle, der mente noget andet end præsidenten, mundede i januar 1992 ud i en veritabel borgerkrig og en hastigt fremadskridende opløsning af staten. Oprørske provinser som Abkhasien og Sydossetien påbegyndte den frigørelsesproces, hvis resultat vi er vidne til i dag. For første gang i en post-sovjetisk stat blev en folkevalgt præsident jaget på porten – kun trekvart år efter sin jordskredssejr. Georgisk nationalisme omdannedes under Gamsakhurdia fra at være en frihedstørstende og demokratisk kraft til at være ensbetydende med anti-pluralisme og georgisk overherredømme over andre nationaliteter. Det lille imperium – jævnfør Sakharov ovenfor – havde slået til for første gang. Georgien for georgiere, havde været Gamsakhurdias kampråb. Eller rettere sagt: - Sakartvelo for kartvelere, som er georgiernes navne på henholdsvis deres land og på sig selv.
Efter en kaotisk tid med militser, der bekæmpede hinanden, og hvor centralmagten gradvis gik i opløsning, vendte den tidligere sovjetiske murbrækker og udenrigsminister Eduard Sjevardnadse tilbage til sin hjemrepublik i foråret 1993. Som en form for landsfader, der kunne gyde olie på de oprørte vande. Efter en kaotisk start, hvor blandt andet den georgiske hær i september 1993 i huj og hast og slagen måtte forlade Abkhasien, lykkedes det Sjevardnadse omkring 1995 at etablere en form for stabilitet. Men de grundlæggende problemer sejlede videre. I forholdet til udbryderrepublikkerne blev en form for laden-stå-til og status quo frosset fast. Mens økonomien fortsatte med at skrante, korruptionen og nepotismen vedblev med at florere, og den tilsyneladende stabilitet var skrøbelig. I forhold til Rusland søgte Sjevardnadse at markere Georgiens selvstændighed – men i en form, der kunne accepteres i Moskva.
I november 2003 løb det politiske timeglas ud for den 77-årige præsident. Set i det lange perspektiv, fordi fortiden indhentede ham, set i det korte, fordi USA endegyldigt slog hånden af ham og foretrak en 36-årig amerikansk uddannet jurist, Mikheil Saakasjvili, som Georgiens leder i en tid, hvor landet var kommet ind i den amerikanske optik.
I 30 år havde Sjevardnadse besat topposter i Georgien – først som KGB-chef, dernæst som førstesekretær i Partiet og dermed som reel leder i republikken. Så fulgte 1985 en afbrydelse som Sovjetunionens udenrigsminister i perestrojka-tiden. Det varede indtil 1990, hvor Sjevardnadse ikke længere kunne følge Gorbatjov i dennes afhængighed af hardlinerne i ledelsen. To år senere var han så vendt tilbage som statschef i et totalt forandret Georgien, men hvor han hen ad vejen skabte en form for politisk stabilitet. Ikke uden forbindelse med den respekt, der internationalt klæbede til personen Sjevardnadse. Unægtelig en vidtfavnende karriere – fra at være en af Bresjnevs nærmeste løjtnanter og til at blive et uafhængigt og i princippet demokratisk Georgiens førstemand.
Der blev afholdt parlamentsvalg i Georgien den 2. november 2003. derefter fulgte de obligate beskyldninger om valgsvindel, men denne gang blev de som noget afgørende nyt fulgt op af store og vedvarende demonstrationer i hovedstaden. Noget ildevarslende lå i luften. Og da præsident Sjevardnadse den 22. november skulle åbne det nyvalgte parlament, brød demonstranterne ind i salen med det resultat, at han måtte bæres i sikkerhed af sine bodyguards. I de følgende forhandlinger gik det gradvist op for Sjevardnadse, at tiden var inde til at kaste håndklædet i ringen. Den ublodige Rosenrevolution var gennemført.
I de forløbne år er det ikke lykkedes den nye præsident Saakasjvili at rette afgørende op på økonomien eller få bekæmpet den udbredte korruption og nepotisme. Måske er det forklaringen på, at han i 2008 slog ind på imperie-politikken overfor de oprørske provinser. I realiteten var det ovennævnte Gamsakhurdias politik overfor udbryderrepublikkerne, som han gentog i sommeren 2008. Til forskel fra sin nationalistiske forgænger nu med verdensoffentlighedens øjne hvilende på sig.
Og han gjorde det tilsyneladende i blind tiltro til, at Vesten nok skulle gribe ind og sætte Rusland på plads. Medlemskab af Nato vinkede forude – troede han - sammen med et massivt vestligt engagement i det sydkaukasiske rum. Denne tiltro til ikke mindst USA´s aktive velvilje fik den unge georgiske præsident til – provokeret eller ej – at sætte massiv militærmagt ind mod udbryderrepublikken Sydossetien. Men den vestlige støtte blev ved retorikken og de store ord. Rusland benyttede til gengæld anledningen til massive modforholdsregler. Med vanlig kynisme og rå muskelkraft fuldførte imperiet ikke blot besættelsen/annekteringen af Abkhasien og Sydossetien. Dermed kunne det flytte Georgiens drøm om Nato og EU endnu længere ud i horisonten.
Rusland benyttede også anledningen til at rydde grundigt op i sin baggård. Stedkendt, som det store imperium er i den tidligere sovjetrepublik, demonterede russerne meget af det fine nye militære isenkram, som Georgien havde modtaget fra bl.a. USA. Samt til at besætte den vigtige havneby Poti ved Sortehavet. I klar strid med de internationale aftaler, Frankrig og USA mente at have indgået med bjørnen. Men når bjørnen opererer i ”det nære udland”, gælder almindelige diplomatiske regelsæt tilsyneladende ikke. Det er foreløbig den lære, det internationale samfund må drage af den nye situation. En helt ny standard for Ruslands forhold til de ex-sovjetiske stater synes at være sat.
