Den georgiske hovedstad Tbilisi er på mange måder en hyggelig og varm sydlandsk by. Den ligger i en skål med bjerge på alle sider og med Kura-floden flydende bred og grumset gennem byen. Der er generelt mange træer langs gaderne. Hovedstrøget hedder Rustaveli-avenue – den er bred som en parisisk boulevard med skyggende platan-træer langs siderne og med et mylder af mennesker, der taler højlydt, som man kan opleve det i Sydeuropa. Langs avenue´en ligger der restauranter, cafeer med udendørs servering, endvidere ligger der regeringsbygninger samt Nationalteatret og Operaen. Ud over klippen på Kura-flodens venstre bred hænger gamle pittoreske beboelseshuse med svalegange og små lysthuse, som ligner stærekasser. På altanerne er der grønne planter, og der hænger vasketøj til tørre.
Da den russiske nationaldigter Aleksander Pusjkin i 1829 kom kørende over Kaukasus ad den eneste vej – Den georgiske Hærvej – skrev han:
”Den pludselige overgang fra det dystre Kaukasus til det smilende Georgien er betagende. Sydens luft begynder på en gang at ombølge den rejsende. Fra Guda-bjergets højder åbner Kajsaur-dalen sig med sine klipper, med sine haver, med sin klare flod Aragvi, der slynger sig som et sølvbånd”. Og om byen Tbilisi, der den gang hed Tiflis, skrev han: ”Byen forekommer mig livlig. I de snævre og krogede gader travede æsler, belæssede med kurve; kærrer med okse-forspand spærrede vejen. Armeniere, georgiere, tjerkesser og persere trængtes på det uregelmæssige torv; imellem dem red unge russiske embedsmænd frem og tilbage på deres kameler”.
I det hele taget har mange russiske digtere hentet inspiration i Georgien. Måske kan fænomenet sammenlignes med, hvad Indien og andre orientalske kolonier har betydet for regnvejrs- og tågetrætte engelske forfattere. Blandt russiske forfattere har ved siden af Pusjkin også Mikhail Lermontov, Leo Tolstoj, Vladimir Majakovskij og Maksim Gorkij øst af de gavmilde georgiske kilder og har ladet sig begejstre af de smukke landskaber, af romantikken, de smukke piger med de sortgnistrende øjne samt af den liflige kakhetiske vin, der oven i hatten har den kvalifikation, at den ikke medfører tømmermænd. Proletardigteren Gorkij svang sig op til følgende udbrud:
”Aldrig vil jeg glemme, at det netop var i denne by, at jeg gjorde de første usikre skridt på den vej, jeg i fire årtier skulle vandre. Vistnok var det de to magter – dette lands overvældende naturskønhed og dette folks romantiske sjælsstorme – som gav mig den impuls, der fra vagabond gjorde mig til digter”.
Da min kone Lisbeth og jeg i 1994 besøgte Georgien, var anledningen bl.a. en konference i anledning af det lokale universitets 75-års jubilæum. Men en af vore værter, Ramas, tog os med på en udflugt mod vest. Ad støvede, men solbeskinnede veje, hvor vi i det fjerne kunne øjne hyrder, der vogtede deres fåreflokke. Første stop var Georgiens gamle hovedstad, Mtskheta – lige der, hvor bjergfloden Aragvi løber ud i lavlandsfloden Kura.
Sceneriet var simpelthen imponerende fra den højtliggende kirke – de to floder som en gaffel i det grønne landskab. Mtskheta er i dag en lille stille provinsby med haver og lave huse. Byen har navn efter en person, der er nævnt i Bibelen. Han var søn af Kartlos, som var samtidig med Abraham – og det berettes, at Kartlos byggede en borg på et bjerg, hvor floderne mødes, og han kaldte bjerget Kartli. Og heraf kommer georgiernes navn på sig selv, kartveli. Vores udflugt endte i byen Gori, 76 km vest for Tbilisi. Maksim Gorkij gik vejen til fods og fortæller:
”Gori er en gammel georgisk by i Kura-flodens dalstrøg. Byen er ikke stor – midt i den knejser en høj afrundet top, på hvilken der ligger en fæstning. Oppe og nede ligger der strøet små kalkede hytter og huse. Der er over hele byen noget vildt egenartet. Den hede himmel over byen. Kuras sandede og grumsede strøm nedenfor, bjergene rundt om, og i bjergene rækker af regelmæssigt anbragte åbninger – en hel by af huler – og længere borte, ved synsranden, evigt ubevægelige hvide skyformationer, bjergenes sølvkæde, mægtig med skinnende, aldrig smeltende sne”.
Så vidt digteren. Gori er i dag en by med 50.000 indbyggere. Den var allerede i middelalderen et vigtigt militært støttepunkt, der forbandt det østlige Georgien med de vestlige provinser. Den dag i dag har byen strategisk betydning. Under krigen mellem Georgien og Rusland i 2008 blev den derfor besat af russiske tropper.
Men mest kendt er byen som det sted, hvor Stalin blev født i 1879, og hvor han gik i skole, indtil han som 15-årig kom på præsteseminarium i Tbilisi. Stalin hører til kredsen af verdenshistoriens største diktatorer og var fra slutningen af 1920´erne og indtil sin død i 1953 Sovjetunionens ubestridte enehersker. Bragt til og holdt ved magten af eminent dygtig taktisk manøvrering, af beregnende og uhæmmet grusomhed og aldrig svigtende mistænksomhed. Egenskaber, der i verdenshistorien fører Stalin sammen med f.eks. Djengis Khan, Napoleon og Hitler.
På den anden side var den forcerede industrialisering af et tilbagestående bondesamfund, som Stalin iværksatte i slutningen af 1920´erne, uden tvivl en afgørende forudsætning for ikke blot de allieredes endelige sejr i 2. Verdenskrig, for Sovjetunionens status som supermagt i det følgende halve århundrede, men også for Ruslands status som en moderne industristat og en stormagt i dag.
Alt det var vanskeligt at forstå, når man stod foran den lille Josefs meget fattige og beskedne fødehjem i en støvet lille provinsby i det centrale Georgien. Det var næsten ikke til at få øje på grund af det enorme og beskyttende glastag på græske søjler, som det er pakket ind i. Fattigt har det været – i den beskedne stue fik jeg øje på de få fattige møbler og den messing-samovar, der var hjemmets eneste luksus. Ved siden af fødehjemmet ligger et kæmpemæssigt bygningskompleks, udformet som et tempel i græsk-georgisk stil. Det rummer billeder, dokumenter og genstande med tilknytning til Stalin.
Det er muligt, at det moderne Georgien helst glemmer eller lægger afstand til sin berømte eller berygtede søn, men i Gori var han absolut ikke glemt. Byen præges stadig af enormt store bygningsværker, opført i Stalin-tiden. Gennem Gori løber stadig en meget bred og lige boulevard, anlagt til at være skueplads for manifestationer og optog, og på byens centrale plads og foran det overdimensionerede rådhus stod i 1994 stadig en kæmpestatue af Stalin. Men den blev i juni 2010 flyttet til en lidt mere ydmyg plads ved museet.
Men den store plads foran rådhuset står i erindringen særlig skarp på grund af en krigsveteran – ikke fra krigen med Rusland i 2008. Men fra Dens store Fædrelandskrig, der er den russiske betegnelse for Sovjetunionens andel - fra 1941 til 1945 – af 2. Verdenskrig. Krigsveteranen havde – efter først at have været i defensiven – gjort hele vejen til Berlin i maj 1945. På en ganske tilfældig dag et halvt århundrede senere - i maj 1994 og uden nogen speciel anledning stod den lille gamle krogede mand på den store plads. Belæsset med alle sine medaljer og dekorationer. Og engageret og strålende af stolthed berettede han om strabadser og nederlag. Men først og sidst berettede han med strålende øjne om Sejren og ikke mindst dens årsag – hans ubestridte helt, Josef Stalin. Historiens vingesus hørtes ved den lejlighed over pladsen i Gori.
