Kopternes kvaler. En krystalnatlignende massakre

Kun otte måneder efter at egypterne fejrede og hyldede hæren som deres frelser, fordi den nægtede at bruge magt mod de civile demonstranter på Tahr...

Kristian_Kragh

14/10/2011

Kun otte måneder efter at egypterne fejrede og hyldede hæren som deres frelser, fordi den nægtede at bruge magt mod de civile demonstranter på Tahrir-pladsen, er billedet vendt med 24 dødsofre og knap 300 sårede, efter at hæren greb ind med våben mod en fredelig demonstration.

Mange spørger efter massakren mod kopterne, om det egyptiske forår hastigt er blevet til barsk vinter. For meget tyder på, at militærjuntaen, der har styret landet efter præsident Hosni Mubaraks afgang, nu viser sin sande kulør.

Det egyptiske folks tro på, at militærjuntaen ville være dets støtte i den fredelige march mod demokrati, visnede for alvor i søndags, da sikkerhedsstyrkerne sendte en kugleregn mod 20.000 fredelige kristne koptere og sympatiserende muslimske demonstranter, som protesterede, efter at islamister havde revet endnu en koptisk kirke ned.

Så de [kristne] ønsker helt naturligt politiets beskyttelse og en lovgivning, der giver dem ligeret til opførelse af kirker. Løftet har de fået, men det er ikke indfriet. I stedet løb de ind i en krystalnatlignende massakre, som skaber alvorlig frygt for, at det øverste militære råd ikke har til hensigt at beskytte dem, men at undertrykke dem med den samme brutale adfærd, som præsident Mubarak brugte for at holde sine modstandere i konstant frygt.