Kinas kæmpe boligboble: Fremtidens sociale katastrofe?

Kina vil opretholde en høj vækst for enhver pris for ikke at gå i stå i det økonomiske kapløb

Hammersmeden

19/07/2011

Kina vil opretholde en høj vækst for enhver pris for ikke at gå i stå i det økonomiske kapløb. Dette gøres ved først og fremmest at pumpe penge i byggeri fra statens side. Dette medfører selvfølgelig en stigning i BNP, men det er en kvantitativ stigning, ikke en kvalitativ, idet der bygges langt flere boliger end der er behov for blot for at holde gang i økonomien og skabe arbejdspladser.

Kæmpe højhuse og indkøbscentre skyder op overalt i Kina, men de fleste står tomme. I alt er der ca. 64 millioner tomme lejligheder i Kina og 70% af nyopførte boligkomplekser bliver aldrig beboet. Millioner af kinesere ville meget gerne flytte ind i de nye boliger, men har ikke råd, fordi priserne er for høje. Derfor vedbliver de at leve i slummen på få kvadratmeter med udsigt til de pompøse lejlighedskomplekser.

En hold journalister fra det australske SBC afdækker forholdende og viser tomme millionbyer med skyskrabere, hvor der ikke bor nogen (og sikkert aldrig vil komme til det). Kæmpe indkøbscentre med plads til 1.400 butikker blev fremført overfor Vesten som propagandasymboler på Kinas eksploderende økonomi og forbrugerpotentiale, men er i dag menneskeforladte og næsten uden kunder. De få butikker, der overhovedet er indrettet i dem, har ca. 1 kunde om dagen.

Situationen er et stort tabu for den kinesiske regering, og kameraholdet bliver da også af politiet jaget ud af et forladt, nybygget indkøbscenter. Vi hører jo hele tiden om at Kina snart overhaler os alle sammen pga. globaliseringen og at Kina bliver fremtidens eneste supermagt, økonomisk og militært. Men når den kinesiske boligboble brister på et tidspunkt, efter at flere og flere slumkvarterer rives ned for at give plads til lejligheder i skyskrabere, som ingen har råd til, sker det med et brag, der kan kaste landet ud i store sociale uroligheder og oprør. Til den tid vil de dyre lejligheder blive stort set ingenting værd og staten vil miste alle de penge, som den har investeret i det hovedløse byggeri.

Link

Kilde: