Græske borgere stemmer nej

De græske vælgere vil søndag sende en besked til egne og europæiske politikere om, at de har fået nok af de drakoniske nedskæringer

_slettet_bruger_8391

05/05/2012

De græske vælgere vil søndag sende en besked til egne og europæiske politikere om, at de har fået nok af de drakoniske nedskæringer.

De er med hyppigt tilbagevendende og til tider voldsomme demonstrationer blevet billedet på den folkelige frustration og modstand over for EU’s sparepolitik, men søndag får grækerne for første gang siden deres land blev synonymt med eurokrisen, mulighed for at tale gennem stemmeboksen. Og alt tyder på, at deres budskab vil være det samme, som når de møder op med bannere foran det græske parlament: Nej til flere nedskæringer og nej til de to største partier, det socialistiske Pasok, og det konservative Ny Demokrati, der i øjeblikket sidder i koalition sammen.

De seneste målinger viser, at de to store partier – der på skift har siddet på magten, siden landet blev en demokratisk republik i 1975 – tilsammen vil få 40-45 procent af stemmerne. Det vil være noget nær en halvering af, hvad de opnåede ved det seneste valg i 2009.

Samtidig viser målingerne, at omkring otte små partier, der er imod nedskæringsprogrammerne, står til at komme ind i parlamentet og tilsammen vil høste omkring den samme andel af stemmerne. Mange af partierne ligger på den yderste højre- eller venstrefløj. Fem procent af vælgerne har endda tilkendegivet, at de vil stemme på det nynazistiske parti Chrysi Avgi – eller Gyldent Daggry. Det er en voldsom stigning fra de 0,23 procent, partiet fik i 2009.

Ifølge det græske system får det største parti – sandsynligvis Ny Demokrati – 50 ekstra mandater, hvilket betyder, at de to store partier med den nuværende stemmetilslutning lige nøjagtigt vil kunne forme en koalition. Men da meningsmålinger ikke er tilladt i de to sidste uger i valgkampen vides det ikke, om billedet har ændret sig, så der er lagt op til en sand valggyser på søndag med store implikationer for både grækerne og resten af Europa.