Af Camilla Paaske Hjort, 180Grader.dk
"Sig til dem fra mig, at jeg bruger teknologien som mine vinger. Jeg skriver til alle mine læsere på Twitter, at jeg lige nu burde være i Danmark for at modtage en frihedspris."
Ordene kommer fra den system- og socialisme-kritiske cubanske blogger, Yoani Sanchez, som er modtager af CEPOS' frihedspris for 2010. Hun modtager prisen for sin kamp imod det cubanske regime - en kamp hun, som hun siger, fører med teknologien som sine vinger, via bloggen Generación Y (http://www.desdecuba.com/generationy/).
Hun kunne ikke få den cubanske regerings tilladelse til at rejse ud af Cuba, og havde derfor bedt eksilcubanerne Blanca Reyes Castañon og Elena Larrinaga de Luis, som begge bor i Spanien, om at rejse til Danmark og modtage prisen i CEPOS' lokaler på hendes vegne.
Hvid som drømmen om frihed
Castañon og de Luis er ikke hvem som helst. De er medstiftere af gruppen "Damas de Blanco" - en gruppe af koner og kærester til de mænd der på Cuba i 2003, under "Det sorte forår", blev idømt op til 28 års fængsel for deres kamp for menneskerettigheder. Damas de Blanco betyder "hvide damer", og de Luis forklarer, at "farven hvid er ren som drømmen om frihed. Derfor valgte vi at klæde os i hvidt som en del af vores oprør. De hvide damer, der stadig er i Havana, går somme tider i gaden iført deres hvide tøj, og folk siger "Se - der går de hvide damer!" Nu er vi kendt sådan."
Martin Ågerup, direktør for CEPOS, forklarer publikum, at der er god grund til at invitere cubanske systemkritikere indenfor i varmen til politiske arrangementer her i Danmark: "Mange danskere har et lidt romantiseret syn på det cubanske regime. Da Fidel Castro besøgte Danmark, betalte 3.000 mennesker for at høre ham tale."
Sanchez: Embargoen rammer ikke eliten
Selvom Yoani Sanchez ikke kan være tilstede fysisk, får vi alligevel fornøjelsen af at se denne unge, kønne og velformulerede frihedskæmper: Prisoverrækkelsen skydes igang med et video-interview med Sanchez, hvor hun fortæller om forholdene på Cuba og om sine egne holdninger, drømme og forhåbninger:
"Cuba er et land, hvor en kritiker af systemet ikke kan få et minut på tv eller en centimeters tekst i en avis," fortæller hun.
Hendes kritik retter sig dog ikke kun mod den cubanske regering, men også mod den handelsembargo, som USA har indført mod Cuba: "Jeg bryder mig ikke om den, fordi den grundlæggende er interventionistisk," siger Sanchez, som ikke lægger skjul på sin liberale holdning til økonomi, og fortsætter: "Sanktionerne rammer ikke eliten her på Cuba. De har uden tvivl alt, hvad de skal bruge - computere med adgang til internettet; de nyeste IPhones med alle applikationer. De lever i en lomme af komfort. Sanktionerne går ud over den almindelige befolkning, som hindres i at købe ting, der kunne være gode for civilsamfundet."
Heller ikke de hvide damer er store tilhængere af embargoen: "Der er et stort problem imellem den amerikanske og den cubanske regering. Men det burde ikke blive almindelige cubaneres problem," siger de Luis med henvisning til, at embargoen er med til at vanskelliggøre livet på Cuba.
Castañon mener dog, at embargoen i mangel af bedre metoder kan være med til at lægge et nødvendigt pres på den cubanske regering.
Drømmer om systemkritisk avis
Sanchez mener, at øget økonomisk frihed for cubanerne vil medføre øget politisk og ideologisk frihed - og hun drømmer om at være med til at starte en avis eller en lignende publikation, hvori systemkritikere som hun selv kan komme til orde.
På Cuba findes der i dag kun en avis, og kun 3 procent af befolkningen har adgang til internettet. Sanchez blogger derfor mere for eksilcubanere og vesterlændinge, end hun blogger for den cubanske befolkning.
"I er plantet her af kapitalister"
De hvide damers besøg på CEPOS var antageligvis ikke gået den cubanske ambassades næse forbi. I hvert fald sidder der i publikum tre cubanere ved siden af hinanden, af hvilke den ene, en yngre kvinde med kraftigt afbleget hår, der står i uklædelig kontrast til hendes meget mørke hud, bærer kasket og t-shirt med revolutionære, kommunistiske symboler, herunder Castros navn. Hun holder et stort, sammenfoldet cubansk flag mellem sine hænder.
Da tiden kommer for spørgsmål fra publikum til de cubanske systemkritikere, rejser hun sig op og råber på spansk "De hvide damer repræsenterer ikke det cubanske folk. I er plantet her af kapitalister. Det cubanske folk vil have socialisme! Det cubanske folk vil have revolution!", samt en lang tirade, som kun få i publikum kan antages at have forstået.
En kvinde med russisk oprindelse siger fra publikum: "Det her minder mig utroligt meget om Sovjetunionens tid. Inklusive ambassade-folkene."
"Hvornår kan en cubaner tage et fly til Danmark?"
De hvide damer tager dog den systemtro cubaners kritik med ophøjet ro, og påpeger den massive ufrihed og undertrykkelse, inklusive mord på og årtier lange fængslinger af dissidenter, som det cubanske system er skyld i. Mødet fortsætter, kun afbrudt af en enkelt forstyrrelse mere fra hendes side. Som folketingskandidat for Liberal Alliance, Niels Westy Munch-Holbek, rejser sig op og siger: "Det, vi lige oplevede, var et eksempel på ytringsfrihed" - angiveligt med henvisning til, at denne frihed netop mangler på det Cuba, kvinden så ivrigt forsvarer.
Både Castañon og de Luis udtrykker et klart ønske om at vende tilbage til Cuba, hvis det var muligt at leve et normalt liv på øen, og fremhæver, at Spanien, hvor de nu bor, kan fungere som et positivt forbillede for Cuba: Spanierne overvandt Francos diktatur, og som de Luis siger: "Mennesker er de samme over det hele. Vi vil det samme, og vi fortjener de samme rettigheder. Freedom is freedom. Hvornår kan en cubaner tage et fly til Danmark? Hvornår kan denne dame" spørger hun retorisk, og peger på Castañon, "komme hjem til Cuba og besøge sin mor?"
Denne artikel er kommet i stand takket være penge fra 180Graders superbrugere, der har tegnet et abonnement til 39 kr. om måneden. Du kan blive superbruger ved at klikke her.
