Fredsillusioner i Mellemøsten
På trods af snakken, om demokrati i Mellemøsten, er det eneste vi ser stigende radikal islamisme og vold.
Overalt på landets uddannelsesinstitutioner, i landets medier og på internettet er snakken om demokrati i Mellemøsten eksploderet. Vi får at vide, at de Arabiske tyranner falder på stribe. Vi hylder ”folkets vilje” og den demokratiske styreform, i disse tilfælde, som var der allerede blevet dannet regering.
Et mere nuanceret billede, vil dog nok åbne op for en del flere muligheder; anarki, brutale diktatorer og radikal politisk islam er alle klar til at tage over.
Faktum er, med alt respekt, der har indtil videre ikke været nogen som helst demokratiske elementer i nogen af vores ”folkelige revolutioner” i Mellemøsten. Formålet med oprørerne har aldrig været et parlamentarisk demokratisk styre. Tværtimod.
Facebook, Twitter, og alle de andre moderne former for informationsudveksling bliver hyldet, som var det afslutningen, på det Tredje Rige for så mange år siden; Nej, slår vi vores forskruede ønsketanker fra, glemmer alt om vores Vestlige kulturimperialisme, så er det vi ser i Mellemøsten, intet andet end stammeherrer der slås om værdifulde oliefelter i Libyen, forskellige lokale stammeherrer i Yemen, barbariske sekter i Bahrain osv. – vold, mord, korruption og diktatur, Ikke det spinkleste lys af demokrati i regionen, undtaget er Israel naturligvis.
De nuværende regimer i området giver ikke op uden kamp, hvad end vi snakker Jordan, Kuwait, Saudi-Arabien, Bahrain, Kuwait, Libyen, Qatar, Yemen, Iran eller et helt tiende – det er helt sikkert.
Selvom vi hylder ”demokratiet” og dets opblomstring i Egypten, er dette kun en usandfærdig illusion af virkeligheden. Mubarak blev tvunget til at gå af efter de massive protester, vi alle har været vidner til, centreret om Tahrir-pladsen. Hvad vi også er vidner til, er det faktum, at demokrati ikke er på vej frem. Egypten er gået fra Mubaraks diktatur, til militær undtagelsestilstand, præcis den samme styreform som tidligere – nok næppe nogen fremgang for demokratiet.
Nu da militæret er trådt frem fra kulissen, er der blevet plads til andre bagved, deriblandt Det Muslimske Broderskab. Det Muslimske Broderskab blev stiftet i 1928 hvilket gør det til den ældste bevægelse, for politisk islam. Nogen mener, at de er verdens mest magtfulde, islamiske bevægelse. Hvad der er mere interessant, ud fra en kritisk synsvinkel, er det faktum at terrororganisationer som Al-Qaeda, der stod bag WTC-angrebene, Irans libanesiske proxy Hezbollah og såmænd også den Palæstinensiske terrorgruppe Hamas, alle sammen har sine rødder i Det Muslimske Broderskab.
Det eneste vi har set i Egypten indtil videre, er en militær revolution, den ”folkelige opstand” er en illusion, og løftet om at implementere demokrati, er en decideret løgn. Ikke én eneste fra oppositionen er kommet i parlamentet; om end hæren har lovet valg indenfor 6 måneder, så er det ikke andet end et stort bedrag. De har al den tid i verden, til at manipulere resultaterne, som de ønsker. Der er faktisk slet ikke sat en dato på valget endnu, måske vi skulle lade glæden vente lidt.
Sekulær og religiøs vanvid
På gaden i bl.a. Jordan, Tunesien, Iran, Bahrain, Egypten, Yemen har der været tusindevis af sekulære, hovedsageligt unge mennesker, som ”ønsker sig vestlig demokrati af hele deres hjerte” - eller blot mad på bordet, uddannelse og en glad familie (...) Hvorimod jeg hylder de som kæmper mod fascistiske teokratier som i Iran, har jeg intet tilovers for de andre. I Iran, i slutningen af 1970’erne, var det sekulære venstreorienterede, som banede vejen for Shah Reza Pahlavis afgang og Khomeinis tilbagevending, At Khomeini blot indførte et nyt diktatur, denne gang et teokratisk et, var ikke just nogen sejr for andre, end de fanatiske islamister, de som banede vejen blev fortsat undertrykt, denne gang i et endnu værre omfang.
Hvad vi har set indtil videre, specielt med henblik på Egypten, er at unge studerende baner vejen for radikal islamisme, i sin ulækreste og mest potente form. Iran har fået en ny makker hvis det går, som jeg forventer det i Egypten. Sheikh Yusuf Qaradawi er netop vendt tilbage til Egypten for at stjæle billedet.
Tro mig, hvilket billede han får skabt i Egypten, såfremt han vinder frem. I sidste uge adresserede han hundredetusinde, og med største sandsynlighed endda millioner, af ellevilde Egyptere i Kairo på bl.a. Tahrir-pladsen; budskabet var en udslettelse af Staten Israel, Sunnimuslimsk dominans, Sharia-lovgivning og en fordrivelse af den vestlige imperialisme. Demokratisk og i overensstemmelse med de demokratisk hungrende protestanter? Nej. Men det betyder desværre ikke, at han ikke kan blive valgt demokratisk. Det er sket før, sågar i et land på Danmarks grænse.
Jeg ser ingen forskel mellem hvad der sker nu og hvad der skete i Iran 1970’erne, Irak i 2003, Hamas i 2006 eller Det Palæstinensiske Selvstyre de sidste mange år – massere af tom snak om demokrati, liberalisme, tolerance; hvad vi ser er vold, død, ødelæggelse og islamisk autokrati.
Imens vi endnu engang trykker ”like” på Facebook og sender hinanden links med artikler og videoer fra Mellemøsten, vil jeg gerne minde jer om én ting. Der er lang vej, rigtig lang vej. Inden i ønsker de ”pro-vestlige diktatorer” døde og borte, overvej da én ting. Hvad er alternativet? – Hvilke gennemgribende sociale institutioner har vi i den muslimske verden udover den islamiske? Når de unge demonstranter kræver svar, hvad kan de ”de vestligt-indsatte kludedukker” så svare? De er magtesløse overfor deres islamiske modpart, jeg lader Det Muslimske Broderskabs slogans tale for sig selv;
”Islam er løsningen.”
”Allah er vores målet, Profeten er vores leder, Koranen er vores lov, Jihad er vores vej; At dø for Allah er vores største håb.”
Med sørgelige hilsner fra en stolt zionist.
