Kære læser, hvor opbevarede du dine værdipapirer som aktier og obligationer den gang, de endnu var af papir? Ja, f.eks. i en bankboks. Men ikke i denne historie. Tiden var 1993, og min kone, Lisbeth, og jeg besøgte en kosaklandsby i det nordlige Kaukasus. Og her en familie, bestående af mor Svetlana, far Pavel samt deres søn, svigerdatter og spæde barnebarn. Svetlana - skolelærer og Pavel - chauffør.
Hvis man udelukkende vurderede deres hus udefra, kunne man godt få den tanke, at man var havnet i en svinesti – høns og smågrise løb frit omkring i den indhegnede gård. Men intet kunne være mere fejlagtigt – det konstaterede vi, så snart vi overskred dørtærsklen. Vi blev bedt om at tage skoene af og trådte så ind i nydelige og rentvaskede stuer. Med nystivede gardiner og nylakerede gulve, som vi kan huske det fra vores barndomsbesøg hos bedstemor på landet.
Vi skulle overnatte hos familien. Kollektivbruget var i overensstemmelse med de nye økonomiske vinde for nylig blevet omdannet til et aktieselskab. Hvert medlem af bruget havde i den forbindelse fået udleveret en aktie med et pålydende, svarende til medlemmets andel i bruget. Vi kom til at snakke om det om aftenen. Og stor var overraskelsen, da aktien pludselig – tilsyneladende også overraskende for de nye aktionærer – faldt ud af det familiealbum, som vi skulle se. Måske ikke et oplagt gemmested for hardcore aktionærer, men længere var vore værtsfolk altså ikke kommet i kapitalismens ABC. Aktien var stadig bare et stykke papir.
Svetlana var klart den mest kommunikative af de to forældre. Hun ville vide alt om os, og vi kunne mærke, hvor gerne hun ville rejse og opleve noget nyt, hvis ikke først sovjettidens politiske forhold og nu økonomien desværre satte sine grænser. Svetlana kom og kyssede Lisbeth godnat og takkede os for at være kommet helt derud. Hun kunne åbenbart ikke forestille sig nogen større glæde, end at to nysgerrige danskere kom på besøg - og oven i købet ville overnatte hos dem.
