Vi kunne ikke forstå, hvad der gik af kattene. De sværmede om den gamle og slidte sorte fjeldræv som hvepse omkring honningkrukken. Vi var lige blevet installeret i Aleksej og Nadesjdas fine stue, hvor vi skulle bo en uges tid. Men vi kunne ikke begribe, hvad i alverden der gik af de to katte. Hele tiden vendte de tilbage til tasken. Havde de mon allerede nået at strinte på den for på den måde at inddrage også den i deres territorium? Til sidst måtte vi simpelthen undersøge fænomenet nærmere. Stor var min overraskelse, da jeg i bunden af fjeldræven stak fingeren ned i en halvt opløst, halvt mumificeret lille markmus. Det var i september måned, og under indtryk af det tilstundende efterår havde den tilsyneladende i god tid taget den farefulde tur fra marken gennem et katterigt område for at finde et vinterhi i det værelse i Stevnstrup, hvor fjeldræven tilfældigvis befandt sig. Den endte sine dage i det buskads, som jeg fra 3. sal dumpede den ned i ved at vende bunden i vejret på tasken. Markmusen havde altså taget turen fra Stevnstrup til Kastrup, videre med fly til Skt. Petersborg og endelig herfra til Krasnodar – gennem adskillige sikkerhedstjek, forbi nidkære sikkerhedsøjne for at ende i Aleksej og Nadesjdas stadsstue. En lang tur for en lille mus, og den havde da også et eller andet sted på turen opgivet ånden.
Vi befandt os altså i byen Krasnodar, hovedby med godt og vel 600.000 indbyggere i regionen af samme navn, beliggende i det nordlige Kaukasus. Jeg kunne også kalde området kosak-land eller Ruslands bløde underliv og dermed karakterisere området i såvel historisk som nutidig belysning. Tiden var begyndelsen af september 1993 – det vil sige i et tidligt efterår, som skulle vise sig at blive et af de mest dramatiske med statskup og parlaments-bombardement i Det nye Ruslands historie. Vi var blevet inviteret til at tilbringe en uges tid i Krasnodar med henblik på at studere området nærmere. Vor vært, Aleksej Lykov, professor i russisk sprog ved byens universitet og datteren Natasja, hentede os i den ret primitive lufthavn. Stor modtagelse med overrækkelse af den obligatoriske buket til Lisbeth. Første indtryk af vor vært – overstrømmende venlighed og hjertelighed, selv om denne karakteristik senere viste sig i realiteten at dække over en stiv og fåmælt person uden det store kropssprog.
Hjemkørslen fandt sted i familiens stolthed, en dueblå Volga af ældre dato – dens velholdte og blankpudsede ydre bar præg af ikke at blive brugt for ofte. Bilen viste sig da også at være familiens klenodie, der kun sjældent og i hvert fald ikke i smattet føre blev hentet ud af garagen. Bagagerumsklappen havde opgivet at fungere, så den måtte holdes oppe ved hjælp af en improviseret pind. Af bilens sjældne anvendelse og dens over 20 år på bagen var det tydeligt, at det var en ære af de store at blive hentet i lufthavnen og i den blive transporteret hjem til familien Lykovs bopæl. Da vi spurgte, hvor den stod, når den ikke var ude at køre, svarede vore værtsfolk ikke uden en vis stolthed, at de da havde garage. Og på vor undren over ikke at se garageanlæg i forbindelse med etageejendommen, blev der uden undren svaret, at de da ”kun” skulle køre en halv times tid i sporvogn for at komme til garagen. Vi kunne så forstå, at familien hyrede et af de overvågede blikskure, der er så almindelige i udkanten af de store byer.
Familien boede i en forholdsvis stor og lys lejlighed med en dejlig altan og i grønne omgivelser. Vi fik tildelt storstuen eller stadsstuen, hvor nysyltede agurker i store glas og andre herligheder stod rundt omkring på gulvet og mellem ualmindelig store grønne vandmeloner – en antydning af regionens betydning som landbrugsområde. Kniplede og hvidstivede stofservietter var sirligt lagt over de store sylteglas – arrangementet bragte os tidsmæssigt tilbage til vore bedsteforældres tid. Men det vidnede også om, at fruen i huset var en mester i husførelse, som hun da også i løbet af ugen kun underbyggede yderligere. Rummet domineredes ellers af en enorm kombineret reolvæg og dækketøjsskab, som var og måske stadig er obligatorisk udstyr i så mange russiske hjem. Bag glaslåger, på hylder og i skuffer opbevarede familien bøger, blade, flotte spisestel, bestik og andet husgeråd. Badeværelse og toilet var adskilt – en ganske praktisk foranstaltning, der er almindelig i russiske hjem. Velkomstmåltidet bestod af Nadjas mange velsmagende og overdådige retter, der blev skyllet ned med hjemmelavet saftevand, sød vin, vodka og champagne. En ret så usædvanlig og hårdtslående blanding, set med danske øjne – men ganske almindelig på de kanter, såvel hjemme som på restaurant. Vi havde selvfølgelig en gave med til familien, som vi overrakte under velkomstmåltidet. U-oppakket fik den lov til at blive liggende som en anden pyntegenstand under hele vores ophold. Men så undgår man naturligvis eventuelle pinlige øjeblikke under oppakningen.
Datteren Natasja var en pebermø midt i 30´erne. Hun var enebarn med en universitetsuddannelse i engelsk bag sig. Hun boede hjemme og havde tilsyneladende aldrig boet andre steder. Hendes opgave derhjemme var blandt andet at vaske familiens tøj. Hver morgen stod hun på badeværelset, sjaskende med vand og i gang med dagens dont. Forældrene var åbenlyst meget stolte af hende, og da de ikke kunne andet sprog end deres modersmål, var de naturligvis lette at imponere med datterens fremmedsprogskundskaber. Natasjas engelsk kunne bedst karakteriseres som ægte Shakespearsk. Hun pludrede løs i en uendelighed, og ved at lytte til hendes ordstrøm fandt vi hurtigt ud af, at Natasjas engelsk bedst egnede sig til udenad lærte monologer.
Dialogen nåede vi kun sjældent frem til, og skulle det lykkes os i løbet af hendes enetale at få indsneget en sætning eller et spørgsmål, var der sjældent respons på det. Hun forstod kun sjældent vore mere dagligdags og mindre litterære ytringer – ikke mærkeligt, at hun derfor helst ville tale hele tiden. I forældrenes øjne måtte vi naturligt opleves som de rene ignoranter, mens Natasja fremtrådte som suveræn til engelsk. Helt grotesk blev situationen, da fader Aleksej spurgte mig, om jeg ikke kunne kringle det sådan, at hans datter med de kundskaber blev ansat på Engelsk Institut på Aarhus Universitet. Jeg måtte naturligvis skuffe ham – dels var hendes kvalifikationer måske ikke helt på niveau, og dels foregik ansættelser i Aarhus normalt ikke på den måde. Jeg rykkede ved disse oplysninger adskillige trin ned på hans vurderingsskala.
Generelt rummede situationen mange aspekter. For det første, at en professor på et provins-universitet i 90´ernes Rusland kun beherskede sit modersmål. For det andet, at Natasja havde fået en højere uddannelse med de demonstrerede og ret ensidige kundskaber i hovedfaget. Og for det tredje, at en ansættelsesprocedure som ovenfor skitseret ikke forekom faren mærkelig og fremmedartet. Men derimod nærmest som en normal ansættelsesprocedure. Der er for mig ingen tvivl om, at situationen på alle punkter ville være fundamentalt anderledes på Moskvas eller Skt. Petersborgs universiteter, selv om nepotisme, vennetjenester og korruption heller ikke der er ganske ukendte begreber. Statsuniversitetet i Krasnodar var fra at have været en pædagogisk læreanstalt blevet opgraderet til universitet i begyndelsen af 1970´erne – som et led i den volumensyge, der generelt prægede det højere uddannelsessystem i Sovjetunionen i de år. På få år havde landet fået over 50 universiteter – en kvantitativ vækst, der naturligt nok ikke samtidig fulgtes af en tilsvarende kvalitativ vækst.
Lidt generel information om regionen, hvor Krasnodar som nævnt er hovedbyen. Regionen er i dag efter Ukraines udskillelse i 1991 Ruslands kornkammer og dets riviera. Den ligger på breddegrad med norditalienske Toscana og sydfranske Cote d´Azur. Regionen blev indlemmet i Det russiske Imperium i slutningen af 1700-tallet efter en række sejrrige krige mod Osmannerriget. Og i første halvdel af 1800-tallet fulgte Ruslands nedkæmpelse af de kaukasiske bjergfolks (blandt andre tjetjenere og tjerkesser) modstand mod at blive indlemmet i Imperiet. Efter Sovjetunionens opløsning er Krasnodar den eneste russiske region, der har direkte adgang til Sortehavet. Den er i Rusland næst efter Moskva-regionen den tættest befolkede region – fem millioner mennesker på et areal, der er halvanden gange Danmarks. Klimatisk virker regionen tillokkende – mod nord en relativ lang sommer og en kort vinter og mod syd et klima, der er subtropisk. Landskabeligt falder regionen i to dele. Mod nord og centralt er den præget af en fortsættelse af den ukrainske steppe med frugtbar sortjord, mens den sydlige del og hele Sortehavs-kysten er bjergrigt – med højder indtil 3.000 meter. Allersydligst og især i området omkring bade- og kurbyen Sotji , hvor i øvrigt de olympiske vinterlege skal finde sted i 2014, er klimaet subtropisk, der giver mulighed for at dyrke te, vin, tobak og endog citrusfrugter.
Regionens største flod er Kuban, der med udspring i Store Kaukasus og efter en strækning på 920 km ender i Sortehavet. Selv om regionen er selvskreven til landbrug, er industrien siden 1930´erne udbygget til også at omfatte produktion af maskiner til landbruget, til fødevareproduktion, let industri, metalforarbejdning og træindustri. I havnebyen Novorossijsk findes Ruslands største olieterminal. Allerede i tsartiden blev hele sortehavskysten et af de vigtigste turistcentre i Rusland. Sanatorier, pensionater, hoteller og campingcentre ligger som perler på en snor – tidligere som regel gennem fagforeninger knyttet til virksomheder, institutioner eller organisationer, i dag er billedet mere blandet med blandt andet en stor privatejet del.
I politisk henseende er regionen præget af en uhellig alliance mellem højre-ekstremisme (= gammel-kommunisme) og nationalisme med klare antisemitiske træk. Nærheden til de urolige brændpunkter i Kaukasus, etniske spændinger mellem et utal af nationaliteter, følelsen af efter Sovjetunionens opløsning at være grænseland til selvstændigheds-tørstende ex-sovjetiske stater og gennemgangsland for flygtninge, kriminelle og terrorister – hele denne cocktail danner her kulisser for en national samling omkring alt genuint russisk. Den moderne kosak-bevægelse er et naturligt led i denne russiske nationalisme.
