Hvad gør man, når man pludselig i en banegårdshal bliver konfronteret med et stykke grusom historie, der er forbundet med begrebet ”Dødens jernbane”? Jeg kendte jo godt historien, men det er noget helt andet, når nogle tilfældige navne på en køreplan på ens indre skærm pludselig bliver materialiseret som et stykke verdenshistorie.
Det var marts måned 1996. Jeg befandt mig i byen Syktyvkar, hovedstad i den russiske delrepublik Komi. En by på størrelse med Aarhus, beliggende i en republik på størrelse med Sverige. Syktyvkar ligger 1.500 km. eller to timers flyvning fra Moskva i nordøstlig retning. Det vil sige én i flere henseender ugæstfri retning. Republikken Komi læner sig op ad Ural-bjergene og når mod nord op til Det nordlige Ishav.
En form for stedets ugæstfrihed fik jeg anskueliggjort på byens banegård. Ikke fordi banegården i sig selv var uvenlig – tværtimod er hallen ualmindelig smukt dekoreret samtidig med, at bygningen danner et point de vue for byens hovedgade. Denne var i øvrigt tro mod fortiden – ved stædigt at kalde sig ”Kommunismens gade”. Vel primært, fordi den simpelthen ikke eksisterede før 1917.
Men køreplanerne i banegårdshallen rummede ved siden af nøgterne informationer om ankomst og afgang også en anden historie – en historie, der har sat sig dybe spor i Ruslands fortid og nutid. Tilsyneladende uskyldige destinationer som Kotlas, Ukhta, Petjora, Inta og Vorkuta er ikke blot navne på stationer langs en jernbane. De er også uhyggelige vidnesbyrd om og symboler på menneskers ondskab og på uendelige og ubegribelige lidelser og tragiske skæbner. Uskyldige stednavne på en køreplan, men indskrevet i historien med flammeskrift.
Langs denne jernbanestrækning lå en meget stor del af de lejre for politiske fanger, som Aleksander Solsjenitsyn under et døbte øhavet GULag, og som i 1920´erne og 1930´erne befolkedes af intellektuelle og andre ganske almindelige mennesker, der af Stalin og hans håndlangere, ofte i et spil om tilfældigheder og ren administrativ normopfyldelse, havde fået betegnelsen folkefjende hæftet på sig. Disse fanger, der taltes i hundredtusinder, arbejdede, sultede, frøs og sled sig ihjel ved jernbanebyggeri, i kulminerne, på oliefelterne og i skovene.
70.000 af dem byggede i årene 1937-42 den over 1.000 km lange jernbane mellem Kotlas og Vorkuta – i sandhed en dødens jernbane. Vorkuta var den største af GULags lejre. Byen ligger nord for polarcirklen – navnet betyder noget så uskyldigt som ”isbjørnenes hjørne”. Sådan kan ords betydning og reelle indhold komme i konflikt. Jeg fik historien gjort lyslevende.
