I dag, næsten 100 år efter grundlæggelsen, ville Solvang nok ligne en hvilken som helst sydcalifornisk by, hvis det ikke var for en rejsereportage i det indflydelsesrige amerikanske magasin, The Saturday Evening Post, tilbage i 1947. Turisterne begyndte at flokkes til for at få en lille smag af hygge og Danmark, og sådan en mulighed bliver selvfølgelig ikke forbigået i kapitalismens hjemland.
Byens indbyggere gik i gang med en traditionel fordanskning af hele området, og i dag siger lokalplanen, at alle bygninger i byens centrum skal have et traditionelt dansk udseende med bindingsværk. Resultatet er ikke udeblevet: Solvang får nu besøg af over 1,7 millioner turister om året.
Man kan ikke lade være med at ryste på hovedet ad det falske Rundetårn i en tredjedel af originalens størrelse og med pizzeria i bunden. Og der er danske navne over det hele, butikker med danske varer og endda hele to, der sælger dansk julepynt året rundt.
Smørbrød og kransekage
Skulle du blive træt af det fremragende californiske køkken, kan du i Solvang også få traditionelle danske retter som medisterpølse og frikadeller. Du kan selvfølgelig også sidde på en af de mange terrasser og nyde aftensolen med en kold fadøl fra Tuborg eller Carlsberg, noget der er mere end almindelig svært at opdrive stort set alle andre steder i USA. Det er dog værd at påpege, at amerikanerne, trods almen dansk opfattelse, også har fremragende øl.
Nej, det virkelige problem er amerikanernes tunge og deprimerende genfortolkning af dansk bagværk, men i Solvang kan du heldigvis sætte tænder i den ægte vare, eksempelvis hos Olsen’s Danish Village Bakery eller et af de tre andre bagerier i byen. Her kan du få wienerbrød, kransekage og endda rigtigt rugbrød.
Selv om Solvang er rigtig god til at sælge sig som dansk, så er der efterhånden langt mellem indbyggere med et tæt forhold til Danmark og endnu færre, der taler dansk. De fleste dansk-amerikanere er nu i tredje generation, og de fleste restauranter er fyldt med tjenere af mexicansk afstamning eller gæstearbejdere fra Østeuropa.
Mere end bare Danmark
Den danske forbindelse kan dog udforskes på Elverhoj Museum, der minder om et lille nationalmuseum med danske genstande fra 1800-tallet. Her kan du også læse om slægts- og kulturhistorien, den dansk-amerikanske pionerånd og se fotos fra grundlæggelsen frem til i dag.
Heldigvis er Solvej meget mere end en Disney-fortolkning af Danmark fra eventyrbøgerne. Den Oscar-vindende film ’Sideways’ satte for alvor området på landkortet ved at afsløre en offentlig hemmelighed, nemlig at Santa Ynez-området byder på fantastiske vinoplevelser. Der er nu et væld af butikker med vinsmagning i Solvang, og er du ikke bleg for at blande alkohol og hjul, kan du leje en cykel, udforske de smukke områder omkring byen og besøge forskellige vingårde.
Og det er egentlig derfor, du bør lægge vejen forbi Solvang. Ja, det er sjovt og hyggeligt med den kit-schede dansker-stemning, men den virkelige årsag til et besøg bør være placeringen midt i det solrige Californien.
Vejskilte med navne som Copenhagen Drive, Molle Way og Nykobing