I Danmark er vi på direkte kurs mod en status som tabernation, imens vi ser X-faktor på statens tv-kanal.
Måske er der en sammenhæng?
For hvorfor er det kun i den mest poppede del af underholdningsverdenen såvel som i sportens verden, at vi tør dyrke eliten, mens vi i uddannelsessystemet går den modsatte vej og dyrker et lighedsideal i stedet for at dyrke den enkeltes talentudvikling og fremme en elite af de dygtigste elever og studerende?
Hvorfor har vi som samfund valgt at bruge statsligt opkrævede midler på X-faktor og skattekroner på Team Danmark i henhold til ”Lov om eliteidræt”, men vi bruger ikke penge på og har ikke nogen ”Lov om eliteundervisning”?
Er det virkelig fordi vi mener, at tv-underholdning og sport er vigtigere end uddannelse?
Det er en besynderlig prioritering, når vi vælger at belønne præstationer på sportspladsen og i underholdningsindustrien, som ellers er to områder, der sagtens kan klare sig på enten frivillig eller kommerciel basis, mens vi ikke belønner dygtighed i uddannelsessystemet. Det er derfor ikke overraskende, at bidraget til produktivitetsudviklingen fra en bedre uddannet arbejdsstyrke har været beskeden i det seneste tiår (Økonomi- og Erhvervsministeriets produktivitetsanalyse fra december 2009), og at produktivitetsudviklingen i det hele taget har været katastrofal lav i to årtier.
Der findes mange forskellige måder at indrette uddannelsessystemerne på rundt omkring i verden, men der er ét fælles træk ved alle de bedste: De studerende er flittige, man anerkender, at det kræver hårdt arbejde at blive dygtig (både lærer og elev), og man fremmer aktivt de dygtigste elever. Det viser sig også i prioriteringen af udgifter til uddannelsessystemet. I Danmark har vi verdens dyreste folkeskole (uden at det viser sig i kvaliteten) og bruger relativ færre penge på universitetsuddannelserne, hvorimod man i USA prioriterer omvendt. De har så verdens bedste universiteter i USA (og selvfølgelig også en større talentmasse at trække på) men sjovt nok har de også – egenbetaling til trods og i fraværet af SU – en større andel af amerikanske unge, der tager en collegeuddannelse end andel af danskere, der tager en mellemlang eller lang videregående uddannelse. Den uddannelsesmæssige og sociale mobilitet er større i USA end i Danmark. Det hænger givetvis sammen med den fremherskende opfattelse i USA af, at det kræver en personlig indsats at opnå resultater, og at man belønnes for at gøre en indsats, mens vi i Danmark fremmer den modsatte mentalitet med lighedsskolen og SU til hjemmeboende, 18-årige gymnasieelever.
Måske er der en sammenhæng?
For hvorfor er det kun i den mest poppede del af underholdningsverdenen såvel som i sportens verden, at vi tør dyrke eliten, mens vi i uddannelsessystemet går den modsatte vej og dyrker et lighedsideal i stedet for at dyrke den enkeltes talentudvikling og fremme en elite af de dygtigste elever og studerende?
Hvorfor har vi som samfund valgt at bruge statsligt opkrævede midler på X-faktor og skattekroner på Team Danmark i henhold til ”Lov om eliteidræt”, men vi bruger ikke penge på og har ikke nogen ”Lov om eliteundervisning”?
Er det virkelig fordi vi mener, at tv-underholdning og sport er vigtigere end uddannelse?
Det er en besynderlig prioritering, når vi vælger at belønne præstationer på sportspladsen og i underholdningsindustrien, som ellers er to områder, der sagtens kan klare sig på enten frivillig eller kommerciel basis, mens vi ikke belønner dygtighed i uddannelsessystemet. Det er derfor ikke overraskende, at bidraget til produktivitetsudviklingen fra en bedre uddannet arbejdsstyrke har været beskeden i det seneste tiår (Økonomi- og Erhvervsministeriets produktivitetsanalyse fra december 2009), og at produktivitetsudviklingen i det hele taget har været katastrofal lav i to årtier.
Der findes mange forskellige måder at indrette uddannelsessystemerne på rundt omkring i verden, men der er ét fælles træk ved alle de bedste: De studerende er flittige, man anerkender, at det kræver hårdt arbejde at blive dygtig (både lærer og elev), og man fremmer aktivt de dygtigste elever. Det viser sig også i prioriteringen af udgifter til uddannelsessystemet. I Danmark har vi verdens dyreste folkeskole (uden at det viser sig i kvaliteten) og bruger relativ færre penge på universitetsuddannelserne, hvorimod man i USA prioriterer omvendt. De har så verdens bedste universiteter i USA (og selvfølgelig også en større talentmasse at trække på) men sjovt nok har de også – egenbetaling til trods og i fraværet af SU – en større andel af amerikanske unge, der tager en collegeuddannelse end andel af danskere, der tager en mellemlang eller lang videregående uddannelse. Den uddannelsesmæssige og sociale mobilitet er større i USA end i Danmark. Det hænger givetvis sammen med den fremherskende opfattelse i USA af, at det kræver en personlig indsats at opnå resultater, og at man belønnes for at gøre en indsats, mens vi i Danmark fremmer den modsatte mentalitet med lighedsskolen og SU til hjemmeboende, 18-årige gymnasieelever.
