I løbet af
1800 – tallet blev placeringen af børn i plejefamilier organiseret igennem et
særligt kommunalt auktionssystem.
De kommunale myndigheder fremstillede børnene
for en gruppe bønder, og dem som angav det laveste beløb, fik barnet i pleje.
Når bønderne ikke længere ønskede at beholde barnet, kunne auktionen gentages.
Men det var jo i 1800 – tallet (Kilde: Når man anbringer et barn s. 17 Rockwool
fondens forskningsenhed) og sådan foregår det jo ikke mere! Eller hvad?
I dag tænker folk på barnets tarv, og hvem bestemmer hvad barnets tarv er? Barnets tarv, er
det når der møder en dommerfuldmægtig, en repræsentant fra kommunen, en
børnesagkyndig, og 2 x politibetjente op, og fjerner barnet med magt? Grunden
til jeg spørger ind til det, er mine erfaringer, samt et klip, som rørte mig
dybt, fra youtube om en tvangsfjernelse. http://www.youtube.com/watch?v=pv-caWlD3wU)
Eller er det barnets tarv, at blive anbragt i
plejefamilier eller på opholdssteder – døgninstitutioner m.m. Samtidig med at
barnet ofte bliver udsat for unødig tvang, eller psykiske krænkelser, samtidig
med, at netværket bliver skærmet fra kontakten til barnet?
Jeg stiller mig kritisk reflekterende overfor dette.
Eks. tøndersagen hvordan gik det med
pigerne?
”De to piger er blevet udliciteret af Tønder Kommune til en meget
bizar, privat institution, hvor de efter alt at dømme slet ikke får den kærlige
og kvalificerede omsorg, de har brug for. Tværtimod fortsætter man med at gøre
pigerne ondt, ikke i fysisk forstand, men i psykisk”. Kilde : http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE445377/kronikken-hvordan-gaar-det-saa-pigerne/
Samfundet har et ansvar overfor børnene, og skal være det bevidst. Nogle børn er bedst tjent med, at blive anbragt, måden det bliver
gjort på, kan så diskuteres. Nu har vi for nylig kunnet følge institutionen
Herkules fra Fredericia, som i dag er lukket og slukket, endnu et sammenbrud i
anbringelsessager.
Kommunerne er begyndt at hjemtage anbragte
børn, da de mener de kan gøre det ”billigere”, men det er stadig, et sammenbrud
for de anbragte børn/unge. Endnu et nyt sted, nye omgivelser, de anbragte
børn/unge skal forholde sig til.
Derimod tror jeg på, at ved en tidlig
forebyggende indsats i hjemmene, allerede i graviditeten, tværfagligt
samarbejde mellem familien, jordemoder, sundhedsplejersken, egen læge, tilbud eller
obligatoriske forældrekurser, en god støtte og vejledning, hvor der er fokus på
kompetencer og ressourcer ville gøre underværker. Disse foranstaltninger skal
være med i overvejelserne, når fagfolk vurdere, at et barn kan blive udsat for
”overgreb” afhængig af situationen og familiens sociale kompetencer.
Serviceloven § 52 Stk. 5. Kommunalbestyrelsen kan yde økonomisk støtte til
udgifter, der bevirker, at en anbringelse uden for hjemmet kan undgås, at en
hjemgivelse kan fremskyndes, eller at støtten i væsentlig grad kan bidrage til en stabil
kontakt mellem forældre og børn under et eller flere børns anbringelse uden for
hjemmet.
Er kommunerne blevet skræmt af de forhenværende sager som Brønderslev sagen og
Tønder sagen, at de hellere anbringer et barn for meget end for lidt?
Tænker kommunerne på den anbragtes ve og vel, eller er de pga. økonomiske ressourcer
eller andet, nødsaget til altid at tænke på økonomien først?
Hvilke metoder virker bedst? Hvordan skærmer vi de anbragte børn, for mindst mulige
overgreb?
Mere tilsyn hos plejefamilier, opholdssteder og institutioner, hvor medierne har
belyst, at det ikke altid foregår optimalt og tilden anbragtes bedste.
I dag må man kun bruge tvang, hvis en person er til fare for sig selv eller andre, men
hvordan foregår det reel?
Dette er nogle af de bekymringer, jeg har. Og det er noget jeg gerne vil fokusere på
hvis jeg kommer i folketinget.
Karina Adsbøl
