En af morgenens tophistorier er, at Helle Thorning vil have flere ministerier og op til 3 gange så mange spindoktorer. Argumentet er at embedsmændene laver for meget politisk arbejde, og derfor skal der ansættes flere såkaldte "særlige rådgivere"; Hver minister skal have op til 3 rådgivere og alle skal godkendes af Helle Thorning.
I realiteten er det en udvikling hen imod politiske kabinetter som vi kender det fra udlandet siger professor Tim Knudsen fra Institut for Statskundskab i København.
Man kunne også vælge at se det som næste trin i den bestikkelsesstrategi, som S-SF tydeligvis har valgt at følge benhårdt:
På det helt brede plan "sikres" alle vælgergruppers rettigheder tilsyneladende. Eferlønnerne fredes, boligejerne fredes, ældre- og børnechecks fredes o.s.v. Sikres er i anførselstegn for når regningen skal betales er ingen naturligvis sikre.
Udvalgte virksomheder loves særstøtte, og en af de nyeste historier er f.eks. at Novozymes skal have opført et statstøttet biobrændselsanlæg. Andre miljøteknologiske virksomheder slikker sig allerede om munden og begynder at sige de "rigtige" ting. Det er fantastisk at vores erhvervsledere kan være så naive.
Og nu skal der så etableres plads til et større antal støtter i form af direkte og betalt tilknytning til en kommende regering.
Er der snart nogen der kalder det bluf?