Thorning fortsætter mytomanien når hun hævder at de "rige betaler ikke en krone"

Helle Thorning manifesterer sig endnu engang som mytoman, når hun i Jyllands Posten citeres for at hævde, at "hver femte dansker undgår regningen f...

Christian_Melgaard

05/06/2011

Helle Thorning manifesterer sig endnu engang som mytoman, når hun i Jyllands Posten citeres for at hævde, at "hver femte dansker undgår regningen for finanskrisen", og hun stopper ikke der, men fortsætter med at påstå, at "den femtedel, der tjener mest, ikke har betalt så meget som en krone af kriseregningen". En påstand der ikke bare er dum og provokerende, men også åbenbart forkert.

Helle Thorning fortsætter en strategi, der har karakteriseret S-SF´s kommunikation gennem de seneste år; De gentager bevidst forkerte myter i sikker forvisning om, at hvis de gør det tilstrækkeligt mange gange, så fæster myterne sig som sandhed hos en del af vælgerbefolkningen. Det er for ikke noget nyt at politikere bruger den strategi, men det er nyt at det praktiseres i den grad som S-SF gør det i øjeblikket.

Et andet gammelt kommunikations trick, der bringes i anvendelse er, at hvis du skal lyve, så lyv stort; Ikke noget med at hævde at de velstillede har betalt mindre, nej de har ikke betalt en krone.

At det er åbenbart for enhver logisk tænkende, at de rigeste også må være dem, der har de største formuer, og dermed må være dem der har indkasseret gigantiske tab på aktier og fast ejendom i forbindelse med finanskrisen, der er bare et "kedeligt faktum" som ikke passer ind i myten.

Helle Thornings påstande er i bedste fald fordrejninger af virkeligheden og i værste fald er de direkte løgnagtige. Det er et faktum, at de 20% rigeste betaler halvdelen af den samlede skat. Man kan mene at de skal betale mere, men man kan ikke hævde at de ikke har betalt en krone.

En anden interessant detalje er, at hvis "rigdomsbegrebet" går på indkomst, så omfatter den rige klasse, som iflg. Helle Thorning snylter på de fattige, både skolelærere og politibetjente - og hvis man er gymnasielærer og over 50, så er der en god chance for at man er blandt de rigeste 10%.

Socialdemokratiets problem er, at ligheden i det danske samfund er så markant, at det reelt ikke længere giver mening at tale om ulighed i traditionel forstand. Der er nogle der har det dårligt, og som skal hjælpes, men det er relativt få. Og ja, der er nogle få meget rige, som typisk enten har arvet en familieformue, eller har banket en forretning op, men i den store sammenhæng tæller de ikke meget. Hvis vi konfiskerer deres formuer vil det være en dråbe i havet, og samtidig vil det dræne samfundet for en stor del af den dynamik vi skal leve af.

Hvorfor slipper Helle Thorning så af sted med at lyve? Det gør hun ganske enkelt fordi det er det rareste; De fleste af os ved godt, at danskerne som helhed har levet over evne gennem de sidste 15-20 år, og at der er en regning, der skal betales, hvis velfærdssamfundet skal bevares. Men hvis vi kan overbevise os selv om at der er nogle andre der skal betale regningen, så er det meget rarere end at indse, at vi selv skal være med.

Man kan så undre sig over hvordan vi - og med "vi" mener jeg hele menneskeheden, som bryster sig af at være de mest intelligente væsener på jorden - kan leve i et sådant selvbedrag, men så længe dumheden, naiviteten og selvbedraget lever, så har S-SF kronede dage.