I dag frygter vi ikke gengældelsesangreb fra Al Queda, idet vi har fået en endnu større og farligere fjende. Den økologiske agurk fra Spanien er nu så farlig, at det kun kan være et spørgsmål om tid, før Benny Engelbrecht og Christel Schaldemose er klar til et indgreb - Benny har jo allerede taget første skridt!
Som politisk korrekt forbruger, der følger alle råd fra oraklerne Benny og Christel, burde det være paradoksalt, at man forsøger at redde et lille stykke af jordkloden ved at spise økologiske grøntsager, og man derefter skal vande kummer med bagdelen og risikere bakterieangreb fordi økologien skal komme 2000 kilometer syd for grænsen. Det er vel en lille smule underligt, at fragten af den økologiske agurk ikke af-økologiserer den, idet den i det hellige og socialistiske CO2-regnskab på ingen måder kan siges at være egnet til at redde jordkloden! Man kan altså vælge mellem pesticider eller CO2 i det globale regnskab.
På den måde har S/SF/3F sejret af helvedes til, for muligheden for at købe danske økologiske grøntsager er jo efterhånden væk, idet 3Fs vendetta mod gartnere i Danmark har gjort det umuligt at overleve i det erhverv i Danmark. Nu kan vi så vente på, at Christel og Benny vil indføre vaskepåbud af agurker ved grænsen, som vores nye grænsekontrol jo eventuelt kunne tage sig af, eller måske vil de helt forbyde agurken som fænomen. Måske vil de endda forbyde Spanien, man kan aldrig vide!
Ville det ikke have været fantastisk, hvis vi kunne have sparet tyndskiden, CO2′en væk, og havde muligheden for at købe danskproducerede krumme økologiske agurker til rimelige priser?