Søren Pind er årets idealist

Venstres udviklingsminister, Søren Pind, blev i dag kåret som ”Årets idealist 2009” for hans mangeårige og utrættelige insisteren på at have sine e...

Ole Birk Olesen,

08/04/2010

Venstres udviklingsminister, Søren Pind, blev i dag kåret som ”Årets idealist 2009” for hans mangeårige og utrættelige insisteren på at have sine egne holdninger, selvom han så ofte har fået at vide, at det er skadeligt for hans politiske karriere. Det skete foran et talstærkt publikum i PH Caféen i København.

Valget stod 1.100 tilfældigt udvalgte danskere for i en rundspørge, hvor de blev præsenteret for 10 navne – 5 indstillet af den centrum-venstreorienterede tænketank Cevea, og 5 indstillet af den borgerlige netavis 180Grader.dk.

I begrundelsen for indstillingen af Søren Pind sagde 180Grader-redaktør Ole Birk Olesen bl.a.:

”Årets idealist 2009 er noget så usædvanligt som en politisk overlever. Usædvanligt, fordi idealister sjældent overlever i politik. Det synes at være en naturlov, at de, der overlever i politik, er de, der er villige til at sætte idealismen på vågeblus. De, der i stedet holder fanen højt, de erkender måske allerede i dagene som ungdomspolitikere, at de nok mangler et eller andet talent for fleksibilitet, som man skal have for at kunne begå sig i praktisk politik. Her skiller Årets idealist 2009 sig ud ved igennem alle sine år i aktiv politik at have haft et ganske fasttømret syn på, hvad der skal gøres.”

Ole Birk Olesen pointerede også, at skiftende politiske kommentatorers dødsdomme over Søren Pinds politiske karriere blev gjort til skamme ved regeringsrokaden i år, hvor Pind blev udnævnt som minister, selvom et enkelt dagblad mindre end to måneder forinden havde ”erfaret”, at det ikke ville ske:

”Han har siden vist sig at være den mest overbevisende af de nye ministre og den største gevinst for sin regering. Netop fordi han faktisk stadig har holdninger, og fordi det giver ham en personlig og politisk gennemslagskraft, som meget få politikere ville have på posten som udviklingsminister.”

Kilde: