På nærværende papirløse avis debatteres det ofte med nogen undren, at socialisme til stadighed præger verden, og at socialisme finder så frugtbar en grobund i EU og i Danmark.
Historiske erfaringer med socialisme lægges til grund for en vis forbavselse over, at socialisme parallelt med sin uduelighed til stadighed er så livskraftig en anskuelse. Men tager man det samlede politiske system i betragtning, er det måske ikke så underligt.
Man kan selvfølgelig sige, at i et demokrati forudsætter socialisme en vis mængde vælgere. Men vælgernes position alene kan næppe forklare socialismes eksistens. Vælgere kan være let bevægelige i store tal, ligesom de kan være naive, historieløse og uden indsigt. Nogle mener, at de selv er "venstreorienterede", og ofte viser det sig, at de faktisk slet ikke er orienterede. Politikere har derfor let ved at forføre dem. Hurtige elektroniske medier stiller sig til rådighed for politikere uanset, hvor overfladiske og propaganderende budskaber de vil ud med. Johanne Schmidt Nielsen har et godt ansigt for TV, så hun får lov at være på.
Desuden har politik en indbygget forbandelse. Politik tiltaler især aktører, der har en særlig veludviklet smag for indflydelse og magt. Beklageligvis er der i reglen tale om en helt personlig ambition. Det er ikke nødvendigvis sådan, at politiske opkomlinge besidder nogen særlig trang til at tjene almenvellet eller tilvejebringe overordnede goder for deres samfund.
I teorien er den borgerligt-liberale filosofi besjælet af at give afkald på magten over andre mennesker. Men i virkelighedens politisk ambitiøse verden er politikere... også såkaldt borgerlige politikere... magtmennesker, længe før de er politikere med et standpunkt. Derfor vinder socialisme. For viljen til magt og indflydelse kan ikke se sig ud af det totalitære, og den korrumperer også borgerlige politikere ind i socialismens malstrømme af love, styringsredskaber, kontrolsystemer og centralisme.
