Snakken går for tiden på det nye begreb som fagbevægelsen har opfundet: “Social dumping”. Meningen med begrebet er en offergørelse af de gæstearbejdere, der for tiden huserer på det danske arbejdsmarked. Gæstearbejderne er ofte fra østeuropa og omtales derfor som østeuropæere, polakker, lithauere, eller lignende. Men meningen er den samme. Problemet set fra fagbevægelsens side er klart nok: gæstearbejderne tager arbejdet fra danske arbejdere gennem lavere lønninger. Sådan har det været siden dengang i 70’erne, hvor vi inviterede dem herop for at hjælpe os, på grund af arbejdskraftmangel, og sådan er det fortsat. Lønnen vil være konkurrenceparameteren, fordi der i mange tilfælde er tale om ufaglært arbejdskraft og fordi der er en sprogbarriere, der skal overvindes for at arbejdsgiveren vil tage gæstearbejderen ind. Med andre ord, så er der større problemer og udfordringer forbundet med at have en fremmedsproget gæstearbejder gående end en dansktalende, ligesom papirarbejdet, skatten og lønudbetalingen bliver mere omfattende. Skal disse ulemper opvejes, kan det så f.eks. gøres gennem lavere løn. Det er logisk nok.
Danmark er et frit land (sådan da) – og vi bryster os ved at være frisindede og ikke diskrimminere folk på baggrund af religion, kultur, race og køn. Den enkelte skal bedømmes objektivt og ikke som en gruppe. Fagbevægelsen har i den senere tid derfor fået hug for dens tilgang til gæstearbejderproblematikken, for overskrifter som “Fagbevægelsen på polakjagt” har virket stødende på nogen. Det minder jo om racisme, idet man går efter folk på baggrund af deres herkomst og ikke på baggrund af faktiske, individuelle forhold. Den er lidt ulden i kanten. Nu har fagbevægelsen så lagt termerne lidt om – nu går man ikke længere efter “østeuropæere” eller “polakker” – men efter “social dumping”. Man forsøger med andre ord at bilde folk ind, at man faktisk ønsker at hjælpe gæstearbejderne så de får bedre vilkår og ikke udsættes for urimelige vilkår – et begreb der skal dække over, at mennesker gennem en meget lav løn tvinges til at leve under kummerlige forhold – forhold der ifølge fagbevægelsen ikke er mennesker værdige. Men er det nu også det som fagbevægelsen gør, gennem den kampagne den er ude i?
Kampagnen går på at alle – også gæstearbejdere – skal have overenskomstmæssig løn. Rimeligt nok skulle man mene. Men problemet bliver så jf. ovenstående – at hvis en ufaglært dansker og en ufaglært gæstearbejder skal konkurrere om det samme job – og lønnen ikke må være en konkurrenceparameter – så vil gæstearbejderen i mange tilfælde tabe – for gæstearbejderen kan jo ofte ikke tale dansk! Og det er en ulempe. Men andre ord, så er der i “lige løn for lige arbejde” indbygget en fordel for dem som kan tale dansk – for “lige arbejde” omfatter ikke sprog og evnen til at forstå beskeder, instrukser og vejledning.
Resultatet er for fagbevægelsen klart nok: Man vil udkonkurrere gæstearbejderne ved at kræve en så høj løn til dem, at de bliver uattraktive og derfor må rejse hjem. Det er vel også det bedste, hvis gæstearbejderne i hjemlandet er sikret dagpenge, understøttelse og mad på bordet. Men det er de jo ofte ikke. Og arbejdet i hjemlandet – hvis det fåes – er ofte meget dårligere lønnet end den løn de kan få i Danmark. Typisk vil man tale om lønninger i størrelsesordenen 20 kr i timen i østeuropa – nogle gange mindre – mod 70 kr i timen i Danmark. For en gæstearbejderne er selv en “dårlig løn” i Danmark altså i virkeligheden en meget god løn. Hvis gæstearbejderne kan indlogere sig billigt, køber rationelt ind og i øvrigt ikke solder pengene op, kan de tage hjem med penge på lommen. Mange penge endda. Samtidig giver det gæstearbejderne et ophold i Danmark hvor de kan lære at tale dansk, de kan opbygge et netværk, de kan tage en uddannelse. Med andre ord kan opholdet blive et springbræt til en endnu højere løn senere i livet – eller det kan blot være en midlertidig ordning som udnyttes for at tage hjem med penge på lommen som udbetaling til f.eks. et hus. Det er op til den enkelte.
Men ingen kan da leve for 70 kr i timen er argumentet igen fra fagbevægelsen. Det er udnyttelse og uacceptabelt. Det er socialt uansvarligt. Det går virkelig ikke, lyder fanfaren. Men det er jo dobbeltmoralsk af fagbevægelsen at tage det parti. For fagbevægelsen støtter selv lønninger der er endnu lavere – ganske lovligt og uden at det anses for uanstændigt eller som udnyttelse og social dumping. Elevlønninger er ét eksempel. Elever starter i et endnu lavere niveau og tilbyder samme muligheder: opkvalificering, opbyggelse af netværk og senere højere lønninger. Praktikantlønninger – efter samme argumenter – er i samme niveau – og praktikantordningerne udnyttes faktisk ofte af gæstearbejdere fordi det er en lovlig måde at komme ind i systemet på. Der har fagbevægelsen bare sat loft over hvor mange praktikanter en virksomhed må tage ind. Der er indført kvoter. Adgangsbegrænsning. Men det er godkendt og accepteret. Ungarbejdere arbejder også ofte til lønninger i samme niveau eller lavere. Argumentet er det samme som for gæstearbejderne: ungarbejderen kan ikke det samme som den voksne dansker idet der er et øget behov for tilsyn og instruktion – men ungarbejderen må gerne konkurrere på lønniveau – gæstearbejderen må ikke.
Fagbevægelsen er altså ude på tynd is, når de bruger “social dumping” argumentet – for de støtter selv samme lønninger til andre – og for gæstearbejderne er alternativet til den danske løn ofte endnu dårligere. Man gør med andre ord i mange tilfælde gæstearbejderne en bjørnetjeneste ved at kræve høj løn på deres vegne – for de risikerer slet ingen at få. Skulle man tale om social dumping, så er det måske netop social dumping at sende gæstearbejderen hjem igen – til arbejdsløshed, sult og fattigdom.
Er gæstearbejderne så slet ikke et problem for Danmark? De tager jo “vores arbejde”, hører man nogen sige.
Både og, er mit svar. Det er naturligvis et problem på den korte bane, hvis resultatet er at gæstearbejdere tager danske arbejdspladser og dermed sender flere danskere ud i arbejdsløshed. Men omvendt så tilbyder gæstearbejderne også noget nyt til arbejdsmarkedet, som det desperat mangler: billig arbejdskraft, så vi kan forbedre vores konkurrenceevne i Danmark. Ved at få billigere arbejdskraft kan vi producere billigere, og vi kan derfor øge produktionen og eksporten af en lang række varer – varer som ellers vil skulle produceres i udlandet. Der er altså basis for at skabe vækst og arbejde til flere, ved at bruge den billigere arbejdskraft. Disse flere, vil inkludere flere danskere også, heriblandt flere højtlønnede. Det er faktisk det vi ser ske f.eks. i gartneribranchen i Holland og Tyskland. Man tager billige gæstearbejdere ind og kan derigennem udkonkurrere f.eks. danske producenter, som så må lukke, mens man selv vokser. Det er resultatet af det frie europæiske marked og varernes frie bevægelighed. Og det er vi en del af i Danmark. Det har vil selv valgt.
Læner vi os bare tilbage og holder stædigt på at vi ikke vil acceptere samme muligheder for virksomhederne i Danmark, så vil en meget stor del af arbejdspladserne indenfor produktionsvirksomhederne forsvinde. Og det er et endnu værre alternativ. For så er der slet ingen danskere i arbejde i virksomhederne – heller ikke til de gode lønninger.
Hvad skal den danske arbejdstager så gøre, for ikke at være i farezonen for at blive fyret? Spørger nogen. Det kan naturligvis være svært – men man skal være et bedre kort på andre områder. Man skal være god til at kommunikere, man skal være fleksibel, man skal være omgængelig, man skal være velkvalificeret, man skal være samarbejdsvillig, man skal være værdiskabende. Det er jo netop også det vi har indset ved at satse på uddannelse i Danmark – at vi ikke kan konkurrere på lønninger i længden – vi skal konkurrere på kompetencer. Så opbyg dine kompetencer – vær bevidst om dem – og brug dem som springbræt til et godt job og en god løn. Løn kan ikke bare gennemtvinges lokalt i et globalt marked. Så kvæler konkurrencen virksomhederne i Danmark.
