I dagens Berlingske er der et to siders interview med LO´s formand, Harald Børsting. Når man læser interviewet, må man uvilkårligt flere gange tage sig til hovedet og konkludere, at LO formanden, sammen med 3F's forbundsformand, må være blandt de absolutte topkandidater til titlen, som den mest utroværdige person i dansk politisk.
I interviewet siger Børsting bl.a.: ”Jeg accepterer ikke præmissen om, at vi har koblet os sammen med S og SF, og jeg håber ikke, at det er sådan medlemmerne oplever det”. Goddaw mand økseskaft, hvor er det dog ynkeligt. En nylig opgørelse viser, at de røde fagforeninger har brugt annoncemidler for mere end 100 millioner kroner i 2010 i forsøget på at fortælle en række usande historier om den nuværende regerings resultater. Kampagnerne har blandt andet fokuseret på skattereformen og på midlerne til folkeskoleområdet. Det er nok de færreste der kan se en umiddelbar kobling til arbejdsmarkedsområdet, og selvom flere af kampagnerne af uvildige eksperter er blevet vurderet til at være urigtige, så fortsætter de på fuld kraft.
Samtidig afviser LO at ville drøfte en længere arbejdsuge, hvis det efter et valg er en liberal-borgerlig regering der har magten (meget tyder så også på, at de alligevel aldrig vil kunne levere de proklamerede 15 mia. kroner i arbejdsmarkedsreformer, men det er en helt anden historie). Det er imponerende, at man med ovenstående in mente stadig kan udtale sig som Børsting gør. Han har tillige flere gange sagt, at han ikke er formand for et politisk parti, men han agerer jo præcis på denne måde, og spørgsmålet er vel egentlig også om han ikke er den egentlige formand for Socialdemokraterne.
I forbindelse med det seneste kommunalvalg blev der i en række af de store byer indgået aftaler mellem de røde fagforeninger og de røde partier, der betød at partierne kunne modtage store midler fra lokale fagforeninger til at føre valgkamp, mod at fagforeningerne så fik mulighed for at godkende de valgprogrammer, der blev gået til valg på. Den metode er nu så åbenbart også ved at brede sig til landspolitikken, eftersom Børsting har krævet at blive forhåndsorienteret om valget af ministre i en eventuel rød regering.
I det hele taget virker det som om, at det er de røde fagforeninger, der langt hen ad vejen dirigerer oppositionens holdninger, men det har måske en sammenhæng til de 3-cifrede millionbeløb, som man årligt støtter oppositionen med. Børsting påstår selv, at han ikke er partiformand, hvilket naturligvis i objektiv forstand er sandt, men i det skjulte agerer han de facto som dukkefører for de valgte S og SF formænd, og såvel de skrevne som elektroniske medier burde i langt højere grad sætte fokus på, hvem der reelt bestemmer oppositionens politik. Jeg tror, at sandheden vil få de fleste danskere til at sætte et kæmpe spørgsmålstegn ved både de røde fagforeningers og partiers troværdighed.
