Da jeg d. 27 april i Berlingske erfarede, at danske topchefer siden 1994 har firedoblet deres løn blev jeg ikke overrasket.Dog mener jeg, at debatten omkring dette emne fremstår unuanceret i det danske mediebillede.
Der er flere indlysende årsager til, at topchefernes lønninger er steget markant. Først og fremmest er konkurrencen fra udlandet mærkbar, hvilket medfører at danske koncerner må betale deres topchefer derefter. Dette er et element som synes negligeret i debatten, senest eksemplificeret ved Harald Børstings komplette afvisning af konkurrence fra udlandet som et parameter. Arbejdsstyrkens mobilitet øges taktvist med globaliseringen, og heraf øges konkurrencen efter egnede topchefer naturligt også. Herudover spiller yderligere regulering og lovgivning af topchefer og bestyrelsers personlige hæftelse også en overset rolle. Den finansielle sektor synes i særlig grad at være ramt af dette fænomen, hvor topchefer og bestyrelser løbende ønsker en øget risikopræmie for at påtage sig stillinger, hvor lovgiverne gennem yderligere regulering giver større mulighed for at placere personligt ansvar hos de involverede.
Det er ikke rocket-science at topchefernes lønninger stiger voldsomt. Det er blot et resultat af øget global konkurrence og regulering.
