Lektor og forfatter Klaus Kjøller havde den 1. april en kronik i Jyllands Posten med titlen ”Strøget af selvcensuren”, hvor han – stringent og præcist – argumenterer for, at volden og truslen om vold har vundet en stor sejr over ytringsfriheden. Selvcensuren, skriver han, er blevet accepteret af både medier og mange borgere. Man accepterer, at Muhammed tegningerne ikke bør vises igen; Danske Bladtegnere kan ikke enes om at støtte ikke Lars Vilks, man opstiller kvalitetskrav, Dagbladet Politiken indgår forlig osv. osv.. Stort set alle er udmærket klar over, at det forholder sig således; men også, at det er dybt pinligt og egentlig ubærligt at se i øjnene. Derfor fortrænger man sandheden og opfinder plausible undskyldninger: ord som ”krænkelse”, ”pli”, ”respekt”, ”hensyn”, ”etik” kommer på banen. Eller man afviser, at man ligger under for selvcensur ved f.eks. at henvise til, at alle jo kender Muhammed-tegningerne i forvejen. Men, skriver KK, billeder i medierne kan ikke sammenlignes med illustrationer i et leksikon. Vi bliver hver eneste dag præsenteret for billeder af Helle, Pia, Lars og Villy, selv om vi udmærket ved, hvordan de ser ud. Datoen 09-11 kan næppe nævnes i TV, uden at den ledsages af indslaget med flyene og tvillingetårnene – så dem har vi også set før…. Men billeder skal ikke blot illustrere; men ”genopvække følelser og fortælle, at nu fortsætter vi føljetonen”. Derfor er det selvfølgeligt, at hver gang Muhammed-tegningerne omtales, så bør de også vises! Men…
I fortsættelsen påpeger KK, at det simpelthen ikke er fair over for alle dem, der jævnligt må løbe spidsrod gennem nådesløs satire, bl.a. demokratisk valgte politikere, der dagligt udsættes for hån, spot og latterliggørelse. Men endnu vigtigere er det, at denne skævvridning af den offentlige debat, hvor visse ting undtages den almindelige behandling, ikke kan undgå at få følger for samfundsudviklingen. Kritik og satire er forudsætning for, at kursen for samfundets udvikling til stadighed korrigeres.
KK afslutter med i en konsekvensanalyse i 4 trin at beskrive en påvirkningsproces, der begynder med (1)” en forståelse for de stærke følelser, der udløser voldshandlinger” til, at (4)” myndighederne imødekommer konkrete ønsker om politisk handling”.
KK´s argumentation er ikke bare overbevisende; men tvingende. Kronikken ledsages af en bladtegning, der viser en person gennemboret af en blyant – den er meget fin; men valget understreger – ufrivilligt? - artiklens overskrift; for hvad er egentlig den logiske illustration? Selvfølgelig Muhammed-tegningen; men den er netop strøget af selvcensuren.
Emnet er imidlertid vor tids vigtigste. Hvis folkestyret fortsat skal kunne eksistere, er ytringsfriheden – sammen med ejendomsretten – selve fundamentet. Vi må afskaffe blasfemiparagraffen (den bliver ikke brugt; men det vil være et vigtigt signal) og § 266b ”racismeparagraffen”, som egentlig er en ”hold-så-kæft-ellers-spærrer-vi-dig-inde”-paragraf. Det er en sådan retspraksis, der fører til undertrykkelse, ensretning og stagnation i diktaturstater.
FN og PEN´s begreb ”hate speech” er et godt eksempel på Klaus Kjøllers konsekvensanalyse, hvor påvirkningsprocessen fra Islam – som jo er hovedkraften i undertrykkelsen af ytringsfriheden – fører til politisk handling. ”Hate speech” er et ganske elastisk begreb, der er som skabt til at undertrykke forkerte holdninger. Og det er ganske enkelt ikke rigtigt, at en hate-speech-/eller racismeparagraf ville have stoppet Hitler. Hitler kom til magten på demokratisk vis – og jødespørgsmålet var ikke udslagsgivende, ja næppe af betydning. Men da ytringsfriheden blev afskaffet og hate speech blev defineret af nazisterne, var vejen banet for både den totale krig og jødeudryddelsen. Hate-speech-begrebet er simpelthen guf for magthavere.
Det hele behøver slet ikke at være så svært: ideologier, religioner, overbevisninger, holdninger, historiske personer og begivenheder kan ikke krænkes. Udtalelser om sådanne forhold kan derfor ikke kriminaliseres. Handlinger kan straffes - ikke holdninger.
Levende personer kan derimod krænkes, og derfor skal injurieloven selvfølgelig opretholdes.
Hvis ikke vi havde så dårlig samvittighed over at have svigtet ytringsfriheden så fuldstændigt, at vi bliver nødt til at fylde medierne med fortrængninger og dårlige undskyldninger, ville det være så enkelt. Men tør vi?
I fortsættelsen påpeger KK, at det simpelthen ikke er fair over for alle dem, der jævnligt må løbe spidsrod gennem nådesløs satire, bl.a. demokratisk valgte politikere, der dagligt udsættes for hån, spot og latterliggørelse. Men endnu vigtigere er det, at denne skævvridning af den offentlige debat, hvor visse ting undtages den almindelige behandling, ikke kan undgå at få følger for samfundsudviklingen. Kritik og satire er forudsætning for, at kursen for samfundets udvikling til stadighed korrigeres.
KK afslutter med i en konsekvensanalyse i 4 trin at beskrive en påvirkningsproces, der begynder med (1)” en forståelse for de stærke følelser, der udløser voldshandlinger” til, at (4)” myndighederne imødekommer konkrete ønsker om politisk handling”.
KK´s argumentation er ikke bare overbevisende; men tvingende. Kronikken ledsages af en bladtegning, der viser en person gennemboret af en blyant – den er meget fin; men valget understreger – ufrivilligt? - artiklens overskrift; for hvad er egentlig den logiske illustration? Selvfølgelig Muhammed-tegningen; men den er netop strøget af selvcensuren.
Emnet er imidlertid vor tids vigtigste. Hvis folkestyret fortsat skal kunne eksistere, er ytringsfriheden – sammen med ejendomsretten – selve fundamentet. Vi må afskaffe blasfemiparagraffen (den bliver ikke brugt; men det vil være et vigtigt signal) og § 266b ”racismeparagraffen”, som egentlig er en ”hold-så-kæft-ellers-spærrer-vi-dig-inde”-paragraf. Det er en sådan retspraksis, der fører til undertrykkelse, ensretning og stagnation i diktaturstater.
FN og PEN´s begreb ”hate speech” er et godt eksempel på Klaus Kjøllers konsekvensanalyse, hvor påvirkningsprocessen fra Islam – som jo er hovedkraften i undertrykkelsen af ytringsfriheden – fører til politisk handling. ”Hate speech” er et ganske elastisk begreb, der er som skabt til at undertrykke forkerte holdninger. Og det er ganske enkelt ikke rigtigt, at en hate-speech-/eller racismeparagraf ville have stoppet Hitler. Hitler kom til magten på demokratisk vis – og jødespørgsmålet var ikke udslagsgivende, ja næppe af betydning. Men da ytringsfriheden blev afskaffet og hate speech blev defineret af nazisterne, var vejen banet for både den totale krig og jødeudryddelsen. Hate-speech-begrebet er simpelthen guf for magthavere.
Det hele behøver slet ikke at være så svært: ideologier, religioner, overbevisninger, holdninger, historiske personer og begivenheder kan ikke krænkes. Udtalelser om sådanne forhold kan derfor ikke kriminaliseres. Handlinger kan straffes - ikke holdninger.
Levende personer kan derimod krænkes, og derfor skal injurieloven selvfølgelig opretholdes.
Hvis ikke vi havde så dårlig samvittighed over at have svigtet ytringsfriheden så fuldstændigt, at vi bliver nødt til at fylde medierne med fortrængninger og dårlige undskyldninger, ville det være så enkelt. Men tør vi?
