Her følger en sand anekdote fra det virkelige liv, der er skrevet for at illustrere, at forældrene også har et medansvar i den farce, der går under betegnelsen 'den danske folkeskole'. Artiklen er oprindelig skrevet som kommentar til denne artikel på 180grader.dk:
I slutningen af 90erne gik min søn Jonas i, hvad der dengang blev betegnet som "Danmarks bedste kommuneskole": Nemlig Øster Farimagsgade Skole. Forældregruppen var sælsomt ressourcestærk: Halvdelen af dem boede i kartoffelrækkerne, og stillingsbetegnelser var arkitekt, journalist, ingeniør, læge, lærer, forlægger, landskendt kunstner og så videre. Der var én elev med anden etnisk baggrund i min søns klasse. I foråret 1997 gik min dreng i tredje klasse. Hans dansk- og klasselærer hed Katja, og om det var Katjas skyld, at over halvdelen af eleverne ikke havde de nødvendige læsefærdigheder, kan jeg ikke gøre mig entydig klog på, det kan jo være, at den pågældende tredjeklasse blot var statistisk ramt af en overrepræsentation af ikke-boglige elever. I april måned blev alle forældre indkaldt til et obligatorisk møde, hvor der kun var én ting på dagsordenen: "Timen i hånden". Det lød socialdemokratisk, og det var socialdemokratisk. "Timen i hånden" var (er?) nemlig en ordning, der gav forældre til tredjeklasse-elever i Københavns kommune retten til at bestemme over indholdet af én af de skemalagte timer til det fjerde skoleår. Jeg dukkede op med min kone i sikker forvisning om, at det næppe ville blive noget problem at få overtalt den ressourcestærke forældregruppe om, at der skulle skemalægges en ekstra matematiktime i fjerde klasse. Der var nemlig kun planlagt tre lektioner à 45 minutter, og med spildtid svarede det til cirka to timer om ugen, hvilket i mine øjne var kriminelt lavt. Jeg var dog realistisk indstillet på, at der kunne være berettiget modstand fra grupperinger, der hellere så en femte dansktime, hvilket jeg bestemt også syntes var en nødvendig idé, men nu havde vi altså kun én time i hånden og ikke de seks, der i virkeligheden var tiltrængte.
Efter mindre end to minutter stod det klart, at regning/matematik aldrig kunne komme på tale. Det samme gjaldt dansk. Hvad fanden, børnene kunne hverken læse, skrive eller lægge to og to sammen, men det går jo nok. Næh, der var opstået uenighed i forældregruppen mellem to "livsvigtige" discipliner. Discipliner som vores små, rige og forkælede poder ikke kunne undvære i deres formative år. I har naturligvis regnet det ud, og 'ja', disse "fag" kunne man også få på frítteren eller i privat sammenhæng, men nu gjaldt det jo om at være progressiv med de progressive. Ja der var nærmest ingen ende på, hvordan de ressourcestærke forældre nærmest stod på nakken af hinanden for at demonstrere deres mentale overskud og kreative frisind. Og "fagene"?:
Ja, det var DRAMA vs. BILLEDKUNST.
Jeg har ikke ord for, hvor stor sympati jeg har for både drama og for billedkunst. Livet er jo meget andet end excell-ark og executive summaries. Så ikke et eneste ondt ord om disse fortrinlige discipliner. Men for fanden da ikke i min søns fjerde klasse, hvor de elementære og helt basale færdigheder var under al kritik. Der var intet fundament, og uden fundament, så falder huset sgu da sammen, det kræves der ingen fin pædagogisk uddannelse for at regne ud. I gamle dage lød det: Man skal kravle, før man kan gå. For mig lyder det som sund pædagogik. Lidt ligesom det med, at hukommelse nok ikke er så dum en ting, når det drejer sig om indlæring.
Historien ender "godt". Drama-kliken og Billedkunst-kliken kunne (naturligvis) slet ikke blive enige om, hvilket et af fagene, der var vigtigst. Og efter uendelig og ulidelig diskussion, hvor jeg var meget tæt på at dø af indestængt raseri, så faldt de forløsende ord. Jeg glemmer dem aldrig: "Hvad med filosofi og idé-historie?" var der et geni, der pludselig råbte. "Det er da et perfekt kompromis", fortsatte hun. De kreative forældre fik alle et afklaret udtryk i øjnene. Et kollektivt pust af frelst lettelse strøg igennem det røgfri lokale. Æren var reddet. De kunne stadig sidde på restaurant og nyde årgangsvin og underholde om, at deres barn gik i kommuneskole og havde filosofi. Så til min uudtalte forbløffelse opstod der øjeblikkelig enighed. Den blotte tanke, at det var Katja, hvis uvidenhed ingen grænser kendte, der skulle undervise en gruppe børn, der knap nok kunne læse Huset Højbo, i filosofi og idéhistorie, faldt ingen af disse superforældre for brystet. Altså lige undtagen undertegnede, der ikke længere kunne styre mig. Jeg kunne ikke dy mig for at høre lidt om, hvilke ide-historiske elementer hun ville prioritere og hvilke filosoffer, hun holdt mest af. Jeg gav hende et par navne at vælge blandt. Hendes blik var lige så blankt, som de andre forældres blikke var bebrejdende. Jeg vil forskåne jer fra svarene (de var pinlige).
Jeg aner ikke, hvordan det gik med Katja og børnene og deres filosofitimer på Øster Farimagsgades Skole årgang 94 i fjerde klasse. Jonas gik på Zahle næste år ...
I slutningen af 90erne gik min søn Jonas i, hvad der dengang blev betegnet som "Danmarks bedste kommuneskole": Nemlig Øster Farimagsgade Skole. Forældregruppen var sælsomt ressourcestærk: Halvdelen af dem boede i kartoffelrækkerne, og stillingsbetegnelser var arkitekt, journalist, ingeniør, læge, lærer, forlægger, landskendt kunstner og så videre. Der var én elev med anden etnisk baggrund i min søns klasse. I foråret 1997 gik min dreng i tredje klasse. Hans dansk- og klasselærer hed Katja, og om det var Katjas skyld, at over halvdelen af eleverne ikke havde de nødvendige læsefærdigheder, kan jeg ikke gøre mig entydig klog på, det kan jo være, at den pågældende tredjeklasse blot var statistisk ramt af en overrepræsentation af ikke-boglige elever. I april måned blev alle forældre indkaldt til et obligatorisk møde, hvor der kun var én ting på dagsordenen: "Timen i hånden". Det lød socialdemokratisk, og det var socialdemokratisk. "Timen i hånden" var (er?) nemlig en ordning, der gav forældre til tredjeklasse-elever i Københavns kommune retten til at bestemme over indholdet af én af de skemalagte timer til det fjerde skoleår. Jeg dukkede op med min kone i sikker forvisning om, at det næppe ville blive noget problem at få overtalt den ressourcestærke forældregruppe om, at der skulle skemalægges en ekstra matematiktime i fjerde klasse. Der var nemlig kun planlagt tre lektioner à 45 minutter, og med spildtid svarede det til cirka to timer om ugen, hvilket i mine øjne var kriminelt lavt. Jeg var dog realistisk indstillet på, at der kunne være berettiget modstand fra grupperinger, der hellere så en femte dansktime, hvilket jeg bestemt også syntes var en nødvendig idé, men nu havde vi altså kun én time i hånden og ikke de seks, der i virkeligheden var tiltrængte.
Efter mindre end to minutter stod det klart, at regning/matematik aldrig kunne komme på tale. Det samme gjaldt dansk. Hvad fanden, børnene kunne hverken læse, skrive eller lægge to og to sammen, men det går jo nok. Næh, der var opstået uenighed i forældregruppen mellem to "livsvigtige" discipliner. Discipliner som vores små, rige og forkælede poder ikke kunne undvære i deres formative år. I har naturligvis regnet det ud, og 'ja', disse "fag" kunne man også få på frítteren eller i privat sammenhæng, men nu gjaldt det jo om at være progressiv med de progressive. Ja der var nærmest ingen ende på, hvordan de ressourcestærke forældre nærmest stod på nakken af hinanden for at demonstrere deres mentale overskud og kreative frisind. Og "fagene"?:
Ja, det var DRAMA vs. BILLEDKUNST.
Jeg har ikke ord for, hvor stor sympati jeg har for både drama og for billedkunst. Livet er jo meget andet end excell-ark og executive summaries. Så ikke et eneste ondt ord om disse fortrinlige discipliner. Men for fanden da ikke i min søns fjerde klasse, hvor de elementære og helt basale færdigheder var under al kritik. Der var intet fundament, og uden fundament, så falder huset sgu da sammen, det kræves der ingen fin pædagogisk uddannelse for at regne ud. I gamle dage lød det: Man skal kravle, før man kan gå. For mig lyder det som sund pædagogik. Lidt ligesom det med, at hukommelse nok ikke er så dum en ting, når det drejer sig om indlæring.
Historien ender "godt". Drama-kliken og Billedkunst-kliken kunne (naturligvis) slet ikke blive enige om, hvilket et af fagene, der var vigtigst. Og efter uendelig og ulidelig diskussion, hvor jeg var meget tæt på at dø af indestængt raseri, så faldt de forløsende ord. Jeg glemmer dem aldrig: "Hvad med filosofi og idé-historie?" var der et geni, der pludselig råbte. "Det er da et perfekt kompromis", fortsatte hun. De kreative forældre fik alle et afklaret udtryk i øjnene. Et kollektivt pust af frelst lettelse strøg igennem det røgfri lokale. Æren var reddet. De kunne stadig sidde på restaurant og nyde årgangsvin og underholde om, at deres barn gik i kommuneskole og havde filosofi. Så til min uudtalte forbløffelse opstod der øjeblikkelig enighed. Den blotte tanke, at det var Katja, hvis uvidenhed ingen grænser kendte, der skulle undervise en gruppe børn, der knap nok kunne læse Huset Højbo, i filosofi og idéhistorie, faldt ingen af disse superforældre for brystet. Altså lige undtagen undertegnede, der ikke længere kunne styre mig. Jeg kunne ikke dy mig for at høre lidt om, hvilke ide-historiske elementer hun ville prioritere og hvilke filosoffer, hun holdt mest af. Jeg gav hende et par navne at vælge blandt. Hendes blik var lige så blankt, som de andre forældres blikke var bebrejdende. Jeg vil forskåne jer fra svarene (de var pinlige).
Jeg aner ikke, hvordan det gik med Katja og børnene og deres filosofitimer på Øster Farimagsgades Skole årgang 94 i fjerde klasse. Jonas gik på Zahle næste år ...
