S, SF og R beskyldes for tætte forbindelser til Sovjet under Den Kold Krig

Historiker Bent Jensen løfter sløret for konklusionerne i en ny rapport om Den Kolde Krig; S lod sig indirekte påvirke af Sovjet i firserne

Christian_Melgaard

26/06/2011

Historiker Bent Jensen løfter sløret for konklusionerne i en ny rapport om Den Kolde Krig; S lod sig indirekte påvirke af Sovjet i firserne.

Rapporten som angiveligt bygger på en lang række ikke tidligere offentliggjorte kilder, herunder hemmelige Sovjetiske og Østtyske arkiver og ikke mindst Socialdemokratiets eget partiarkiv. Hertil kommer oplysninger fra arkiver hos Politiets Efterretningstjeneste (PET). En af rapportens hovedkonklusioner er, at Socialdemokratiet var faretruende tæt på Sovjet under Den Kolde Krig, og deres fodnotepolitik, der skabte irritation i NATO, blev til i kølvandet på frokoster med kaviar og vodka.

Der findes ikke direkte og konkrete beviser på en påvirkning, men Bent Jensens retoriske spørgsmål er "hvad i alverden får de professionelle efterretningsofficerer til at bruge alle de penge, spise frokoster og drikke alle de flasker, hvis de ikke fik noget ud af det?"

"Hvorfor opsøgte disse professionelle påvirkningsofficerer kun politikere fra Socialdemokratiet, SF og de Radikale?  Fordi de med rette eller urette gik ud fra, at det var dem de kunne påvirke. Informationerne gik ikke fra KGB-agenterne til de danske politikere - de gik den anden vej" siger Bent Jensen.

Kjeld Olesen som var direkte involveret i forløbet afviser ikke at påvirkningen foregik, og han deltog selv i de omtalte "vodka-frokoster". Han mener dog at Bent Jensens konklusioner er alt for vidtgående, og han afviser selv at være påvirket. Han var selv meget opmærksom på de sovjetiske påvirkningsteknikker.

Spørgsmålet er først og fremmest interessant i et historisk perspektiv, og det er vigtigt at få afdækket om der faktisk foregik en påvirkning, og i givet fald hvordan og i hvilket omfang. Det er f.eks. interessant at få afdækket om Socialdemokratiets markante kursskifte i udenrigs- og sikkerhedspolitikken var et resultat af påvirkningen.

Hvad der ikke er interessant er derimod at få dette historiske spørgsmål konverteret til et nutidigt valgtema, men vær sikker på at der er en betydelig risiko for at det vil ske!

Rapporten rummer ingen anklager imod politikere, som vil være involveret i den kommende valgkamp, og rapportens konklusioner burde derfor være valgkampen helt uvedkommende. Mit gæt er imidlertid, at Socialdemokratiet, SF og de Radikale vil benytte lejligheden til at lancere endnu en massiv afledningsmanøvre, som kan forhindre for megen diskussion om de vigtige økonomiske spørgsmål der presser sig på. 

Rapportens vil blive udskreget som ikke blot Bent Jensens historiske analyse, men som blå blok´s forsøg på at politisere og sværte rød blok til - og rød blok vil beredvillig medvirke og orkestrere debatten, så de kan indtage offerrollen og påkalde sig vælgernes sympati fordi de endnu engang stigmatiseres. Det er mit gæt - og jeg tror det er et godt gæt.

Det værste der kan ske er at blå blok tager handsken op og lader sig trække ind i debatten. Den rigtige strategi er for det første at afvise overhovedet at diskutere emnet, før der ligger en endelig rapport, og dernæst at afvise at diskutere det som et aktuelt politisk emne. Det handler først og fremmest om historieskrivning og ikke om aktuel politik.