For tiden kører valgkampen, eller forvalgkampen på fuld kraft alle vegne. Snart sværtes og kastes, der smuds fra den ene side af det politiske spektrum, for snart efter at blive mødt af mudderkastning fra den anden side.
Man ved ikke rigtig, hvad man skal mene om det. Gør man det op lige nu, så ser det vel ud sådan her:
Helle Thorning, Mette Frederiksen og Ole Sohn har fået politisk mudder, og meget er helt sikkert blevet sidende.
Helle Thorning har medierne godtnok frikendt, men medierne glemmer, at hendes sag ikke handler om jura, men om politisk moral og anstændighed. Hun vil brandbeskatte danskerne ned i helvede, særligt de rige - hun og hendes mand skal bare ikke beskattes nogen steder hen: for de er søgt i skattely i et alpeland.
Det samme gælder nok også Mette Frederiksen og flere andre socialdemokrater. Deres sag drejer sig også om politisk moral. De har nemlig det tilfælles med Thorning, at de tordner mod privatskoler, og taler for at alle ressourcestærke forældre har pligt til at sætte deres børn i folkeskolen - det skal bare ikke være deres børn, der skal rammes af denne politik.
Ole Sohn kæmper hårdt for tiden om sit politiske omdømme pga. fortiden. Han har designet sig selv som en, der tidligt gjorde om med Østeuropa og hardlinerkommunismen. Det viser sig nu, at han tværtimod var en af de få harlinere, der stod på kommunismen velsignelser til det sidste - inklusive nej til demokrati i Østtyskland! Imidlertid har manden en politisk charme, så han på en eller anden måde, altid får snoet sig ud af alle situationer - så mon ikke også, han klarer politisk frisag her?
På den anden side af spektret er Lene Espersen stadig hårdt ramt at sit dovneri-image. Samtidig synes hun nu heller ikke overhovedet at kunne åbne sin mund nogensteds i verden, uden at afstedkomme en udenrigspolitisk krise for Danmark. Hun får det hårdt og kan nok ikke kæmpe sig op af muddergrøften inden valget. Mærkeligt nok, vil det ikke være mailsagen, der vil tynge hende mest. Men den vil til gengæld ramme statsministeren hårdt i sin afledede virkning.
Lars Løkke har nemlig i sagen om overbetaling til de private sygehuse arvet en slem indelugtende ting fra sin forgænger. Samme forgænger ville mægtig gerne lade sin daværende sundhedsminister(Lars Løkke) promovere regeringen overfor sine borgerlige vælgere, som en regering der gik ind for private sygehuse. Det måtte bare for alt i verden ikke betyde, at vi sådan rigtigt, fik en privat sygehus sektor: dvs. en privat sektor, som borgerne selv skulle betale. Det ville der nemlig nok ikke være stemmer i. Så vi fik altså en mellemting, en hybrid: en privat sygehussektor udfra de forhåndenværende søms princip. De få ubetydelige hospitaler, der fandtes, skulle bære alle regeringens løfter på dette område til borgerne. Det kunne kun ske på én eneste måde; nemlig ved, at disse små sygehuse i en farlig fart fik forøget deres kapacitet og fik flere ansatte. Derfor måtte de overbetales, så de fik råd til at ansætte flere læger og sygeplejersker og udvide behandlingskapaciteten på sygehusene.
Det man - i parentes bemærket - skulle have gjort, var selvfølgelig at privatisere en række store eller større offentlige sygehuse og tilsvarende på betalingssiden have stimuleret en privat sundhedsopsparing hos borgerne, måske for en tid, ved at konvertere bruttoskatten til hver enkelt danskers sundhedsforsikring i en periode, indtil det kunne overlades helt til borgeren selv(hvorefter bruttoskatten helt skulle bortfalde).
Nu har istedet Henrik Ottbo kronede dage og kan sige regeringen tak for sidst, for beskyldningerne mod ham som revisor i sin tid i sagen om milliardoverskridelserne på DRprestigebyggeriet i Ørestaden for nogle år siden, hvor han angiveligt sov i timen. Man er helt oppe at ringe i oppositionen og taler om ny "Tamilsag", så det kan måske blive alvorligt nok for blå stue.
Men når alle disse gensidige besmudsninger gøres op hen imod næste års folketingsvalg, så er det så sikkert, som noget, at det slet ikke er disse sager, der kommer til at afgøre valget(med mindre overbetalingssagen bliver til en rigsretssag).
For det vil nemlig være noget helt, helt andet. Det er sådan, at mere end 50 % af befolkningen er afhængig af overførselsindkomster fra det offentlige, Og dette faktum vil helt sikkert vise sig at være det udslagsgivende, når borgeren, forklædt som vælger, står i stemmeboksen og skal kaste sit lod på den ene eller anden side i det politiske spektrum.
Dette synes rød stue også helt at have fattet. De har derfor sat turbo på alle de løfter om milliarder, der nu skal opkræves fra de rige og gives til de fattige. Det vil være sådan, at jo flere milliarder Helle og Villy vil love at hæve skatten med, jo flere stemmer vil de også få på valgdagen.
Blå stue kender til denne sammenhæng mellem stemmer og valgløfter - denne stue havde jo selv en statsminister, der i årevis holdt sig ved magten, ved at anerkende denne mekanisme og love guld og grønne skove til alle: ja, pralede med, hvor meget de offentlige udgifter var steget i hans tid. hans efterfølger og holdet bag ham, tør ikke at gøre op med denne for landet fuldkommen destruktive mekanisme, derfor vil de nu i en krisetid heller ikke kunne vinde valget, fordi de vil være nødt til at love IKKE at føre en ansvarlig økonomisk politik. Men i dette stykke, kan de naturligvis aldrig konkurrere med de rigtige socialister i udsteddelse af løfter om økonomisk kvælertag på den del af befolkningen, som er arbejdende, og for landet indtjenende.
Derfor vil rød stue, med statsgaranti så at sige, vinde valget.
