Mens Helle Thorning forsøger at få samling på "tropperne" er det tydeligt, at al snakken om "det brede samarbejde hen over midten" var ren valgretorik fra S og SF´s side.
I forhandlingerne koncentrerer S-SF sig om deres støtter umiddelbart til højre og venstre, d.v.s. de radikale og enhedslisten, mens de øvrige partier indkaldes til "kaffemøder", som Barfoed bl.a. har karakteriseret det. Det er vanskeligt at få øje på en reelt vilje til at inddrage oppositionen i den forstand at de også får indflydelse - for de er naturligvis velkomne til at stemme for de forslag S-SF vil fremlægge. Der er ingen grund til at undre sig over den udvikling - det er vilkårene i politik.
Derimod er det højst overraskende at Ritt Bjerregaard nu opfordrer Helle Thorning til at bryde indgåede forlig, og dermed bryde med en af de ældste parlamentariske traditioner i det danske folkestyre.
Ritt Bjerregaard bygger sin opfordring på en nyfortolknig af normerne, idet hun mener at huske, at man "i gamle dage" havde den norm, at når regeringsflertallet skiftede, så var forligene automatisk opsagt.
Det der er Helle Thornings problem er, at når man lægger antallet af aktive forlig sammen med antallet af løfter og garantier der er udsted under valgkampen - og dertil lægger de forskelligheder der findes i rød blok, så er der meget få frihedsgrader tilbage for regeringen. En nye regering bliver derved reduceret til et forretningsministerium, som har meget snævre rammer for hvilken politik der kan føres.
Dybest set burde dette ikke være et problem for Helle Thorning, for hendes mest udtalte ambition har hele tiden været at hun kunne slå snart den ene og snart den anden samt at der skulle en ny regering til. Ambitioner på landets vegne har det dermed skortet på. Ud fra den betragtning er det vel hensigtsmæssigt ïkke at skulle bruge tid på at udvikle en egen politik.
