Jeg har tre gode venner - blandt flere. Den ene er lokofører, den anden produktionsassistent og den tredje er pt. ledig. De to får løn, den tredje dagpenge. Den ene får sin løn fra en privat arbejdsgiver, fra overskudsgivende virksomhed, de to andre betales af staten, fra - skal vi kalde det - 'underskudsgivende' virksomhed. Lokoføreren er ganske vist produktiv for sin løn, men hans arbejdsgiver er et statsligt selskab, der bl.a. finansieres af skatteydermidler. Og min ledige ven eksisterer i allerhøjeste grad for offentlige midler.
De betaler naturligvis skat alle tre. Personligt - eller - sådan skal det i hvert fald se ud på papiret. Men i virkeligheden kommer den indeholdte skat jo aldrig i nærheden af hverken deres lommer eller bankkonti, men tilgår SKAT direkte fra den lønudbetalende virksomhed. Så allerede her skrider billedet af den personlige skat noget. SKAT er som bekendt statens forlængede arm, den, der vrider basseørerne ud af lommerne på os. Eller - rettere - ud af vores arbejdsgivere, eller hvor vi nu får vores løn eller underhold fra. Egentlig kan man efterhånden godt sige, at personskatten måske ikke er så personlig mere, bortset fra, at den, efter uhyre komplicerede modeller, beregnes for hver eneste ene af os, samtidig med, at den opkræves et andet sted, nemlig i den lønudbetalende virksomhed. Det kræver naturligvis et skattevæsen med en vis kapacitet. Og mange dygtige og velbetalte medarbejdere, samt mange dygtige og velbetalte lønbehandlere i landets virksomheder.
Men det er en anden historie. Nu forholder det sig sådan, at min ven produktionsassistenten, ham fra den private virksomhed, mener, at han betaler vel meget i skat. Faktisk falder det ham lidt for brystet, at vores fælles ven, den ledige, bare kan holde betalt, næsten endeløs ferie, mens han selv må knokle en vis legemsdel ud af bukserne. Han føler faktisk, at han på den måde forsørger en del mere end sig selv, og har svært ved at se det rimelige i det. Hans arbejdsgiver har det endnu værre. Han føler, at han ligefrem bliver flået og straffet, at han gennem den meget høje procentsats, han betaler af sin veldrevne virksomheds overskud, forsørger en halv kommune af asociale og viljessvage eksistenser, der forfalder menneskeligt, fordi de ikke bliver presset hårdere til at klare sig selv. Omvendt er min ven lokoføreren et roligt og socialt anlagt menneske, som - næsten - betaler sin skat med glæde - næsten. Han ved inderst inde godt, at hans virksomhed ikke giver overskud, men at vi andre er med til at betale hans løn. Det er han lidt ydmyg overfor, for han er et fint menneske, men han har sine tvivl om, hvorvidt det, synes han selv, pæne beløb, han betaler i skat, nu også går til fornuftige formål og ikke kun ender i et stort hul af unødig administration. En berettiget mistanke, må man sige. Alle tre har de altså et direkte - og negativt - forhold til den personlige skat. Hvad enten den skyldes misundelse, grådighed eller mistillid. Tre ud af de tre er altså utilfredse. Det er en ret dårlig score for personskatten.
Staten har mange forskellige former for indtægter. En hel jungle, faktisk, som for den uøvede kan være endog vanskelig at overskue. Men det har de heldigvis styr på i de respektive etater, styrelser og ministerier. Masser af højtuddannede og velbetalte medarbejdere er ansat til først at rede trådene ud for derefter at samle dem allesammen igen i enkle og letfattelige grafer og statistikker, så vores dygtige regering har de bedste forudsætninger at træffe de vanskeligste afgørelser på. Men bortset fra det, er den største indtægtskilde den skat, vi betaler - eller rettere: den skat, de lønudbetalende virksomheder betaler for os plus det, virksomhederne selv betaler i skat. Alt i alt rigtigt mange penge, der flyder direkte fra det økonomiske liv og over i statskassen.
Men der er et naturligt spørgsmål, der trænger sig på: Kunne det egentlig ikke gøres lettere, bedre? Når nu så mange har mistillid til personskatten, rigtigt mange oplever den som direkte asocial, hvorfor har vi den så overhovedet stadigvæk? Hvorfor fastholder vi fortsat et ældgammelt element? Skyldes det traditioner eller magelighed? Vi ved jo, at det er de lønudbetalende virksomheder, der betaler skatten for os. Faktisk drives staten jo stort set kun af kapital fra landets virksomheder, fra det økonomiske liv. Alle de personlige skatter, afgifter, moms osv. vi betaler, kommer jo i sidste ende, hvis man følger sporet helt tilbage, fra en lønudbetalende virksomhed, eller mere præcist: fra det økonomiske liv. Det er det eneste sted, der generes kapital. Så det, vi alle betaler i personskat tilsammen, kunne faktisk lige så godt indeholdes i en direkte skat på de lønudbetalende virksomheder i stedet. Især hvis der bliver tale om en nettoskat. Den ville være det enkleste at administrere og også det mest retfærdige. Den ville i procent naturligvis blive langt lavere, end den nuværende selskabsskat. Og langt, langt lavere, end den gennemsnitlige trækprocent er nu. Måske kun omkring 15%. Men det bedste er, at Pedersen, Jensen, Gyldenkrus og alle mine gode venner slipper for at se skævt til hinanden, for nu betaler de jo ikke skat mere. Pludselig er hele diskussionen om, hvorvidt det skal være de fleste eller de bredeste skuldre, der skal bære samfundets 'byrder' uinteressant. Ja, alle skattediskussioner bliver helt overflødige, for nu er vi jo ikke personligt berørte mere. Når vi ikke betaler skat, er det heller ikke noget at brokke sig over mere. Ingen misundelse, ingen retfærdig vrede, ingen følelse af umyndiggørelse og overgreb fra statens side mere. Hvor svært kan det være? En lillebitte sidegevinst vil oven i købet være, at Coca-Cola og McDonald's samt alle deres multinationale kolleger, der tjener kassen på danskerne, ikke længere slipper for at betale skat her i landet. Det er næsten tiltalende, ikke sandt?
Tilbage står det økonomiske liv nu med en ny erkendelse, næsten som en åbenbaring: Vi, i det økonomiske liv, er de stolte bærere af dette fantastiske samfund. Uden vore veldrevne virksomheder, ville det samfund, vi nu er så nødvendig og vigtig en del af, forfalde, smuldre, ende i armod. Når borgerne arbejder for os, arbejder de også for vores fælles samfund, for når virksomhederne trives, er der overflod i samfundet, og så trives borgerne også. Også dem, der ikke længere er brug for i en veldrevet og rationel virksomhed. For de behøver ikke længere at skamme sig.
