Som ejer af en virksomhed med ansatte er jeg i den kedelige situation at skulle administrere andre menneskers, nemlig de ansattes, skattebetaling, betaling af arbejdsmarkedsbidrag (som jeg og mange andre sikkert ikke rigtig ved, hvad er), indbetaling til ATP (en tvungen pensionsordning), Feriekonto, (en tvungen opsparing til ferie og administration af feriepenge). Hertil kommer flere andre småposter, som optræder i min bogføring under ”Personale” uden at jeg helt ved, hvad de dækker over.
Jeg er irriteret over denne administration, fordi den koster tid og penge. Jeg er irriteret over at skulle sætte mig ind i, hvad de forskellige ting er. Og så er jeg principielt imod at skulle administrere andre menneskers penge og sørge for, at alt bliver opgivet og betalt, som det skal.
Som virksomheden er vokset, er flere af disse ting kommet lidt længere væk fra mit skrivebord. Men gør vi noget forkert, er det min skyld. Det er der ingen vej udenom.
Jeg har selv været lønmodtager. Ja, jeg er stadig også lønmodtager (ved siden af at være ejer, det er et Aps) i min egen virksomhed. Derfor ved jeg også, hvor abstrakt skat, atp, feriepenge, ja også pension ofte virker for lønmodtageren. Det siger reelt ikke de fleste noget. Man ser kun på, hvad der bliver udbetalt hver d. 1. Og derfor har man ikke noget forhold til, hvad man betaler i skat, ofte ikke engang, hvad man indbetaler til ferie og engang langt ude i fremtiden til pension.
Det er usundt. Som myndige borgere bør vi alle selv have overblik over, hvad vi tjener, hvor meget vi betaler til fælleskassen, og hvad vi sparer op. Og omvendt er det urimeligt, at virksomhederne skal bebyrdes med denne administration. Det er også principielt problematisk. Virksomheden råder i realiteten over pengene, indtil de er indbetalt. Men det er ikke virksomhedens penge. Det er medarbejderens. Ligesom man gerne ikke længere skulle have brug for sin mor til at administrere sine ugepenge, når man er fyldt 18, burde man heller ikke have sin arbejdsgiver til det. Det er lidt uværdigt for alle.
Så er der det lidt bredere perspektiv. Ser man ikke pengene, før de bliver betalt i skat eller andetstedshen, kan man heller ikke så let regne ud, hvor meget der er tale om. Det er derfor mange mennesker afventer deres årsopgørelse med spænding, og derfor det ofte kommer som en overraskelse: Fik jeg noget tilbage? Ellers skulle jeg i stedet betale? Udfylder man en selvangivelse, bliver det ganske tydeligt. Endnu mere tydeligt bliver det, hvis man fysisk indbetaler pengene fra sin egen konto. Ja, jeg vil endda påstå, at det er den eneste måde, man kan få et bevidst forhold til det på, medmindre man er uddannet revisor. Hvor mange mennesker har reelt nogensinde gjort indsigelse mod deres årsopgørelse, hvis ikke de var selvstændigt erhvervsdrivende? Jo, jeg kender en. Men det er altså undtagelsen.
I dag er det ikke teknisk set mere vanskeligt at få indbetalt skatten fra lønmodtagerens konto end fra virksomhedens. Vi skal selvfølgelig ikke tilbage til et system, hvor man skulle på posthuset med den store pengepung, når man skulle betale skat. Og stå i kø. Men gik f.eks. mine 35.000 lønkroner ind på min lønkonto den 30. og blev der herefter trukket f.eks. 40% (regn selv efter, hvor meget det er) et par dage efter med en tydelig postering på kontoudtoget med kæmpestore bogstaver ”SKAT”, så ville jeg have et forhold til, hvad jeg fik igen i børnenes institution og skole, på vejnettet, hos lægen osv. Samtidig ville jeg forstå regnestykket. Det ville være let nok til at regne ud på bagsiden af en kuvert og ville ikke oppe i mit hoved blive blandet sammen med Feriekonto, Arbejdsmarkedets Tvungne Pensionsordning o.a. Dem kunne vi nedlægge. Og så kunne jeg jo selv bestemme, om jeg ville lægge til side til ferien, betale min studiegæld, spare op i aktier, obligationer, fast ejendom eller noget andet fornuftigt til alderdommen. Eller selv overføre et beløb til en pensionsordning, ferieopsparing eller andet efter eget valg hver måned. Pengene har det bedst på borgerens egen konto - indtil han eller hun selv sparker dem videre.
