Vi er i bevægelse, og mere et oprør end et parti. I bevægelse for mennesket og et oprør mod det økonomiske aspekt, som nu er blevet alle partiers skyklapper. I bevægelse for samfundssindet og et oprør mod den kyniske intelligens og egoisme. I bevægelse for anstændigheden og et oprør mod spin og studehandler. Vi har derfor brug for alle, der vil og tør arbejde for forandring i forhold til det forældede politiske liv, samfundet lider under i dag. Vi har brug for alle, der tør tænke ud af boksen, for alle, der har indset, at de nuværende partier kun er vejen tilbage.
Du behøver ikke være garvet politiker, faktisk helst ikke, men du skal turde tro på, at du og jeg kan gøre en forskel, en snart livsnødvendig forskel, hvis afviklingen af vores fælles samfund skal vendes til sund udvikling. Du har måske allerede indset, at Danmark er løbet tør for partier med rod i sund fornuft og anstændighed, løbet tør for holdbare alternativer til det, du plejede at stemme på, og som også har spillet fallit, og derfor overvejer du måske helt at undlade at stemme eller blot stemme på det næst - eller tredjebedste. Men du fornemmer også, at det er en form for afmagt, for passivitet, du inderst inde ikke bryder dig om. Omvendt har du svært ved at se, hvad der rent faktisk nytter og om vi ikke lige så godt kan le som græde, for det ændrer jo ikke noget alligevel!
Men du er langt fra den eneste, der føler eller har det sådan. Ordentlige mennesker med sund fornuft og gode menneskelige egenskaber, kan kun blive frastødt af det spin og det spil, politik i dag er gennemsyret af. Derfor må vi igen sige fra. Glistrup gjorde det, Jacob Hougaard gjorde det og på sin vis gjorde Preben Møller-Hansen det også. Sagde fra og åbnede vores øjne for det tragikomiske, frastødende og umulige i dansk politik. De var enkeltmandsoprørene, der fik stor folkelig opbakning, fordi de turde udpege det farceagtige ved politik, turde sætte spørgsmålstegn ved hele det politiske menageri, turde gå imod de siddende autoriteter.
Vi tør også, men i stedet for at være centreret omkring én, stor og markant personlighed, er vi en bevægelse, der vokser op nedefra, og vi inspirerer i stedet for at belære eller forføre hinanden. Din mening er ligeså gyldig som min. Men selvom vi ikke er politisk enige i alle detaljer, kan vi jo godt arbejde sammen i en politisk bevægelse, der er en bevægelse for mennesket og et oprør mod det økonomiske aspekt, som nu er blevet alle partiers skyklapper. En bevægelse for samfundssindet og et oprør mod den kyniske intelligens og egoisme. En bevægelse for anstændigheden og et oprør mod spin og studehandler.
Vi står ikke med et færdigt partiprogram i hånden, en færdig facitliste med svar på alle udfordringer og problemstillinger, men først og fremmest med ønsket om at få sendt et stort og rungende NEJ til de nuværende partier, og dernæst viljen til at arbejde på at skabe et sundt samfund med menneskeligheden som drivkraft. Det vil vi bl.a. gøre ved at lade alle vore engagerede medlemmer fremsætte lovforslag, om muligt tæppebombe folketinget med lovforslag eller ændringer til eksisterende love, der kan være med til at begrænse skadevirkningerne af de gamle partiers forældede ideologier og give borgerne den optimisme tilbage, der også vil tilføre økonomien ny energi. Derfor får vi brug for mange forskellige, men også store personligheder, der med deres individuelle evner og kompetencer vil være med til at forme en nødvendig, folkelig bevægelse for et sundt samfund med sunde mennesker.
Så rid nu, I ædle herrer og skønne jomfruer, mod alt småligt, trivielt og kræmmeragtigt. Lad os få antændt det opgør og oprør, vi måske ikke selv når at nyde effekten af, men som vil hjælpe vore efterkommere til at kunne trække vejret friere!
Der ER højt til loftet derude, men smålighedens asociale og egoistiske mørke trykker nedad, forstyrrer synet, smerter i hovedet og presser brystet sammen. Det flimrer for øjnene og tanken bliver grødet, mudret - vi mangler luft, frisk luft, ny luft!
Enhver må aldrig, aldrig blive sin egen lykkes smed, for i konkurrencens asociale navn, vil der altid være mange flere tabere end vindere. Jeg behøver dig, du behøver mig, hver for sig er vi meget, men sammen meget mere. Når den kloge ikke længere narrer den mindre kloge, men i stedet hjælper ham, får vi grund til taknemmelighed i stedet for misundelse. Atter vil vi i rank og rolig ydmyghed kunne give os hen til det store, det ophøjede, når den svækkende mistanke og mistillid er overvundet.
Verden drejer stadig i den rigtige retning, men den knirker gevaldigt. Vi får den til at knirke, os mennesker, vi får den til at ruste i hængslerne. Vorherre gav os den, sammen med alt andet levende og efter møjsommeligt, gennem hele det gamle testamentes lange ørkenvandring, at have hjulpet os godt på vej. Nu skal vi selv. Men beviset er ikke gjort med, at du og jeg klarede den eller har klaret det godt. Du og jeg har først klaret den, når alle har klaret den. Først da drejer verden frit igen. Og måske ligefrem en anelse hurtigere i glæde.
Her kommer ikke en afslutning, for vi står kun ved begyndelsen. Den begyndelse, som det gamles, det småliges og det egoistiskes henvisnen giver en spirende plads til, fordi du og jeg vil det, fordi vi alle engang må forstå det eller miste så uendeligt meget. Denne nye tid vil ikke bygge på enighed, men på forståelsen af, hvorfor vi ikke er enige. I respekten for, at mangfoldigheden rummer livet, dynamikken, mens ensidigheden strangulerer, uanset hvor pænt den er pakket ind.
Det, jeg ikke ser, ser du måske. Det jeg ikke ser, ikke ved, håber jeg en dag at få at se, at få lært. Vil du være med til at åbne mine øjne og lære mig det, jeg ikke ved? Så ønsker vi dig velkommen.
