Danske studerendes motivation er i bund. Det er et problem, men et selvskabt problem, som det er muligt at gøre noget ved. Det skyldes nemlig nogle strukturelle fejl eller udfordringer. Her er fem mulige løsninger.
Danske studerende er generelt de mindst motiverede, jeg har undervist. Og når man ved, at motivationen er helt afgørende for læring, så har vi et problem. Men det er et selvskabt problem på grund af nogle strukturelle fejl eller udfordringer, som det faktisk er muligt at gøre noget ved.
Lad os starte med motivationen. Jeg har undervist og været censor på universitetsniveau i Australien, Frankrig, New Zealand, Portugal og USA ud over mine mere end 35 år i Danmark. Desværre er det min klare opfattelse, at de danske studerende er de mindst motiverede for at studere og lære. Jeg taler naturligvis ikke om den bedste halvdel eller vores top 5-10%, der er helt fænomenale. Disse sidste er nok også globalt blandt de absolut mest motiverede og mest kompetente, hvad der også viser sig i case-konkurrencer mod andre universiteters studerende. Det er også imponerende, at de studerende kan skaffe 1,5 millioner hvert år fra erhvervslivet til sponsering af CBS International Case Competition.
Første symptom på generelt manglende motivation er det ringe fremmøde i klassen. Hen mod halvdelen dukker sjældent eller aldrig op til undervisningen, og når de eventuelt kommer, så har de ikke forberedt sig. De går ud fra, at hvis de blot sikrer sig underviserens PowerPointpræsentationer, så er det muligt at læse stoffet op til eksamen i løbet af få dage. Desværre har de ret. Siden Videnskabsministeriet engang i 80erne ændrede universiteternes betaling (de berømte STÅ - studenter-årsværk) fra at betale for det antal studerende, vi optog, til at betale for dem, som blev færdige, så er der sket et markant fald i kandidaternes kompetencer. Jeg ved godt, at Rektorkollegiet har forsikret undervisningsministeren om, at kvaliteten ikke er faldet, men rektorerne må have haft fingrene krydset på ryggen.
Det andet symptom på manglende motivation er den tid, som de studerende beskæftiger sig med studiet. Jeg har set talrige officielle undersøgelser, og jeg har også ret systematisk spurgt de studerende, hvor mange timer de beskæftiger sig med studiet. 29 timer per uge inklusive transport! Det er i øvrigt interessant, at de studerende, som havde erhvervsarbejde, gennemsnitlig brugte samme antal timer på studiet som dem, der ikke havde erhvervsarbejde. Erhvervsarbejde betyder altså ikke, at man læser mindre! Men kun at bruge 29 timer/uge er problematisk, når vi ved, at læring er direkte proportional med den mængde tid, som man beskæftiger sig med stoffet. Min kollega, professor og tidligere rektor Neo Boon Siong fra Singapore, som besøgte Danmark i starten af marts og holdt seminar for flere af ministeriernes topembedsmænd, kunne fortælle, at deres studerende bruger 60 timer om ugen på studiet.